Vesttyskland var i årtierne efter Anden Verdenskrigs afslutning danskernes foretrukne udenlandske rejsemål. Dette er bemærkelsesværdigt, eftersom tidligere samfundshistorisk forskning er blevet karakteriseret, at Danmark i høj grad orienterede sig mod den angelsaksiske verden, primært Storbritannien og USA. Men der var en alt for overset dansk orientering mod Vesttyskland i 1950’erne og 1960’erne.

Det konkluderer Julie Andersen-Mølgaard, der er ph.d. i historie fra Syddansk Universitet og postdoc ved Institut for Historie og Center for Erhvervshistorie samme sted. Hun har udsendt bogen Turen gik til Vesttyskland, der sætter danskernes ferierejser til Forbundsrepublikken Tyskland ind i en større kontekst med arven efter Nazi-Tysklands nederlag i 1945, den kolde krig mellem øst og vest amt ikke mindst en velstandsstigning i Danmark, der gjorde det muligt også for store dele af den danske middelklasse at rejse udenlands.

Denne danske turisme i Vesttyskland »var med til at ændre mange danskeres billede af Vesttyskland og ikke mindst Tyskland«, skriver Julie Andersen-Mølgaard i bogen: “”Selvfølgelig var der i perioden mange, der ikke kunne drømme om at rejse til Vesttyskland, og som så et fjendebillede i tyskerne, men (….) der var også mange, hvor dette ikke gjorde sig gældende”, slutter forfatteren.

Et andet fjendebillede voksede frem i samme periode, nemlig Sovjetunionen og den kommunistiske østblok, og som turist i Vesttyskland kunne de danske turister komme helt tæt på jerntæppet, den politiske grænse mellem DDR og Forbundsrepublikken Tyskland.

En væsentlig del af Julie Andersen-Mølgaards kildemateriale er interviews med nulevende danskere, der i de pågældende årtier holdt ferie i Vestberlin og Vesttyskland. Blandt dem er såmænd Svend Paludan-Müller, hvis farfar var - den især i Sønderjylland så legendariske - oberst Svend Bartholin Paludan-Müller. Det var ham, der som grænsegendarm i maj 1944 nægtede at åbne sin tjenestebolig for Gestapo, hvorefter han barrikaderede sig og sin familie og endte med at blive skudt af en tysk soldat.

Det er interessant at konstatere, at den yngre Svend Paludan-Müller ikke følte noget fjendskab over for tyskerne af den grund. Da han i 1961 var indkvarteret hos en familie i Verden i Niedersachsen i forbindelse med en skoleudflugt ikke ønskede at fortælle, at hans farfar var blevet skudt af tyskere, “da han ikke mente, at det var relevant for opholdet”.

En anden og ikke mindre betydelig del af kildematerialet er de rejsereportager, som blev bragt i bladet Motor, udgivet af FDM, Forenede danske Motorejere, eller diverse rejse-guidebøger, især Politikens - Turen går til…

Konkrete iagttagelser
Julie Andersen-Mølgaard indeholder mange interessante iagttagelser, ofte meget konkrete, og det gør fremstillingen meget levende samtidig med, at den også hviler på metode og systematik. Flere af de danske turister gør sig på de postkort, de skriver hjem, observationer af de bombehærgede byer, og I 1949 kunne FDMs medlemmer for eksempel læse i Motor, hvor hårdt medtaget byer som Bremen og Osnabrück var efter krigen:
“Her går børn, unge piger og gamle mænd og vogter køer. Børnene er meget fattigt klædt på, og byerne ser sørgelige ud. Ingen maling, snavsede, elendige huse, og i de store byer ruiner og tomme ydermure”.
Mens turister og rejsereportager i Motor direkte skrev om krigsruinerne, var guidebøger og postkort generelt tavse om dem. Mange danske turister opsøgte også ruinerne, og på flere feriefotos er familierne stillet op til fotografering foran ødelagte huse og ruiner. Der var også et element af, hvad vi i dag ville kalde “dark tourism”, over det.

Der opstod dog i 1950erne en iscenesat form for autencitet i flere tyske byer. De indre bykerner blev genopbygget med fake-middelalderhuse, som for eksempel i Frankfurt am Main og Nürnberg, men det var tilsyneladende af underordnet betydning for de danske turister, kan man læse ud af postkort og erindringer.

De fleste af de informanter, altså de danskere, der i bogen medvirker som kilde, beretter om personlige møder med de lokale tyskere de steder, de kom hen. Flere tyske mænd talte over for danskerne varmt om deres tid som tysk soldat i Danmark fra 1940 til 1945, hvilket flere af de danske turister fandt upassende.

Danskernes fortællinger om Tyskland er blandt andet den om det romantiske og idylliske ferieland, der var noget billgere at rejse til end lande længere sydpå, alene af den grund, at det var tættere på. Men Vesttyskland blev også skildret som en skueplads for den kolde krig. I flere guidebøger og rejsereportager blev DDR beskrevet som et lukket land, der samtidig ikke var helt problemløst at besøge.

Ikke uskyldige observatører
De danske turister var ikke - som forfatteren skriver - “neutrale og uskyldige observatører på en front mellem to parter”, når de bevægede sig ved den tysk-tyske grænse eller krydsede den ind i DDR. Borgerne i Østtyskland blev for eksempel beskrevet som ofre for kommunismen i guidebøger og bladet Motors artikler.

Det er en spændende og meget vedkommende bog, Julie Andersen-Mølgaard har begået, ikke blot for læsere med Tyskland eller historie som faglig baggrund, men også for den almene læsere. Man spørger sig selv, hvorfor ingen dog er kommet noget før er kommet på den gode ide at belyse netop dette tema.

Forfatteren anerkender, at mange danskere i 1950’erne og 1960’erne ikke kunne drømme om at rejse til Vesttyskland, fordi de så et fjendebillede i tyskerne. For andre var Anden Verdenskrig et overstået kapitel og ikke en faktor, der havde betydning i valg af rejsemål.

For mange danskere havde Anden Verdenskrig netop sat rejser til Tyskland under pause, og disse var det nu muligt at genoptage, pointerer Julie Andersen-Mølgaard. “I den historiske litteratur om perioden har det tidligere været påstået, at arven fra Anden Verdenskrig gjorde danskerne meget skeptiske over for tyskerne og Vesttyskland”, skriver forfatteren.

Spørgsmålet er, hvem ‘danskerne’ var, og om det her ikke havde været mere rigtigt at skrive ‘danskere’? Under alle omstændigheder modsiges en sådan opfattelse grundigt af Julie Andersen-Mølgaards bog.