”Der var engang en prins, der var ked af at være alene”. Sådan starter operaen Askepot – skrevet og komponeret for 200 år siden af Ferretti og Rossini. Et eventyr, vi kender så godt fra Bdr. Grimm og ikke mindst fra Disneys fortryllende tegnefilm med glassko, den smukke fe og onde stedmoder.

I operaen er der hverken fe eller stedmoder – ej heller ”hug en hæl og klip en tå”, men ellers mangler der ikke noget. Stedfaderen er i stedet grum, dum og fordrukken. Glasskoen elegant erstattet af et sølvarmbånd. Fælles er stadig de to onde, grimme, arrogante, hoffærdige søstre.

Den klassiske historie om det gode gudsfrygtlige sind (Askepots), der sejre over ondskab og forfængelighed. Sådan har Jyske Opera også valgt at præsentere os for eventyret – helt traditionelt. Der er indbygget lystighed og løjer, i en scenografi, der kunne være fordums kulisser.

Askepot er klædt i aske og hun ligger bogstaveligt ydmyget i aske i et scenehjørne, i kontrast til de selglade pyntesyge søstre ved sminkepejlet og iklædt pangfarver.

For selv om kampen mellem godt og ondt er et grumt skuespil, så er operaen fyldt med dejlige livsbekræftende toner. Vi nyder arierne, de pudsige lakajer og flotte jægersmænd. Hele tiden i den trygheds tilstand, at det jo skal ende godt.

For det gør det. Takket være den kloge filosof – nej ikke feen – der som prinsens udsending, forklædt som fattig tigger, gennemskuer farens grådighed og de smukke søstres forfængelighed – og klart ser Askepots ædle sjæl.

Det hele kulminerer i hofballet med overdådige kjoler, fest og smil, med pudsige mini-portrætter i Jyske Operas kor. Aftenen, hvor den ensomme prins erkender sin kærlighed til det uskyldsrene. Nu i overdådig glitter-pailletkjole og højt hår og hvor til gengæld forfængelighed og griskhed lider et grumt nederlag. Alt sammen til boblende romantiske toner – som vi stille nynner med på – uden dog at have hørt dem før.

For synge kan de. Askepot, Victoria Simmonds, er ikke mindst når hun er frigjort fra asken, en dejlig mezzosopran, med stor styrke og nuancer, der får os til at holde af den lillegrå pige, der ikke kun viser godhed, men også til sidst, evnen til at tilgive sin onde stedfamillie.

En festlig – men lang - underholdende og traditionel, detaljerig opera. Hvor både orkestret og operaensemblet får tryllet eventyrstemningens renhed frem. Nu behøver prinsen ikke længere, at være alene og så ked af det!

Askepot blev komponeret kort efter Napoleons krigen, mens Europa lå i ruiner. Måske netop derfor, de muntre toner og det lette spil – hvor musik og skønsang gerne skal få os til at glemme slaget ved Waterloo - og Trumps sejr.