Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Fogg’s Off – Crazy Christmas Cabaret 2018 Glassalen, København & Tivoli Friheden Århus
Anmeldt 16/1 2019, 15:00 af Birgitte Amalie Thorn

Fortsat craziness – også selvom mor McKee har forladt scenen


Fortsat craziness – også selvom mor McKee har forladt scenen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I vores moderne zapperkultur er det betryggende, at én ting forbliver det samme: Igen i år har det København-baserede London Toast Theatre leveret en underholdende cabaretforestilling, hvor britisk crazykomik og danske referencer mødes i skøn forening.

Det var ellers lige ved ikke at blive til noget. Efter at have leveret et årligt, engelsksproget show siden 1982 meddelte ophavskvinde Vivienne McKee i 2017, at nu måtte det vist være nok. Men grundet en storm af henvendelser fra trofaste fans blev ophørsplanerne aflyst, og 2018-showet blev en realitet. Dog med den markante forskel, at McKee ikke længere selv spiller med, men holder sig til at skrive og instruere.

Mange vil sikkert savne hendes faste karakter, Dr Van Helsingør, og hans De Nattergale-engelsk, men lad mig alligevel berolige trofaste tilhængere af showet ved at sige, at resten af skuespillertruppen klarer sig ganske fint uden ”mor”. Man mærker tydeligt, at det er en trup, der kender hinanden godt og har en fest sammen på scenen. Som altid er der både engelske og danske skuespillere iblandt, og den enkelte spiller flere roller.

CCC-showet låner som regel sit plot fra en kendt fortælling (lige fra klassikere som Robinson Crusoe til populærkultur som Star Wars), og dette års show er ingen undtagelse. Denne gang er det Jules Vernes Jorden rundt i 80 dage, der danner baggrund for de mange skøre forviklinger. Valget af en sådan globetrotterfortælling giver også mulighed for, at skuespillerne kan brillere med underholdende accenter, som for eksempel David Batesons skotske Detective McFix eller Rikke Hvidbjergs indiske Princess Aysha og sydstatsinspirerede Steamy Daniels.

Derudover rummer årets show traditionen tro referencer til aktuelle begivenheder, som for eksempel Andrew Jeffers’ Brexit-sang (fremført som en parodi på Adeles monsterhit Hello) eller hentydninger til Danske Banks hvidvaskskandaler. Særligt herlig i år var David Batesons Trump-parodi og Bennet Thorpes ditto på Putin. Når de to alfahanner forenes i en særligt øm version af Nothing’s Gonna Stop Us Now, er der ikke et øje tørt (eller en lattermuskel umotioneret). Et andet tilbagevendende element er de ekstravagante eller direkte gakkede kostumer – her er navnlig den massive Andrew Jeffers i kvindetøj et fast element.

Størstedelen af CCC-publikummet er gengangere, hvilket afsløres af den traditionelle håndsoprækning i den indledende opvarmning til hvert show, hvorefter årets ”CCC virgin” kåres blandt de få nye. Showet bygger i den grad på glæden ved genkendelse, ligesom det interaktive element uden tvivl er en del af succesen. Som publikummer bedes man løbende om at buhe af skurken eller råbe en speciel hilsen til en af karaktererne, og en stakkels frivillig hives også altid op på scenen undervejs.

I år slog det mig, hvor meget denne særlige stemning af fortrolighed og fællesskab, som truppen aktivt skaber, smitter af internt mellem publikum. Til de fleste forestillinger taler man som publikummer ikke med hinanden, men i år oplevede jeg for eksempel at falde i snak med mine to sidemænd, som det i øvrigt viste sig, at jeg også havde siddet ved siden af sidste år (jf. gengangere!). Derudover vendte to andre publikummere sig uopfordret om og blandede sig begejstret i vores samtale, for de kunne huske, hvem der havde spillet hvad for to år siden, hvilket vi netop sad og diskuterede. Den slags umiddelbarhed er sjælden blandt danskere og bekræfter bare, at CCC-truppen kan et eller andet.

Showet foregår på engelsk, så hvem er egentlig målgruppen? Der er ingen tvivl om, at man som publikummer får mest ud af showet, hvis man er nogenlunde velbevandret i kulturelle referencer og aktuel politik, ligesom et vist niveau af engelsk også er nødvendigt, hvis man skal fange alle ordspillene. Men selv hvis det skulle knibe lidt med alt det, er der stadig masser af underholdning at hente ud af showets meget fysiske humor, hvor mimik, gestik og dramatiske fald på scenen bidrager til komikken. Derudover er der naturligvis de mange sange, typisk med tilhørende koreografi.

Hvis du endnu ikke har set en Crazy Christmas Cabaret (som i øvrigt aldrig handler om jul), burde du forkæle dig selv med den oplevelse. Og er du rigtig heldig, bliver du måske kåret som årets ”CCC-jomfru” til generel hyldest fra dine begejstrede med-publikummer.

281
Forrige anmeldelse
« Andens Verdenskrig «
Næste anmeldelse
» Kontroltaber »