Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Mød mig på Cassiopeia Folketeatret
Anmeldt 19/5 2019, 12:00 af Hans Christian Davidsen

Gammel boblevin på nye flasker


Gammel boblevin på nye flasker

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er gammelt, men ikke alt er ved det gamle i Folketeatrets opsætning af Mød mig på Cassiopeia - en dansk filmklassiker, der gik i biograferne blot seks år efter Anden Verdenskrigs afslutning.

Måske holder filmen ikke rigtig længere, men det gør Kai Normann Andersens herlige sange. Tre af dem, Musens Sang, Den allersidste dans og Gå ud og gå en tur, kom med i det danske kulturministeriums Kulturkanon fra 2006.

Folketeatret har peppet forestillingen op med pop til en moderne musical, der her og der byder på nogle spøjse anakronismer. Samtidig med, at publikum lever i illusionen om, at handlingen - fortsat - foregår i 1950erne, er der lagt referencer ind til sang og musik af langt yngre dato. Nogle steder virker det, andre steder ikke. Der er også lidt små-fjolleri og overspil nogle steder.

Historien kan skrives på bagsiden af en serviet: Teaterkomponisten John Berger (Martin Geertz) har mistet både inspiration og sin kone Irene (Jeanette Binderup-Schulz), der flirter med skørtejægeren Harry (Christopher Læssø). Komponisten får besøg af den olympiske muse Polyhymnia (Karin Nordly-Holst), der kommer ned til Jorden for at inspirere ham. Hun forelsker sig i den flotte skørtejæger Harry og nærmest trygler om at blive taget for den jordbundne kvindelighed i stedet for ånd. Det bider sig alt sammen i halen.

Det er en historie om teater i teatret, hvor en let overgearet teaterdirektør Volmer (Jakob Højlev Jørgensen) skråler rundt på scenen, mens hans regissør (Kristian Holm Joensen) vimser rundt efter ham som en skødehund. Opsætningen er ikke uden humor, og både i bearbejdelsen og iscenesættelsen har de ansvarlige udnyttet deres kunstneriske friheder i forhold til filmforlægget.

Erotik i luften
Asger Reher er noget lemfældig i sin omgang med rollen som Zeus, men han er faktisk overordentlig morsom - og også sød i selskab med den 80-årige (godt gået!) Lone Hertz, der spiller Rosa Elias. Der er moden erotik i luften her.  Zeus får ikke blot dame på nede på Jorden, men tømmer også den ene flaske boblevin efter den anden.

Til turneforestillingerne er der skiftet ud i rollelisten i forhold til de første forestillinger på Folketeatret i København. Både Trine Gadeberg og Troels Malling er gledet ud som henholdsvis Irene Berger og teaterdirektør Volmer. Og Karin Nordly-Holst har overtaget Polyhymnia efter Amalie Dollerup, der trak sig fra forestillingen, da hendes mave blev for stor. Det passede ikke helt at have en højgravid til at spille en uskyldig pige.

Karin Nordly-Holst tager dog også kegler med sin skønsang. Der er stille på stolerækkerne under Musens sang og stort og langt bifald bagefter.

Hårde odds
Skuespillerne er op mod hårde odds: Bodil Kjer, Poul Reichardt, Ib Schønberg, Hans Kurt, Lily Broberg og hvem der ellers spillede med i den gamle musicalfilm.

Nu er det en turneforestilling, så musikinstrumenterne må ikke fylde for meget. Man kan leve med kapelmester Jens Krøyers revy-agtige spil på tangenterne, der til behagelig overraskelse bliver spædet op med blæseinstrumenter og slagtøj (Rikke Lillevang og Tanja Dræberg).

Nostalgi eller nyt - that’s the question. Men instruktør Kasper Wiltons svar er: begge dele. Og han slipper fra det, så også et publikum, der ikke kender forlægget, kan være med. I sagens natur var det dog mestendels det modne publikum med forhåndskendskab, der får noget ud af denne forestilling.

Godt nok er det kommet på mode at rejse sig op, når man skal give bifald i teatret - men de stående klapsalver kommer helt tydeligt fra hjertet.

297
Forrige anmeldelse
« Oh Baby, It's Cole «
Næste anmeldelse
» Kong Arthur »