Cyrano har mod, han kan overvinde hundrede mænd, han kan digte og fægte, han charmerer og fornærmer, men han har et problem – sin store, grimme næse.

Cyrano (Olaf Johannessen) er dødeligt forelsket i Roxane (Johanne Louise Schmidt), men Roxane har kun øje for den smukke Christian (Alvin Olid Bursøe). Christian gengælder hendes varme følelser, men kan ikke udtrykke dem i ord. Det kan Cyrano. Det er Cyrano, der skriver de ord, som Roxane forelsker sig i. Det er Christian, der modtager Roxanes kys, mens Cyrano kun ser til fra skyggen. Cyrano fascinerer med sin bjergtagende lidenskab, sin bedrøveligt uforløste kærlighed og sin skarpe tunge. Ud af intet skaber hans ord en verden og giver kærligheden en scene.

Cyrano de Bergerac er skrevet i 1897 af Edmond Rostand og historien baserer sig frit på virkelighedens digter, filosof, soldat og en af de første science-fiction forfattere: Cyrano de Bergerac, der levede i det 17. århundrede. Cyrano de Bergerac er en legende i europæisk litteratur og teater.

Rollen som Cyrano er en præstation, som kommanderer over hele scenen, både med det fysiske og med det verbale. Ordene kommer let og elegant ud fra skuespillerens læber, som om Olaf Johannessen kun har talt i rim og remser hele sit liv (ja, hver evig eneste sætning rimer, og det skal man vænne sig til, men heldigvis formår skuespillerne at ytre replikkerne så naturligt som muligt). Publikummet føler hele tiden, at denne Cyrano ikke ved, hvordan han i alverden skal kunne finde kærligheden med sin store næse. Johannessen fanger hvert eneste træk og følelse i denne højst komplekse og yderst sympatiske karakter. I sin uovertrufne præstation viser han med klarhed sin passion for den yndige Roxane, men også den efterfølgende smerte, så vi kan føle hans indre tortur, når han skriver digte og kærlighedsbreve til Roxane via den flotte og åndeløse rival, Christian.

Hvis der nogensinde har eksisteret en ironisk, smertefuld fortælling om forspildte muligheder, så er det Cyrano de Bergerac, som er den vigtigste, også fordi den blander temaet omkring at se hinsides den ydre skønhed med ind i stykket. Det er et tema, som er lige så vigtig i dag, som det var i 1897. Historien og skuespilpræstationerne er så hjerteskærende, at mange i publikummet både græd og grinte, da stykket nåede sine klimatiske punkter.

Johannessen er naturligvis kun så dygtig, som hans medskuespillere gør ham til, og heldigvis bliver han mødt af Johanne Louise Schmidt som en legende, erotisk og dramatisk Roxane, der passer til stykkets fortolkning af historien. På sin vis er hun en klassisk udgave af karakteren, men havde det ikke været for hendes dramatiske udbrud og adfærd, er jeg sikker på, at både Johannessens og Bursøes roller ville have virket tamme. Deres passion for Roxane er trods alt det, der skal drive stykket fremad. I rollen som Christian træder Bursøe ind på scenen med den selvsikkerhed, som karakteren kræver, og vi tror fuldt og fast på, at hans smukke ydre er det eneste kunstneriske, han overhovedet kan fremmane.

Instruktør Katrine Wiedemann og scenograf Maja Ravn indtager Skuespilhusets Store Scene med den udødelige historie om en mand med ordet i sin magt og en dyb længsel efter ægte kærlighed. Scenens indhold er noget af det mest minimalistiske, jeg har set på Det Kongelige Teater, og det overrasker, hvor godt det passer ind sammen med skuespillerne, så de virkelig får mulighed for at boltre sig op og ned langs de skrå brædder. Der er et twist hen mod slutningen, som har en relation til scenografien, men det skal ikke afsløres her. Lad os bare sige, at det pludseligt gav mening, hvorfor omgivelserne så ud, som de nu gjorde.

Cyrano de Bergerac er en udødelig fortælling af en grund, og det er faktisk rart at se, at den ikke er blevet nyfortolket til moderne tid, men at den stadig bliver fortalt i datidens miljø.