Lige efter man har suget den imponerende intro til sig, får man for første gang kontrollen over Altair, der skal blive ens kutteklædte, knivkastende og sværsvingende ledsager i de næste 10-14 timer. Første gang man ser Altair slå han en mand ihjel ved at skære hans hals over, mens hans kollegaer brokker sig over gerningen, leverer han replikken: ”Som vores mentor siger – Intet er sandt, alt er tilladt”, og både min intellektuelle og min mest dybe nørdede side var straks på kogepunktet. Sidste del af citatet er centralt for William S. Burroughs version af Hassan-i Shabbah, også kendt som ”Den gamle mand på bjerget”, lederen af gruppen af Hashasins – de første organiserede snigmordere i verden. I fiktionens verden, fodrede Shabbah sine disciple med hash (deraf navnet) og gav dem løfter om evigt liv i hans frodige have på bjerget omgivet af smækre kvinder. Men som mellemøsthistorikeren Bernard Lewis påpeger i sin bog The Assassins – a Secret Sect in Islam, så forholdt virkeligheden sig ganske anderledes end hos Burroughs, Dan Brown og alle de andre fantaster. Selv i spillet Assassin’s Creed bliver dette rygte på et tidspunkt manet til jorden, idet Altairs mentor fortæller, at det med narkotikaen er skrøner, som modstandere af organisationen har spredt.

Modsat de tidligere titler til PS3, som undertegnede har haft fingrene i, er Assassin’s Creed det første, der vitterligt føles som et ægte next-gen spil. Ikke kun er grafikken ufatteligt detaljeret og smukt sat sammen, med enorme spilarealer og flydende actionfyldte kampe, men også de samtaler man har med andre karakter og det liv, der er i de byer, man færdes i, virker ufatteligt realistisk og detaljeret skildret. Dommedagsprofeter proklamerer sejr til henholdsvis Saladin og den engelske Konge på gadehjørnerne, mens gadesælgere skråler op om deres forskellige varer. Idet man forsøger ubemærket at traversere medianen, lægger man mærke til folk, der stopper op for at tale sammen, klø sig under fødderne eller se mistænksomt efter en. Det er i det hele taget en virkelig fantastisk oplevelse, at bevæge sig rundt i denne sandkasse af et spil, som forfriskende nok er sat i tiden omkring det tredje korstog.

Plottet i spillet er ret komplekst. Et stykke ude i fremtiden sætter ny teknologi forskere i stand til at få adgang til den genetiske hukommelse, der ligger i vores alles DNA, og en ung mand hentes ind til dette forskerteam, idet hans DNA rummer vital information om fortiden, som disse forskere vil have adgang til. Hans forfader var naturligvis Altair, en af de mest berømte snigmordere i mellemøsten, og det er denne fremtidige primærverden, som giver adgang til den sekundærverden, hovedparten af spillet foregår i. Hverken i den ene eller den anden virkelighed er man som spiller helt klar over, hvad den virkelige agenda er for de folk, man samarbejder med. Selvom man hele tiden synes, at man handler i overensstemmelse med både de ordrer og informationer, man får fra ens foresatte, så begynder både man at betvivle de grunde, der fremlægges som årsag til, at den eller hin skal nakkes. Idet man slår målet ihjel, starter en sekvens, hvor tid og rum ophører, og hvor ens offer fortæller deres side af sagen – noget der naturligvis sår tvivl i hjertet hos morderen.

Selv om der har været lidt kritik af det repetitative element i missionerne, synes de dog stadig at kunne tilfredsstille både de, der kan lide action, de der elsker tomb raider-lignende vertigo-oplevelser på byens tage, og ikke mindst de af os, som alle har en lille sadistisk lejemorder i maven. Når Altair ankommer til en by, skal man som det første aflægge den lokale assassin-guild et besøg. Her får man informationer om offeret og hints til, hvordan man kan skabe sig et overblik over byen. Dette overblik skabes ved at klatre op på et tårn på de mange minareter eller kirker, der er spredt ud i kvarteret. Gør man det, dukker der missioner op på det oversigtskort, man kan kalde frem. Der er primært to former for missioner; i den første slags kan man hjælpe byens almindelige borgere ved at dræbe de byvagter, der generer dem. I den anden type skal man enten stjæle et dokument ved gement lommetyveri, dræbe nogle bestemte soldater, uden at byvagterne ser det, eller på tid samle flag ind (forhindringsløb). Den anden type af missioner giver, når de alle er gennemført, mulighed for at komme tæt på hovedmålet, men det er også vigtigt at gennemføre de missioner, hvor man redder borgerne, idet det giver velvilje blandt befolkningen – og den får man brug for. I de situationer, hvor man forfølges af en gal hob soldater, så hjælper borgerne en med at gå i vejen, hive fast i forfølgerne og på den måde sinke dem, så man kan slippe væk i skjul.

Enkelte vil måske synes, at spillet – ved at gentage denne formel, hver gang man får et nyt mål – kan virke lidt stift, men det ændrer ikke på at oplevelsen af, at det er oplevelsen af at slentre rundt og på hesteryg krydse landskaber, der er mindst lige så imponerende som dem fra Shadow of the Colossus. Det gør denne virtuelle verden virkeligt attraktiv. Illusionen af liv, den enorme detaljerigdom, giver en så fortættet stemning, at jagten på det overordnede plot bliver altoverskyggende – jeg fortsatte i hvert fald helt til enden!

Mere kritisk er dog de rent softwaremæssige problemer, der har været diskuteret meget på nettet. Både PS3 og X-Box udgaverne har været plaget af fejl. Selv om man har den seneste firmwaropdatering (2.1) til PS3eren, så fryser Assassin’s Creed stadig indimellem. Altair stivner eksempelvis midt i et spring, og selv om man kan bevæge kameraet rundt om ham, og larmen fra gaden stadig er der, så er der ingen anden udvej end at reboote sin maskine. Det er et vældigt irritationsmoment, at folkene på Ubisoft ikke har gennemtestet deres ellers så glimrende spil, inden det blev sendt ud. Måske skulle julehandlen for alvor nås? Der skulle ifølge flere kilder, blandt andet Ubisoft selv, være en patch på vej inden for den allernærmeste fremtid. Selv om det er enormt frustrerende med denne fejl, så ændrer det dog ikke ved, at Ubisofts idé – med at lade Agent 47 være far og The Prince of Persia mor til denne smukke bastardbaby – er en forrygende idé; og derfor vil Assassin’s Creed – når patchen først er i hus og fungerer – vil blive en lille klassiker i min samling.