’Pædagogisk rækkevidde’ er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag, hvor en række eksperter inden for det pædagogiske områder i meget kort og letlæselig form formidler deres og andres forskning. I den seneste udgivelse i serien skriver Annette Søndergaard Gregersen, der er docent på Læreruddannelsen i København, om betydningen af lektier for elevers lærende udvikling.

Søndergaard stiller spørgsmålet om, hvorfor lærere overhovedet anvender lektier; hvad er rationalet bag at give lektier for? Her peger hun med henvisning til et speciale på DPU på fem begrundelser: Repetition og træning; ansvarliggørelse af eleven; forældreinddragelse i barnets og skolens arbejde; at dække en større del af det obligatoriske stof og endelig for at give læreren et indtryk af elevernes faglige niveau. I mere kritiske studier af lektier lægges der mere vægt på det disciplinerende i lektier og det forhold, at det er der tradition for - altså noget, der ikke direkte har forbindelse til elevernes faglige udvikling.

Det med traditionen er Søndergaard også inde på, når hun beskriver vigtigheden af netop ikke bevidstløs at give lektier for, fordi det er noget man plejer, eller fordi det forventes af forældre eller andre aktører uden for skolen. En hovedpointe i bogen er, at lektier skal tænkes didaktisk, hvilket vil sige, at læreren skal have specifikke, formulerede og transparente formål med lektiegivningen. Blot at bede elever om at færdiggøre en side i arbejdsbogen har ingen effekt for elevernes faglige udvikling, men kan tværtimod bidrage til, at de får et dårligt forhold til faget og til skolen, da de oplever lektier som meningsløse.

At arbejde med lektier ud fra, hvilken mening eleverne oplever med dem, er helt centralt, skriver Søndergaard. Og da eleverne er forskellige, betyder dette typisk også, at lektier skal være differentierede i forhold til elevernes forskellighed. Her inddrager Søndergaard begreberne stilladsering og elevernes nærmeste udviklingszone. De elever, der ikke kan se meningen med en opgave, kan jo ikke se mere mening med den, blot fordi de skal lave den hjemme, hvor det ofte bliver op til forældrene at samle op på lektierne, hvis de på deres side magter, orker og ser mening med det. Lektier bidrager derfor typisk til den almindelige sociale skævvridning i stedet for at bidrage til rette op på denne.

Netop arbejdet med at reducere betydningen af elevernes sociale baggrund var en af grundene til at indlægge faglig fordybelse og lektielæsning i den ordinære skoletid. Når lektier kan laves på skolen under vejledning fra lærere, så ville elevernes sociale baggrund blive mindre betydningsfuld i forhold til de dele af skolearbejdet. Søndergaard viser nogle eksempler på, hvordan skoler forvalter tid til faglig fordybelse og lektielæsning meget forskelligt. Hvor der er en engageret lærer med relevant faglig baggrund til stede, og hvor elever har lært, hvordan de kan bruge adgangen til læreren, så kan faktisk lektier bidrage til, at de får arbejdet med det faglige stof. Dette understøttes yderligere hvis, lektierne lægger op til undersøgende og kreative tilgange i stedet for at være rutineprægede træningsopgaver.

I bogen inddrages den moderne motivationsforskning også i diskussionen af lektiernes betydning. Pointen er her igen, at lektier skal bruges bevidst og didaktisk i forhold til, hvor de enkelte elever befinder sig fagligt og socialt. Søndergaard samler sine overvejelser op i tre krav til meningsfulde lektier, der kan bidrage til elevernes lærende udvikling. Det er for det første, “at der er tydelige rammer for og krav til forskellige differentierede og virkelighedsnære opgavetyper for eleverne…. For det andet bør lærere altid begrunde og forklare lektiernes mening både for klassen og for den enkelte elev… For det tredje skal eleverne kunne gennemskue, hvad læreren forventer af det færdige produkt” (s.51-2). I forlængelse af dette skal der også arbejdes med elevernes arbejdsmåder.

Der er formentlig en hel del elever, der har brug for at lære, hvordan de mere hensigtsmæssigt kan arbejde med det faglige stof uden for den almindelige undervisning som eksempelvis i timer til faglig fordybelse. I stedet for at tro, at det kommer af sig selv, bør lærerne i højere grad arbejde med, hvordan eleverne blive aktive deltagere i undervisningens forskellige elementer.

Bogen Lektier trækker pædagogisk forskning frem, der viser, at lektier ofte ingen effekt har for elevernes faglige udvikling. Faktisk kan lektielæsning have en negativ effekt på elevernes udvikling, hvis den bliver for overvældende og opleves som meningsløs. Hyppige men meget overskuelige lektier, der giver mening for eleverne, kan dog have en positiv effekt.

Det store problem med lektier er, at de alt for ofte bliver givet uden egentlig tanke for, hvorfor eleverne skal lave dem. De bliver snarere en disciplinerings- og selekteringsmekanisme, som bidrager til i stedet for at reducere betydningen af elevernes sociale baggrund. Dette får Søndergaard vist med sin lille bog, hvor hun også inddrager flere stemmer fra eleverne, som hun gennem egen forskning har fået adgang til.

Bogen er et godt indspark til diskussionen af lektier. Men jeg forstår ikke helt disponeringen af stoffet. Når det netop er en meget lille bog, så finder jeg, at alt for meget af pladsen bliver brugt på at beskrive, hvordan et konkret forskningsprojekt er blevet til. Pladsen kunne være brugt til at få flere dimensioner af lektielæsning - og diskussion af meningsfulde lektier - frem end det nu er tilfældet. Men bogen er bestemt værd at læse for både lærere og forældre, der har kampen om lektier inde på livet i det daglige.