“Behandl andre, som du selv ønsker at blive behandlet”. Sådan lyder den gyldne regel, som i forskellige varianter indgår i de fleste skriftlige og formentlige også ikke-skriftlige religioner. Den gyldne regel må opfattes som almen menneskelig eller almen kulturel forestilling, som skal regulere menneskers omgang med hinanden, når de indgår i et fællesskab. Hvis man ikke behandler hinanden ordentligt, når man skal fungere i et fællesskab, risikerer man, at gruppen opløses, hvilket vil betyde stor risiko for den enkeltes overlevelse.

Det sociale bygger i en eller anden forstand på en gensidig kontrakt, hvor man tager hensyn til hinanden. Dertil kommer så en række magtmæssige forhold, som måske nok delvist underminerer den fundamentale mellemmenneskelige kontrakt ved at have andre måder at regulere sam-livet på. Men den gyldne regel fungerer stadig i den omgang mennesker har i mere eller mindre ligeværdige relationer. Det etiske i forholdet mellem mennesker kan derfor forstås som en effekt af dets socialitet.

Men er dette begrundelse nok for et etiske? Det er det ikke, hvis man skal tro den etiske tænker Emmanuel Lévinas. For ham kræver det etiske en anderledes argumentation, hvilket blandt andet er en følge af, at filosofiens historie er præget af et forsøg på at forstå og udtømme alt i sin totalitetsfordring, hvilket fjerner det etiske, da det netop unddrager sig erkendelse og forståelse.

Man kan få et indblik i den måde, hvorpå Lévinas tænker det etiske med den lille interviewbog Etik og Uendelighed, der er udgivet i Hans Reitzels serie Klassikere. Hvorfor uendelig her er skrevet med stort, ved jeg ikke.

I sit forord skriver Peter Kemp, at indsigten om, at man ikke hverken fysisk eller psykisk må ødelæggende “den Andens tilværelse” er velkendt i den europæiske kulturkreds. Som den gyldne regel viser, så er det dog ikke kun i den europæiske kulturkreds, at dette er velkendt, men det er en anden diskussion. Men selvom mennesker ikke må ødelægge hinandens tilværelse, så ved man ofte “ikke mere, hvordan man skal begrunde det”, skriver Kemp (s.9). Det er så her, Lévinas kommer ind i billedet, fordi med hans tænkning, så bliver det etiske begrundet.

Her er det så, jeg som anmelder må tilstå, at dette ikke er en anmeldelse. Jeg forstår ikke denne grundpræmis om, at den gyldne regel har behov for begrundelse - eller hvorfor det skal (kunne) begrundes, at man ikke må slå ihjel, som Lévinas vender tilbage til igen og igen som den grundlæggende markering af det etiske. Når jeg ikke fanger en bogs eller en tænknings grundpræmis, så er det vanskeligt at anmelde den. Men jeg skal prøve på så retfærdigvis som muligt at gengive dele af argumentationen i bogen.

Som nævnt er der tale om en interviewbog. Den franske filosof Philippe Nemo interviewede i 1981 Lévinas og det er resultatet af dette interview, der er blevet til bogen Etik og Uendelighed. Bogen følger Lévinas udvikling som tænker fra han som ung først fik øjnene op for tænkningen, og hvordan den på en meget øjenåbnende måde kunne indgå i en fin spænding eller sammenhæng med troen. Samtidig har det for Lévinas meget tidligt stået klart, at tænkningen eller filosofien ikke kan være rettet mod helheden som i en totalitet, hvilket er problemet med den store filosofi, der kulminerer med den tyske oplysningstænker Hegel.

Og Lévinas’ udvikling tager sig begyndelse med fænomenologien, som den kommer til udtryk hos hans læremester Husserl. Husserl peger på, at bevidstheden ikke er ren, men altid er rettet mod noget. Man kan ikke bare tænke, men udelukkende tænke på noget. Der er altid en genstand, bevidstheden er rettet imod, og dermed viser dette noget også, at den rene tænkning ikke er mulig. Der er noget, der unddrager sig; noget som har en væren (eller essens/væsen) ved sig selv, der ikke kan (be)gribes.

Denne indsigt i tænkningens eller bevidsthedens begrænsning er fundamental for Lévinas. I lighed med andre mere eller mindre samtidige, så kæmper Lévinas med, hvordan man kan forstå meningen med tilværelsen, når nu tænkningen ikke kan åbenbare en sådan. Gud har trukket sig tilbage, og menneskene er overladt til sig selv; de er kastet ind i verden. I lighed med forskellige udgaver af eksistentialisme og fundamentalontologi (Heidegger) kæmper Lévinas med at forholde sig til, at tilværelsen er blottet for mening.

For Lévinas bliver det meningsgivende i første omgang beskrevet som overskridelseserfaringer i det erotiske møde og i faderskabet. Her åbner sig erfaringsmæssigt dimensioner, som er helt anderledes end det levede liv, der kan begribes. Her åbnes for en dimension, som netop ikke er af denne verden - eller som ikke kan forstås med tanken, og derfor ikke kan be-gribes.

“Det kvindeliges transcendens består i at trække sig tilbage, dvs. en bevægelse der er modsat bevidsthedens… Eros er hverken kamp, fusion eller erkendelse. Den er et forhold af en helt særlig karakter. Den er forholdet til andetheden, til mysteriet, dvs. til fremtiden, til det, som aldrig er til stede i en verden, hvor alting altid er til stede”, skriver han (s. 63. Og senere forklarer han, “‘transcendent’ betyder netop, at man ikke kan tænke Gud og væren sammen” (s.73)).

Det transcendente må for Lévinas etableres for at overskride meningsløsheden. Senere i forfatterskabet bliver det ansigtet, der får den rolle at åbne transcendentalitetserfaringen. Ansigtet, siger han, er umiddelbart etisk, netop fordi, man ikke forstår eller ser den andens ansigt. At se ansigtet er at erkende det som former, farver, bestanddele. Men det er ikke ansigtet i den betydning, som Lévinas fremmaner som den begrundelse for etikken, Peter Kemp gav udtryk for, at man har glemt. “Jeg tror snarere, at tilgangen til ansigtet er umiddelbart etisk. Når man ser en næse, et par øjne, en pande, en hage, og man kan beskrive dem, så vender man sig mod den anden som mod en genstand. Den bedste måde at møde den anden på er, når man end ikke lægger mærke til hans øjenfarve! Når man lægger mærke til, hvilken farve øjne den anden har, står man ikke i et socialt forhold til ham. Perceptionen kan ganske vist dominere forholdet til ansigtet, men det, som specifikt er ansigt, er det, som ikke kan reduceres til perception” (s.81). Lévinas udnævner derfor også etikken til en ‘første filosofi’, som må betyde ud fra hvilket al tænkning (og moralitet) må udgå eller underlægge sig. Etikken går forud for noget som helst andet.

Det ’uendelige’, der nævnes i bogens titel, skal forstås som modsætning til den tænkning, der forsøger at bemestre det værende ved at gøre alt ens og sammenligneligt - profant kan man måske sige. Ved at pege på det uendelige, så er der åbnet for det ikke-identiske. Det uendelige bliver dermed også en kritisk figur mod en videnskabelig tilgang til verden, som delvist kan være resultatet af civilisationsprocessen. Uendeligheden viser hen til en grundlæggende forskel mellem det umiddelbart værende og det, der er helt anderledes - det endeliges modstykke, der står som en radikal forskellighed i forhold til denne: “Man må altså erkende, at der findes en uendelig Gud, der har sat ideen om det uendelige i os” (s.87) hvorved der også åbnes for en erfaring af transcendens.

Det underlige ved at læse bogen for denne anmelder er, at den etablerer et stort stykke virtuost tænkearbejde; en kæmpemæssig konstruktion af snørklede veje, som kan være vanskeligt at følge, for at etablere et argument for noget, der ikke ser ud til at have argument behov. Noget er først begrundet, ser argumentet ud til at være, hvis det korresponderer eller udtrykker en tanscendentalitet. Men i fraværet af det transcendentes umiddelbare forståelighed - eller åbenbarethed - må det konstrueres, hvorved tænkningen (eller teksten) nærmer sig det mysteriekultiske, hvilket også Lévinas antyder i citatet ovenfor, hvor det kvindelige viser hen til mysteriet.

Lévinas’ tænkning får sin dynamik fra dualismen mellem det dennesidige og det transcendente (og mystiske?), og det kan være interessant nok at se, hvordan transcendenserfaringerne malende skrives frem. Men de overbeviser lige så meget om transcendentaliteten som ånden i flasken gø det i Disneys udgave af fortællingen om Aladdin.