Der er noget morbidt fascinerende ved genren med den mundrette, danske betegnelse ´true crime´- altså den række af dokumentaristiske beretninger om virkelighedens forbrydelser og forbrydere. Det er en genre, der i løbet af de senere år er blevet meget populær, både når man ser på seertal for dokumentarudsendelser og på forlagenes oplagstal.

Hvad angår bøger, der beskæftiger sig med forbrydelser, så er det muligt at hægte denne genre sammen med den såkaldte ´new journalism´ der opstod i midten af 60´erne og starten af 70érne. Som noget nyt var det reporterens subjektive holdninger og konkrete tilstedeværelse i handlingen, som kom i fokus. I stedet for at være en neutral, observerende outsider til begivenhederne blev journalisten til en medoplever til begivenhederne.

Således anses Truman Capotes hovedværk Med koldt blod som en af de første bøger i true crime genren, selv om det (lige som så mange andre genrer) er muligt at trække tråde endnu længere tilbage i tiden. I Capotes fremragende bog fulgte man to unge mænd, der planlagde og udførte drabet på en hel familie i Kansas i midten af tresserne. Det bemærkelsesværdige ved netop den historie, er at det til trods for at skildre denne grusomme akt, så lykkes det samtidig forfatteren at få læseren til at fatte en anelse sympati med de kriminelle, idet vi kommer tæt på både dem som personer og deres personlige baggrunde.

Mord og mordere er i sagens natur populært stof og særligt seriemordere synes at have fået særlig bevågenhed i true crime teksterne. Dette kan sikkert både skyldes populærkulturens dyrkelse af denne form for grusomheder, men også fordi mange måske har en naturlig nysgerrighed og undren over hvad det mon er der driver det menneske, der kan finde på at begå denne slags voldsomme, bestialske og grusomme handlinger. Et forsøg på at komme tættere på et muligt svar på hvad det er der driver seriemordere og serievoldtægtsmænd, kan du finde i Florence McLeans seneste bog Ondskabens psykologi.

I bogen ser forfatteren, der er uddannet psykolog, på en lang række mere eller mindre kendte seriemorderes adfærd og personlige baggrundshistorier. Udgangspunktet for Florence McLeans interesse stammer fra hendes speciale fra psykologistudiet, hvor hun netop ville undersøge de fællestræk der eksisterer i disse forbryderes liv, fællestræk som muligvis kan forklare – men ikke undskylde – de skrækkelige handlinger som de har begået.

Det kan godt virke, når man læser bogens bagside, som om forfatteren selv har været en del af opklaringerne eller fungeret som ´profiler´(den særlige efterforsker, der på baggrund af data fra gerningssteder og mordernes metodik, forsøger at skabe en liste af kendetegn der kan gøre det nemmere for de der efterforsker forbrydelserne, at finde frem til en gerningsmand (m/k) – red.) i den virkelige verden. Hun har godt nok deltaget i en masse kurser om profiling og fået papir på det, men McClean har ikke selv være en aktiv del af politiets opklaringsarbejde.

Så idet forfatteren, eksempelvis i forbindelse med en række mord på ældre kvinder i Mexico i 2002, skriver; ”Havde det mexicanske politi kontaktet mig, ville jeg have insisteret på ikke at lægge mig fast på morderens køn fra starten. Selv om forbrydelserne var meget voldelige, og kvælning er en meget personlig og aggressiv måde at slå ihjel på, er det vigtigt at bevare en åben tilgang i sin analyse” (s. 173) Det er jo forholdsvis nemt at skrive, især set i lyset af at Florence McLean selvsagt som udgangspunkt kender alle detaljerne i mordsagen fra starten, da det jo viste sig at det faktisk var en kvindelig seriemorder der var på spil. Sagt lidt groft, så ville selv anmelder, uden at have deltaget i et eneste kursus i profiling og uden en psykologiuddannelse nemt kunne komme med anbefalinger til hvad jeg ville have gjort anderledes i efterforskningsarbejdet, når en navngiven morder skulle fanges, baseret på de data der er kommet frem efter pågældende morder er bag lås og slå.

Det ville have klædt bogen med en omfattende bibliografi eller kildemateriale til allersidst, mest af alt så den interesserede læser ved selvsyn kunne få adgang til noget af det materiale, som McLean har anvendt i researcharbejdet til bogen. Det kan godt være, at det er akademikeren i anmelderen der taler her, men det ville unægtelig have tilføjet bogen mere vægt og troværdighed.

Når det så er sagt, så er Ondskabens psykologi en ret så spændende og ganske velskrevet gennemgang af en række mere eller mindre kendte mordsager. Undervejs får læseren et indblik i hvordan profilere arbejder og samtidig hvilke fællestræk der anes i disse serieforbryderes baggrunde. Der veksles mellem nærmest skønlitterære skildringer af scener, hvor man følger ofre i mødet med morderne, samt alle de grusomme og meget voldsomme detaljer omkring hvordan disse ofre bliver myrdet, eventuelt voldtaget og skændet på den ene side og mere saglige informationer om selve opklaringsarbejdet i den enkelte sag, krydret med observationer om hvilke forskellige typer af spor, der er med til at tegne et unikt billede af forbryderen eller forbryderne bag disse ugerninger, samt deres personlige baggrundsfortællinger på den anden.

Som alle os, der har set mange (dokumentar)film om seriemordere eller læst andre true crime-bøger ved, så er de mennesker, der begår disse frygtelige ugerninger ofte folk der har været udsat for et kolossalt omsorgssvigt, er blevet mishandlet på ubeskrivelige måder i deres barndom, som konsekvent er blevet mobbet i skolen eller på anden måde traumatiseret i sådan en grad, at det permanent har smadret disse menneskers moralske kompas. Som McLean skriver, så er selv den slags begivenheder ingen undskyldning for deres handlinger, men snarere en advarsel om, at samfundet – måske især det amerikanske – bør blive bedre til at passe på deres børn og udsatte, så disse på sigt ikke udvikler sig til serieforbrydere. Det er jo i sidste ende det som profileren ideelt set burde være i stand til; se disse advarselslamper, undersøge gerningsstederne og den måde den kriminelle har ageret på, for på at blive i stand til at bremse en morder eller voldtægtsmand før han eller hun finder frem til sit næste offer.