Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Oh Baby, It's Cole Krudttønden
Anmeldt 16/5 2019, 18:33 af Uffe Stormgaard

Swingende mini-minimusical med knækorte rober, cigaretrør og vuggende hofter


Swingende mini-minimusical med knækorte rober, cigaretrør og vuggende hofter

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Roaring twenties, charleston, Fred og Ginger, umådelige rigdomme og løssluppenhed. Scott Fitzgerald og Zelda med Hemingway som tilskuer og den store Gatsby som nabo. Alle, helst med et cocktailglas og/eller en blondine i hånden. Dertil lidt tip-toe dans i dinner-jacket og knækorte rober, cigaretrør og vuggende hofter. Frigjorte, lækre og frække med en sang på læben – helst skrevet og komponeret af Cole Porter.

For det er ham, London Toast Theatre præsenterer på Krudttønden i København. Igen med den energiske Vivienne McKee som drivkraft ( Crazy Christmas Cabaret) nu både som manuskriptforfatter, instruktør og fortæller. 30 sange (hvis jeg har talt rigtigt), som vi nostalgisk henrevet nynner med på, alt i mens de fem, på den lille scene, fortæller/synger/crooner Cole Porters livshistorie (1891-64).

Nej, han voksede ikke op som fattig avisdreng, der skulle realisere den amerikanske drøm. Han blev født superrig med en kul(Cole)mine i flaben, i en mindre amerikansk provinsby i Indiana. Who Wants to be a Millionaire – er ikke tilfældigt åbningsmelodien.

Unge Cole får tidligt et flygel. Ikke for at gå unge Mozart i bedene – nej, det er snarere Gershwin og Hammerstein, der inspirerer. Mor er begejstret for hans småsange, men længere kommer det ikke. De bedste universiteter står klar til at modtage gulddrengen – der endda bliver årets fodboldhelt på Yale, uden nogen sinde at have rørt en bold – han komponerer blot slagsangen Yale Footballsong.

Så går turen til det vilde, frigjorte, kunstnerliv i Paris – og det er lige ham, I love Paris in the springtime - og hele året rundt. Ekstravagant, hæmningsløst kaster han sig ind i vildskaben, henter Monte Carlo-balletten til Paris, blot for at lade dem danse ved et bal han afholder, Throwing a ball tonight . Cole møder i Paris sin livsudkårne, den stenrige amerikaner, Linda, som han må erkende I’ve got you Under my Skin.

Men USA trækker. Aller mest Broadway med sine shows/musicals, Take me back to Manhattan. Det er her Cole Porter for alvor få succeser – men ikke lige med det samme, debuten America First bliver en drønende fiasko, men heldigvis er der Another Opening, another Show. Cole Porter kommer til at stå for stribevis af klassiske musicals, f.eks. Can Can og Silk Stocking.

Ægteparret demonstrer fortsat deres rigdomme med overdådige fester, kæmpe villaer i L.A., paladser i Venedig og lejligheder i N.Y. og Paris. Et (tilsyneladende) harmonisk par, hvor hun accepterer hans biseksualitet My Heart Belongs to Daddy og i høj grad understøtter hans ødselhed. Men i 1934 indtræffer ulykken. Cole Porter bliver smidt af hesten, med en total lammelse i benene til følge – og dermed tvungent til kørestolen resten af livet. Over 30 operationer følger, i et forgæves forsøg på at tage smerterne og befri ham for lammelser. Porter giver dog ikke op – nye shows, striber af filmmelodier og sangtekster gør ham til USA's store sangskriver – selv om tidens smag er ved at løbe fra hans musik, får han et kæmpe comeback med Kiss me Kate, Brush up, Your Shakespeare.

Cole Porters historie, fortalt gennem 30 sange, lykkes til fulde. For hvor kan de synge, swinge, danse – og føre sig frem, som man jo gjorde den gang, da livet blev levet med et champagneglas i hånden. Katrine Falkenberg og Nicoline Møller, som blondine og brunette, er bare så dejlig frække, rytmiske, i skønne charleston kjoler. Sebastian Harris og Leo Andrew, er snart Cole, snart levemænd, altid veloplagte og gennemmusikalske. Vivienne McKee fortælleren, der veloplagt får det hele kædet sammen til Stuart Goodsteins pianoakkompagnement.

Er man til amerikanske musicals og nostalgi med swing og svung, så er denne mini-mini musical - eller rettere engelsksprogede kabaret - en velmixet cocktail, der ikke giver tømmermænd, men god underholdning, så længe der er Porter i glasset (undskyld).

296
Forrige anmeldelse
« Blod, svigt og tårer «
Næste anmeldelse
» Mød mig på Cassiopeia »