Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Frøken Nitouche Folketeatret
Anmeldt 22/11 2016, 11:09 af Hans Christian Davidsen

Mellem pænheden og lidenskaberne


Mellem pænheden og lidenskaberne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvorfor overhovedet sætte Frøken Nitouche op på teatret, når der er så meget andet relevant teater, man kan give sig i kast med?

Folketeatret stiler selv spørgsmålet i det fyldige program til René Vases og Jannik Fuglsangs ny version af den klassiker, som de fleste danskere vel kender fra filmudgaven med blandt andre Dirch Passer og Lone Hertz fra 1963.

Smart nok selv at stille sig spørgsmålet, for så gider kritikerne som regel ikke beskæftige sig med det bagefter.

Svaret på det relevante spørgsmål er man dog knap så meget i tvivl om, når man går ud fra denne underholdende og charmerende udgave af Frøken Nitouche - der her og der har fået lidt lagt oveni og noget andet trukket fra.

Forestillingen er bragende godt spillet, iscenesat, sunget, skrevet. Koreografi og kostumer tager publikum med storm. For selv om operette-handlingen jo bare er noget vanvittig morsomt fjolleri, så har stykkets dobbelthed - selv om det er skrevet i slutningen af 1800-tallet - en appel til det såkaldte moderne menneske. På den ene side er der pænheden og ordentligheden. På den anden side vildskaben og lidenskaben. I Frøken Nitouche er det ikke blot illustreret ved dobbeltmennesket Celestin/Floridor, der er from organist i et koster om dagen og operettekomponist i et løssluppent teater om aftenen. Mens teater i dag bliver betragtet som noget fint eller pænt, så var det bestemt ikke altid tilfældet på den tid, Frøken Nitouche blev skrevet. Dobbeltheden sidder også i flere andre i operettens persongalleri. Vase og Fuglsang har udvidet ved at lade priorinden, den fromme nonne fra klostret, smide nonnedragten til sidst og genoplive ungdommens forelskelse i teaterchef Faubert, der her spilles af Asger Reher.

Lone Hertz synger
Priorinden spilles af Lone Hertz, der var den yndige kosternovice Denise og Frøken Nitouche i filmen fra 1963. Dengang blev hendes syngepartier dubbet af Katy Bødtger, så det i mange år efter hed sig, at Lone Hertz ikke kan synge. Det kan hun nu godt, fik vi vished for ved opførelsen i Flensborg. Det var kønt og ganske musikalsk uden at være prangende.

Karin Nordly-Holst er sød og særdeles sangsikker som den nye, unge Denice og Frøken Nitouche, der er lovet væk i et tvangsægteskab til husaren Fernand, der spilles kækt af Johannes Nymark. De to ved jo slet ikke, det er arrangeret, at de skal giftes med hinanden før efter, de er blevet forelsket i hinanden.

Det unge talent Pelle Emil Hebsgaard har rollen som Celestin/Florydor og er i de fleste perioder vild og vanvittig morsom, men er også tæt på at overspille den. De to veteraner Asger Reher og Kristian Boland hviler til gengæld i sig selv og deres rolige rutine. Kristian Boland er herligt jovial og brovtende i rollen som Major Gibus.

Scenografien leger godt og enkelt med på forholdet mellem teater og virkelighed. Det ene øjeblik ser vi ind på scenetæppet bagfra, og det næse øjeblik vendes scenen ud mod os, publikum. Det giver stykket en god dynamik, og det samme gør musikken på scenen - ind imellem springer selv kapelmester Jens Krøyer op fra graven og tager del af begivenhederne på scenen. Krøyer har også selv plantet et par fremmedlegemer i stykket: H.C. Lumbyes “Jernbanegalop” samt temaet til Den Lyserøde Panter og det virker.

Sikke en diva
Trine Gadeberg er også med som den lokale teaterdiva Corinna, der har en herlig skarp sang om mand og hustru, der i en skov overfaldes af en flok voldsmænd, hvorefter hustruen i det dulgte lader sig forføre af dem. Oven i købet ganske gerne. “Sex with bad boys' is great - but you don't need to date them”, som de siger på engelsk. Og så kan Gadeberg bare agere forsmået diva. Nogle gange er der næsten noget Yvonne over hende.

Folketeatret kaster klassikeren langt op i luften og griber den igen, så man ser den helt påny.

222
Forrige anmeldelse
« Livlægens besøg «
Næste anmeldelse
» Dansetimen »