Det handler om magt. Om svig, svigt og snigmord. Ordene er voldsomme, fyldt med anklager og bebrejdelser. Personerne ofte ensomme nikkedukker, fyldt med ambitioner og magtbegær. Er det mon den igangværende valgkamp?. Nej: det er William Shakespeare.

Det lille Bådteater i Nyhavn har med en citat-collage fra Shakespeares snart 400-årige dramatik skabt et mylder af scenefigurer, alle med udgangspunkt i magt og svig. Vi møder: Jargo, Brutus, Claudius, Richard den tredje, Lady MacBeth, Cæsar. Tilgiv mig, hvis der er smuttet et par eller tre, fra det imponerende persongalleri, i dette kludetæppe af klassiske Shakespeare replikker.

De er her alle sammen – og ikke sådan helt almindelige. For de er hvidklædte, skaldede, mands/kvindehøje dukker, der gives liv af tre kvindelige skuespillere. Dukker, der med ansigtets gustengrønne hud, med synkrone skæve mundbevægelser, fremfører replikkerne. Lyder det underligt? Det er det ikke. For på kort tid lever vi os ind i de spøgelseslignende, alt andet end tiltrækkende dukker. Følger deres liv og bevægelser – og destruktion/partering (!) - der blander sig med dukkeførernes kroppe. Alt sammen for at fremhæve, de mange grumme, kloge, evig gyldige replikker, der står rent i, Nels Brunses fremragende oversættelse.

Blod, svigt og tårer er en imponerende forestilling, sammensat og instrueret af Rolf Heim, der ikke lægger fingrene imellem, når det handler om magtkampen. Det er ikke noget tilfælde, at kongekronen, på den røde purpurpude, er i centrum på den lille scene. Det er den kampen drejer sig om. Men der er mere, meget mere, at fryde sig over.

De tre skuespillere Pernille Nedergaard Haugesen, Signe Kærup Dahl, Jannie Faurschou, er ikke kun eminente Shakespearefortolkere med et bredt personregister, men også fremragende dukkeførere. Efter kort tid glemmer vi, at det er stof og papmache, der taler til os. Stemmerne kommer fra menneskets dyb, og emmer af smerte og had.

Bådteatret har med Blod, svigt og tårer skabt en forestilling, baseret på klassiske menneskelige karakterer, på godt og især ondt. Gennemskuet og dramatiseret for generationer af generationer siden – men (desværre) stadig gyldige. Fyldt med paralleller til verden i dag – fra den nære valgkamp til de storpolitiske ambitioner. Resultatet er det samme – også selvom de fremføres af dukker! Skulle man være i tvivl, behøver man kun at lytte til lydsiden – der ud over at sprede uhygge og dramatiske effekter - også lader os ane: ”der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”, plus Nixons forsvarstale (for sig selv) - og helt tydeligt, når der som lydbagtæppe croones: ”I am the Great Pretender”.

En enestående collage, uden nogen egentlig fortløbende handling, men alligevel aktuel og eviggyldig. Heldigvis også med et stænk af humor – ellers var det heller ikke til at bære. Bådteatret får en stor juvelbesat kongekrone, for både at mestre tekst, skuespil, lyd og dukkeføring.