De tyske sociologer Hartmut Rosa (Det ukontrollerbare, Resonans) og Andreas Reckwitz (Singulariteternes samfund) går i denne deres nye fælles bog i slags dialog med hinanden. En egentlig samtale er det dog ikke, da hovedparten af bogen består af lange essays skrevet individuelt, men bogen afrundes med en egentlig dialog, som forfatterne har haft trykt tidligere i den tyske avis Mittelweg 36. Trods kortformen i forhold til de digre hovedværker, kan bogen dog ikke anbefales som indstigning i deres tanker og er vel ej heller tænkt således. Til gengæld finder den allerede omvendte læser interessante forklaringer og oplysninger til de to forfatteres komplekse samfundsteorier. De lange metodeudredninger, som begge fremfører i højt abstraktionsniveau, godt kunne have været forkortet en anelse til gavn for nøjere udredning af kernen i anlægget, altså at illudere den postulerede krise i bogens titel.

Hvem dog holder ved denne langtrukkenhed finder sig beriget. Reckwitz beskriver, hvordan hans analyse af samtiden på en måde føjer sig helt tilbage til moderniteten siden slutningen af det 18. århundrede, i hvilket dette moderne forekommer som en uophørlig proces af “åbning og lukning af kontingenser”. Altså: at det moderne for ham snarere består af kontinuerlige emancipatoriske opbrud og deres derpå følgende hærdninger. Det er sociologiens opgave, i hærdningernes øjeblikke - og et sådant øjeblik oplever vi lige nu ifølge Reckwitz - at søge efter nye åbningsmodeller.

I Hartmut Rosas tilfælde forstår man bedre hvorfor jargon om opmærksomhed og coaching gennemsyrer hans teorier om acceleration og fremmedgørelse. I sit essay forklarer han sin agenda med at søge forbindelsesveje mellem det analytiske, overordnede blik fra sociologien og “første person ental”, altså at forbinde sociologien med spørgsmålet: hvordan kan hin enkelte, hvordan kan “jeg’et” udvikle et forhold til samfundet, i hvilket et ikke-fremmedgjort liv, trods samfundets modsatte, fremmedgørende tendenser, dog er muligt?

Den største gevinst ved bogen er netop, at man formår at følge de to tænkere i deres teorier til steder, hvor man muligvis har måttet stå af i deres større værker. Bogen slutter af i en samtale mellem Reckwitz og Rosa, hvor de søger at holde deres teorier op mod hinanden for at finde ligheder og forskelle.

Enige er de om at begribe subjektet og samfundet som process-artede størrelser: at de så at sige aldrig forbliver i en statisk væren, men er i tilstande af vedvarende tilblivelse. Her bliver det tydeligt, at Reckwitz er mangelfuld i sin beskrivelse af, hvordan de af ham analyserede fremmedgørelsesaspekter i individualiseringsprocessen lader sig ophæve i nye fællesskabserfaringer. Modsat Rosa, der sætter sin utopi om resonans som en mulighed for momentvise erfaringer af opløftelse i rent samvær. Reckwitz har dog også skarpe, kritiske iagttagelser, hvor han finder situationer som nazismens masseparader som øjeblikke, hvor Rosas resonansbegreb også kan finde anvendelse. Her havner Rosa tydeligvis i forklaringsmæssig forfjamskelse.

Det er en spændende og medrivende debat, som ganske fortjener skriftlig gengivelse og oversættelse. Enige bliver de til sidst om, med moderatorens foreslåede formulering, sammen at udvikle nye og indtil nu uopdagede betragtningsfelter.