Det er vor forståelse og derpå følgende omgang med tid som - for sociologen Hartmut Rosa - er nøglen til en forståelse af nutidens samfund. I tidligere bøger (omstændigt og nøje i Beschleunigung, mere kortfattet og for lægmænd i Det ukontrollerbare) har han beskrevet fremskridtsbetingede dynamiseringsprocesser, som forandrer samfundets tidligere tidsstrukturer, således at disse strukturer nu er underlagt en vedvarende stignings- og intensiveringslogik.

Dette er en diagnosticering: acceleration er et problem men løsningen er ikke modsat at decelerere - men, som Rosas nye bog gør ganske tydeligt (med grænseliggende versaler på ryggen) RESONANS.

Resonans er pace Rosa en måde at forholde sig, hvor der opstår gensidige svingninger mellem to parter. Dette skal forstås i meget bred forstand: resonans er ikke blot et interrelationelt fænomen mennesker imellem, men også overfor dyr og omgivelser, samt mellem den enkeltes krop og sind. Der skabes et såkaldt resonansrum når mennesket bringes i harmoni (altså en samklang mellem to er flere toner) med dets omverden eller dets kropslige og sjælelige dele.

Grundet den førnævnte dynamiserings- eller accelerationproces, som indebærer en såkaldt eskaleringstendens, er forholdet mellem mennesket og verden dog permanent forandret, og som enhver sociolog hans brød værd udskiller og skematiserer denne nuværende krisetendens i tre separate dele.; En økologisk krise (klimaforandringerne), en demokratisk krise (politikerlede) og en psykologisk krise (stress, udbrænding osv.). For alle gør det sig gældende at resonansforholdet forstyrres.

Hvad skyldes så årsagen til at dette vekselforhold verden og menneskene imellem forstyrres i nutiden? Hvorfor denne vilje til magt, til erobring, til tingsliggørelse? For Rosa er svaret at finde i den moderne kapitalismes selvproducerende ‘accelerationstvang’ forårsagende et sammenbrud af ‘resonansakserne’. Prisgivet en instrumentel nyttelogik brydes den “vibrerende tråd mellem os og verden”.

Konsekvenserne af dette er til at tage og føle på. Lektien lyder: “livet lykkes ikke på det tidspunkt, hvor vi er rige på muligheder og ressourcer, men når vi holder af det”. Det førstnævnte er derimod fremmedgørende og gør verden tavs, en tilstand som Rosa kæder sammen med en eksistentiel angst hos mennesket.

Rosa er dog ikke blot ude i en diagnosticerings- og krisesociologi men kalder selv bogen for “et bidrag til sociologi om det gode liv”. Som konkrete løsningsforslag kommer han derfor også ind emner som basisindkomst (betingelsesløs indkomst til den enkelte borger) og boafgift. I dette altså lignende forslag som den franske økonom Thomas Piketty, hvem man sandsynligvis vil finde givtig som supplement i en mere økonomisk og politisk vinkling af problematikkerne i nutidens samfund.

Rosa står med Resonans’ 584 sider dog ikke tilbage hvad angår detaljerigdommen og nøjagtigheden i sin analyse af det moderne menneske og dets forhold til verden.