Mennesker og teknikker hænger uløseligt sammen. Man kan ikke forestille sig et menneske uden teknik. Der er teknik involveret ved alt det, mennesker gør. Det er en teknisk færdighed at betjene en cykel, at tage tøj på, tænde eller slukke for lyset osv. Men også tøj, huse og løbehjul er teknikker (nogle siger teknologier), som mennesker gør brug af for at være menneske. Så teknikker og det at være menneske er størrelser, der fungerer i en gensidighed.

Men hvad betyder teknik for den måde, hvorpå mennesker forstår verden? Og hvad er teknik overhovedet for noget - hvordan kan man forstå teknik i sig selv og som en del af menneskers liv? Det er noget af det, bogen Teknologiens filosofi handler om, selvom dens fokus er lidt forskelligt fra ovenstående. Bogens forfatter Einar Duenger Bøhn har skrevet bogen for at svare på eller reflektere over spørgsmålet: “Hvor går egentlig grænsen for, hvad teknologien og den teknologiske udvikling kan erstatte” (s.9).

Udgangspunktet for dette spørgsmål er en grænsedragning mellem det naturlige og menneskelige på den ene side og det kunstige på den anden, og det er den optik, Teknologiens filosofi er optaget af. Og her vil forfatteren gennem en metafysisk analyse prøve at drage grænsen, da det måske kan hjælpe til at stille et endnu vigtigere spørgsmål end grænsen mellem det naturlige og det kunstige, nemlig spørgsmålet om hvad vi som samfund bør gøre. Hvor skal vi kollektivt og demokratisk lave en grænsedragning mellem, hvilke teknologier, der skal udvikles og tages i anvendelse, og hvilke der ikke skal. Og det er godt at fastholde, at det er et valg, vi mennesker kollektivt kan tage.

Det er ikke helt klart for denne læser, hvordan de to niveauer - den metafysiske analyse og den moralske stillingtagen - hænger sammen. Men måske er sammenhængen den, at jo mere vi ved om teknologi, jo bedre vil vi også være i stand til at tage stilling til, hvad vi ønsker med den. Men der er ikke nogen naturlig følge mellem, hvad der eksisterer, og hvad der bør eksistere, eller hvad vi som mennesker bør gøre. Som Bøhn også understreger.

Bogen lægger ud med at bestemme, hvad teknologi overhovedet er for en størrelse. Gennem en analyse af ordets oprindelse og en omvej af Heideggers spørgsmål om teknikken, finder Bøhn frem til, at vi bedst kan “forstå teknologi som den teoretiske og praktiske undersøgelse af bestemte teknikker samt den teoretiske og praktiske viden om dem” (s. 24). Forståelse af teknik tages mere direkte fra Heideggers bestemmelse af den som et stillads på virkeligheden, “der udfordrer den til at levere noget” (s.19). Heideggers pointe er, at naturen gøres til ressource, hvilket bidrager til menneskelig fremmedgørelse og tildækning af menneskers forhold til sin egen væren; altså menneskers evne til grundlæggende at forstå sig selv.

Så vidt jeg kan bedømme ligger Bøhns metafysiske interesse langt fra Heideggers, da Heidegger jo gerne ville komme bag om en forståelse af teknikken. Hans interesse var snarere, hvad det er for spørgsmål, der skjules, når man forholder sig affirmativt til den eksisterende teknik og teknologi, hvor man går ud fra, at teknikkens betydning kan bestemmes ved det, den tilsyneladende er. Bøhn er mere interesseret i at forstå teknikken, som den tager sig ud og lader sig definere, og hvordan man kan forstå forholdet mellem det kunstige og det naturlige. Her er ikke noget om, hvordan væren åbenbares, når vi går bag det umiddelbare i mødet med teknikker og teknologier.

Desuden er Bøhn heller ikke interesseret i en bestemmelse af teknik som andet og mere en noget, der gør noget. Teknik er noget, der kan forstås isoleret i sig selv. Dette kan forekomme som en meget begrænset forståelse af teknik set i sammenhæng med den måde, hvorpå teknologi siden Heidegger har været analyseret og betragtet som et komplekst og relationelt problemfelt. Men den metafysiske metode kan tilsyneladende skære alt dette bort og fokusere på, hvordan teknik kan defineres ud fra dens bestanddele.

Bøhm er primært interesseret i digitale teknologier, og i hvordan denne adskiller sig fra analoge teknologier. Hvor analoge teknologier er kendetegnet ved kontinuitet, er digitale kendetegnet ved spring. Enten går der en strøm, eller også gør der ikke (0 eller 1). Der gives ikke nogen tredje mulighed i en digitaliseret struktur. Denne skelnen bliver helt afgørende for den videre analyse i bogen.

Da digital teknologi bestemmes som “kodning, lagring, behandling og afkodning af information” (s.31) er det vigtigt at bestemme, hvad information egentlig er for en størrelse. Hvilket output kommer der af et bestemt input i digitale teknologier. Her finder Bøhn frem til en definition på information der lyder: “Information er det, der kan kodes, gemmes, behandles og afkodes intakt” (s.36). At forestillingen om intakt afkodning ikke gøres til genstand for en nærmere analyse kan forekomme lidt underligt. Hvordan kan information ikke være påvirket af det, der bærer informationen og af det, der afkoder den. Det er vel ikke noget, man blot kan tage for givet. Senere er Bøhn også selv inde på, at funktioner (informationsbehandling) er afhængig af materialitet. Enten er der en modsigelse her - eller også må Bøhn forstå funktion og information som grundlæggende forskellige størrelser, selvom funktion jo kan forstås som en afkodning af information. (Det kan jo også være en brist ved denne anmelders forståelse).

Bogens hovedkapitler består i analyser af kunstig intelligens inklusive kunstig moral, kunstige personer og kunstigt liv, og her bliver det afgørende, hvornår noget kan bestemmes som grundlæggende analogt eller digitalt. Hvis det kan vises, at bevidsthed eksempelvis grundlæggende er analogt, så kan den ikke reproduceres kunstigt, da det kunstige består i en digitalisering. Intelligens kan digitaliseres, hævder Bøhn, da der ikke er forskel på, om løsning af komplekse problemer kommer fra en bevidsthed (et menneske) eller en maskine - i hvert fald ikke, hvis der er tale om problemløsning inden for snævre domænespecifikke områder. Lidt vanskeligere bliver det, hvis man undersøger kunstig generel intelligens, som kan forholde sig på tværs af domæner og måske inddrage noget, der ikke kan reduceres til noget digitalt - måske noget, der ikke kan forklares som ‘intution’?

Når vi kommer til bevidsthed, så er der ikke filosofisk tvivl om, at denne ikke kan produceres som kunstig bevidsthed, da en sådan kræver en bevidsthed om at være et selv. “Mens intelligens… er udtryk for en kompleks problemløsning, er bevidst, som jeg bruger udtrykket her, en oplevelse af, hvordan det er at være. En sådan oplevelse af at være omtales ofte i filosofien som fænomenologisk bevidsthed” (s.69)

Bogens sidste kapitel er viet til transcenderende teknologi, altså teknikker der bidrager til at mennesker kan forbedres ved hjælp af teknologi. En ´protesegud´, som Neil Postman kaldte det, når han skulle sætte ord på, hvad mennesker plus maskine kunne udvikle sig til - en proces der allerede begyndte med opfindelsen af briller, som gjorde op med forestillingen om, at menneskets biologi var dets skæbne. Postman er dog ikke en af Bøhns referencer, da han slet ikke er interesseret i de mere kulturteoretiske eller relationelle forståelser af teknologi, men udelukkende en metafysisk.

Gennem forskellige tænkte eksempler og definitioner bevæger bogen sig spørgende frem, og det afstedkommer en række overvejelser om menneskers forhold til teknologi, som virkeligt er tankevækkende. På denne måde bidrager bogen til at give et mere reflekteret bidrag til etiske og moralske overvejelser over, hvordan man som menneske kan forholde sig til den teknologiske udvikling.

Men bogen virker også meget snæver i sin tilgang til teknologi. Eksempelvis får vi aldrig en ordentlig diskussion af, hvad teknologi overhovedet er for en størrelse i forhold til noget andet. Dette hænger nok sammen med Bøhns udgangspunkt. Han er metafysiker på den måde, at han mener, at man kan finde ind til verdens grundlæggende bestanddele, og at disse kan defineres klart og entydigt, så man kan forstå verden gennem logiske overvejelser. “Metafysik er den del af filosofien, ofte kaldet første filosofi, der studerer det grundlæggende ved virkeligheden, det vil sige, hvad alt andet er bygget op af eller på en eller anden måde hviler på i sin eksistens” (s.109). At man kan beskrive virkeligheden på denne måde forekommer fremmedartet for denne anmelder, hvilket også afspejles i anmeldelsen.

Bogen virker til at være skrevet i tæt parløb med undervisning i filosofi og teknologi. Det gør bogen meget overskuelig og pædagogisk opbygget. Den er således forholdsvis let at gå til. Men den lukker sig også meget om sig selv og sin egen problemforståelse, der ikke viser, at den kan indgå i kritisk dialog med andre teknologifilosofiske forståelsesformer.