Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Livlægens besøg Betty Nansen Teater
Anmeldt 20/11 2016, 15:50 af Uffe Stormgaard

Dengang frihedsidealerne kom til Danmark


Dengang frihedsidealerne kom til Danmark

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Danmarkshistoriens kendteste trekantsdrama i royale omgivelser er uden tvivl Struensee/Christian d.VII/dronning Caroline Mathilde. Her er alle ønskelige dramatiske elementer – og så er der endda historisk belæg for forløbet. En sindssyg konge, en barnebrud og en ambitiøs tysk læge - og oven i en kærlighedshistorie, intriger, hoffets magtkampe og ikke mindst, at lille Danmark i de to år, hvor dramaet udspiller sig, var på vej mod flere frihedsidealer end den franske revolution nåede. Ja, selv oplysningstidens førende filosof Voltaire sendte kongen/ Struensee et hyldest brev, for gennemførelsen af trykkefriheden!

Historien har dannet grundlag for stribevis af romaner, teaterstykker, operaer, film og endda en enkelt musical. Senest filmen En kongelig affære(2010) og nu teaterversionen En livlæges besøg baseret på Per Olav Enquists roman af samme navn.

Indgangsvinklerne har været talrige: kjærligheden, det politisk magtspil, sindssygdommen, Oplysningstiden. Instruktøren Emmet Feigenberg har her valgt at fokuserer på den unge sindssyge konge – et vellykket valg, ikke mindst fordi Elliott Crosset Hove lægger krop og sjæl til den gale konge – der nu ikke er helt så gal endda. Nok har han forvirrede galemandsture, vil lege og løbe tagfat i havens labyrint, krabber sig hen over scenen, får prygl af hoffolk – men midt i galskaben er han monumentalt klar, super intelligent.

Den 16-årige konge skal, for at sikre arvefølgen, giftes med sin 15-årige engelske kusine Caroline Mathilde – og det kommer der ikke noget godt ud af – i hvert fald ingen arving, for Christian evner ikke at opfylde forplantnings forventningerne. Den snedige hofstab mener, at en mere erfaren kvinde, nemlig den letlevende Støvle- Cathrine vil kunne give ham smag på de dele. Og de får ret. De to bolter sig lystent i en rus af overbevisningen om ”at kongen er en forbyttet barn”. Sexglæden smitter af – og den unge dronning besvangres – just ikke elegant skildret på scenen.

Men hvad med Struensee?

Allerede i åbningsscene, hvor den gale konge fra det nøgne scenerum råber ud mod publikum: ”Struensee lever”, er vi klar over livlægens centrale plads. Hoffet mener, at den enevældige konge bør drage på en dannelsesrejse, ned gennem oplysningstidens Europa – som livlæge, vejleder og sjælesørger er idealisten fra Altona ideel. Og det fungerer. Sammen besøger de oplysningstidens fremmeste ideologer og oplever epilogen til den franske revolution – langt fra den opfattelse, at konger er Guds indsatte.

Et år efter vender de to nu kærne-venner tilbage til slottet, befolket med hofsnoge, intrigante og magtsyge politikere og hvor Caroline netop har født Christians barn.

Så kan dramaet da endelig – efter pausen - tage form. For Struensee har af den enevældige hersker, fået ubetingede beføjelser til at iværksætte et revolutionerende reformarbejde. Trykkefrihed, afskaffelse af totur, forbedring af fæstebøndernes vilkår, minimering af adlens privilegier…2.000 dekreter på 2 år – det kan selv EU ikke leve op til. Magtberuselse og revisionsivrighed – om det så end er i folkets tjeneste – giver ikke popularitet hos den herskende klasse, hoffet.

At Struensee gør dronningen gravid rør ikke Christian, der er mere fortvivlet over, at hoffet i hans fravær har deporteret Støvle-Chatrine, fremmer heller ikke Struensees popularitet. Folkets forargelse er stor. Rygtebørsen og smædesange om deres synd og utugt på slotte, er så stærk at Struensee må inddrage pressefriheden (!) Med Ove Høegh-Guldberg og enkedronning i spidsen er der banet vej for et statskup, der brat gør en ende på den danske oplysnings revolution. Som vi ved, Struensee blev henrettet på Øster Fælled og Caroline Mathilde forvist til Celle i Tyskland.

Det er nok svagheden, vi kender historien så godt.

Struensee er fremstillet kompetent og intellektuelt troværdig i Troels Thorsens skikkelse – men gløden mangler – ikke mindst i forholdet til dronningen, spillet af Signe Engholm, der forandrer sig fra dum prinsesse-blondine til en selvstændig hestepige, der til hoffets forargelse ikke er bange for at sidde over skrævs på en hest. Men den universelle kærlighedshistorie, mellem de to, er for mat og bleg til at vi kan engagere os. Så er der mere kød på (undskyld) Støvle Catrine, vildt og dejligt spillet af Rikke Westi, som måske den eneste der giver kongen ægte tryghed.

Dertil kommer alle de andre gode spillere: Tina Gylling er både myndig og frygtindgydende som ”den onde dronning stedmoder”, Ole Lemke stilfærdig i dobbeltrolle som Reventlow og Voltaire og Guldberg, Nicolai Dahl Hamilton, illoyal og magtsyg som politikere nu engang er.

Et professionelt godt sammentømret hold, der i Karin Bentz opfindsomme scenografi udfolder sig med grå betonmure som baggrund, hvor striber af historiens lys af og til spiller hen over scenegulvet. Spillet foregår under en kæmpe lysekrone, alt mens magtens guldstole effektfuldt sendes op og ned fra soffitterne. Med lidt god vilje forstår vi hints til nutidens magtkampe og forplumrede politik og uigennemsigtighed - men kærligheds gløden har svært ved at nå os.

Livlægens besøg er stort opsat moderne teater, til illustration af fire år i fordums tid, hvor Danmark var tæt på at være Oplysningstidens foregangsland – længe siden, ganske vist. Den gale konges fortvivlelses råb, som slutreplik, ekkoer fra den tomme scene: ”Struensee lever”. Tør vi tro ham.

221
Forrige anmeldelse
« Askepot «
Næste anmeldelse
» Frøken Nitouche »