Der er vist ikke ret mange skuespillere, der ikke drømmer om, på et eller andet tidspunkt i deres karriere, at få lov til at spille rollen som Hamlet. Shakespeares udødelige stykke, løst baseret på Saxos fortælling om prins Amled, er ikke kun et af Shakespeares mest spillede stykker, det er også et skuespil, som er kendt selv af de, som aldrig har set det. ”At være eller ikke at være”. Yoricks blege kranie i prinsens hænder. En påmindelse om alles forestående død. Som det siges i stykket, så bliver selv konger ormeføde.

Den mest berømte monolog bliver leveret som den allerførste replik i Det Kongelige Teaters nyopsætning af Halmet med den utroligt dygtige Esben Smed i rollen som danskerprinsen. Han grubler over eksistensen, mens han skuer ud over publikum i en teatersal, hvor lyset stadig er tændt. I pausen var der en i publikum tæt på Kapellets udsendte, der undrende spurgte om det monstro var en fejl, men selvfølgelig er det ikke det. Prinsen taler til os alle. For han kan nemlig fra scenen se, at de opmærksomme tilskuere i salen, selvfølgelig ikke er nogen undtagelse. Pointen er nemlig, at vi alle sammen; lige som kongen, lige som Laertes, lige som Dronning Gertrud, lige som Ofelia, lige som Polonius, lige som Rosenkranz og Gyldenstjerne, ja – spoiler alert – lige som Hamlet selv, alle skal vi dø.

På denne vis bliver tragedien italesat fra allerførste øjeblik, men oplevelsen af at se gæstespillet fra Det Kongelige Teater i Aalborg Kongres og Kulturcenter var alt andet end en trist nærdødsoplevelse. På de luksuriøse anmelderpladser, placeret kun få meter fra scenen, kunne undertegnede ved selvsyn opdage hvor dygtige alle involverede skuespillere fra Det Kongelige er.

Esben Smed gjorde det fortrinligt og skabte en Hamlet, der både i tale men også i krop var på en gang klassisk og meget moderne. Hans Ofelia, smukt spillet af Sara Viktoria Bjerregaard, var både lidenskabelig og skrøbelig. Jacob Lohmann (der smart nok indtog dobbeltrollen som Hamlets farbror Claudius og som spøgelset) fungerede upåklageligt og Iben Hjejle, der indtog rollen som Gertrud, kom også helt ud over scenekanten. Faktisk, så var der ikke en eneste person på scenen, der ikke var med til at løfte helhedsindtrykket, for ret beset kunne anmelder fortsætte med at nævne alle spillere og deres roller for blot at smide verbale roser efter dem.

Der er vist ikke megen idé hér at gengive stykkets handling, for fortællingen om den unge prins, der vil hævne sin far og derved også trækker et spor at kaos og død med sig, er vist kendt af alle de, der er begyndt at læse denne anmeldelse. Historien er helt klassisk, men lige som kostumerne på scenen virker som en slags postmoderne renæssanceklæder, så er der også flere elementer i forestillingen, som er blevet bragt helt op til 2020. Det ville være en skam at afsløre alle disse opdateringer, for de skal naturligvis opleves ved selvsyn.

Kapellet kan dog godt løfte sløret for en enkelt passage, der var nærmest genialt tænkt. Instruktør Morten Kirkskov har lagt elementer ind, som Shakespeare med garanti ville have budt velkommen. Da Hamlet eksempelvis i Akt 2, Scene 2 skal komme ind på scenen med en bog i hånden, han i denne version været ude i fløjen for at hugge sufflørens manus. ”Hvad læser du?”, bliver hamlet spurgt. ”Ord”, svarer han smilende og er så i stand til at mime alle de efterfølgende replikker som kommer fra medspilleren i scenen. Dette metalag er i Kapellets optik bare en reference til, at Hamlet altid har været et teaterstykke, hvis handling byder på et teaterstykke inde i stykket, nemlig det som Hamlet selv iscenesætter for at få hans onkel til at reagere. Selv om ord som ”postmoderne” eller ”meta” ikke var blandt de ord Shakespeares føjede til det engelske sprog, så forekom denne lille detalje at passe meget flot ind i helheden.

Dertil kommer, at Hamlet er meget med på scenen i denne version. Han sidder ofte stum på gulvet, mens de øvrige spillere taler om ham, som var han der ikke. Lige som de øvrige ved hoffet ofte gemmer sig for Hamlet for at se, hvad gale streger han nu har fundet på, så virker det som om, Hamlet også ’gemmer sig’ i fuld offentlighed i de scener, hvor han oprindeligt ikke var med. Selv om nogle læsere sikkert vil tænke, at det virker meget sært, så fungerer det overordentligt fint i denne opsætning.

Selv om Hamlet er en tragedie, så er der også en hel del øjeblikke, hvor man ikke kan lade være med at grine over det, der udspiller sig på scenen. Især Pollonius, spillet med stor ildhu af Stine Schrøder Jensen, der i denne udgave er mor og ikke som i originalen far, til søskendeparret Ofelia og Laertes, sørger for at lette på stemningen undervejs. Det har også helt klart været Shakespeares hensigt med figuren - men ud over denne figur er der også flere andre, der leverer deres replikker eller opfører sig på en måde, så man ikke kan undgå at trække på smilebåndet. Ja, selv danskerprinsen fik undervejs også salen til at le med.

Stykket er baseret på Niels Brunses nyoversættelse af Shakespeares samlede værker, der kom i 2018, og det var fantastisk at opleve, at denne nye version fungerer så godt på scenen. Det er nemlig lykkedes Brunse at fange mange af de tvetydigheder og ordspil, som Englands nationaldigter er blevet verdenskendt for.

Den dramatiske balance i denne opsætning af stykket bliver derfor meget finere nuanceret end undertegnede har oplevet det før. Stykket er rent indholdsmæssigt skåret ind til benet med en spilletid på omkring 2 ½ time, hvilket fungerer rigtigt godt. Hvem husker eksempelvis ikke den ømme bagdel efter at have siddet gennem Kenneth Brannaghs uendeligt kedelige 4 timers maratonfilmversion?

Det fungerer ligeledes virkeligt godt, at stykket har øget sit fokus på forholdet mellem prinsen og Ofelia. Stykket indledes med en meget lidenskabelig og intim scene mellem de to, og i det første lange stykke tid flyver stjålne blikke og liderlige berøringer hen over scenen mellem de to. De kan ganske enkelt ikke holde snitterne fra hverandre. Det er godt tænkt, for når vi senere skal opleve Ofelia bryde helt sammen mentalt, idet Hamlet spiller gal og bliver nødt til at afvise hende, så kræver det i sagens natur, at de her været virkelig forelskede til at begynde med.

Endelig skal der også lyde en varm applaus til scenografien og lysmestrene på stykket. På scenen er der fire store stykker scenografi i L-form. De kan enten agere en spejllignende baggrund, eller vinduesparti. En gruppe sortklædte scenefolk, flytter stykket igennem rundt på disse store setstykker og placerer dem, så det ene rum sømløst afløser det andet. Selv om man tænker, at der sikkert er en vis begrænsning i forhold til hvordan de enkelte scenedele kan placeres i forhold til hinanden, så vil man opleve, at der med hjælp fra disse fire flytbare elementer kan skabes alt fra store sale til små intime rum på scenen. Meget imponerende.

Hamlet er med andre ord noget af det bedste, du kan gøre ved dig selv, hvis du ønsker en god aften i teatret. Så kommer Det Kongelige Teater forbi din by, så tøv endelig ikke med at få fat i en billet med det samme, for her kan du opleve stor dramatik tilsat et meget veloplagt hold af skuespillere og et visuelt udtryk, der til sammen cementerer, at teatret stadig kan skabe en masse nærvær og følelser i en tid, hvor vi alle i den grad har behov for at komme ud af huset og få en på opleveren.