Det er nok de færreste turister, der har valgt at lægge deres vej forbi den utroligt charmerende, nordtyske by Flensborg, som ved at det var netop hér at Det Tredje Rige fik forlænget regeringstiden, efter krigen i resten af Tyskland faktisk var erklæret forbi. I sandhed drejede dette sig ikke om ret meget mere end fjorten dage, hvor Karl Dönitz – der var blevet udpeget af selveste Adolf Hitler til at overtage magten – kastede sig ud i et desperat forsøg på at styre et tysk militær, der for længst havde kapituleret.

Det er dette meget interessante og ikke mindst meget oversete stykke historie, som Kapellets egen flittige bidragsyder Hans Christian Davidsen får belyst i hans seneste bog Nazisternes sidste tilflugt der har fået undertitlen Maj 1945 i Flensborg – mellem ofre og gerningsmænd. Selv om nogle læsere måske allerede var stødt på historien om Dönitz før i Davidsens forrige bog, Forelsket i Flensborg, der ligeledes er udkommet på forlaget Hovedland, så fyldte det kun et enkelt kapitel.

De enkelte kapitler i den nye bog handler om mange af aspekterne ved denne sidste, sørgelige rest af Naziregimet. Vi hører om topnazisternes flugt mod grænsen, om styrets insisteren på at holde deres propagandaradio kørende, men oplever også de Allieredes indtog i Flensborg og det efterfølgende retsopgør med ’lokalstyret’ i byen. Læseren hører undervejs i detaljer om hvilke topembedsfolk, der forsøgte – eller lykkedes med - at skjule sig i lokalområdet med falske identiteter, for så i næste nu at få fortalt historierne om de ulykkelige soldater, der til trods for krigens slutning, blev stillet for en krigsret og henrettet, blot fordi de befandt sig i Flensborg. Dertil kommer flere lokale historier der informerer læseren om hvordan dette ’nye’ styre beordrede resterne af den tyske flåde sunket og om de mange stakkels kz-fanger, hvis endestation blev netop Flensborg.

I bogens sidste par kapitler ændrer indholdet karakter. Efter at have fået en masse detaljer om Det Tredje Riges mærkværdige, allersidste krampetrækning i byen, inklusiv en række forklaringer på hvorfor de Allierede tillod Dönitz og Co. at fortsætte deres virke hele to uger efter krigsafslutningen, ændrer bogen karakter og præsenterer sin læser for en række interviews med personer, der på en eller anden måde har tilknytning til byen og dens selvfremstilling. Bland deltagerne er en historieprofessor, en fremtrædende antifascist, en museumschef og en lokalpolitiker. De giver alle deres indspark i debatten, der omhandler hvordan man i byen bør, eller ikke bør, italesætte dens dunkle fortid.

Som langt de fleste ved, har nazismen i utroligt mange år været et meget ømt punkt for tyskerne. Ikke alene er hagekors, andre nazistiske symboler og vartegn blevet gjort forbudte og med rette fjernet fra det offentlige rum, men som Hans Christian skriver, så er der heller ikke ret megen information om denne del af Flensborgs historie at finde i selve byen, eller på byens mange fine museer. Hvor nogle af de adspurgte mener at man bør gøre langt mere ud af den lokalhistoriske formidling af det der skrives om i bogens første del, mener andre, at eksempelvis minemærker, eller skilte rundt om i byen, på sigt kan tiltrække højrenationale kræfter (læs: nynazister). Bekymringen går på at disse neonazis ligefrem vil benytte disse steder som samlingspunkter, eller at husejere vil få forringet værdien af deres boliger, hvis der har huset topnazister eller ligger tæt på steder som kan opfattes i et forkert lys. Andre foreslår et QR-kode-kompromis, hvor man via sin mobiltelefon vil kunne få fortalt denne meget fascinerende historie om den udvidede slutning på Anden Verdenskrig. Selv om Nazisternes sidste tilflugt primært er en fagbog, der gennem omfattende research får blotlagt denne oversete del af historien, så kan den altså også ses som et oplæg til debat i blandt Flensborgerne. Det forekommer umiddelbart som en ganske svær diskussion, men også en som bogen desværre ikke får fulgt helt til dørs, i denne anmelders optik.

Selv om bogen falder i disse to dele, er der til gengæld en anden ting, der desværre trækker ellers en glimrende bedømmelse lidt i den gale retning. Dette handler om, at indholdet i den første del af bogen, i denne anmelders optik sagtens kunne være efterredigeret langt strammere. Læser man bogen fra ende til anden i stedet for at benytte den som opslagsværk, er der rigtigt mange informationer, som ikke blot bliver præsenteret en, eller to, men ofte flere gange. Det bliver faktisk lidt frustrerende i længden.

Forfatteren er dog klar over dette, for i indledningen advares læseren med følgende ord;

”Jeg er bevidst om, at en række faktuelle oplysninger nævnes flere gange i løbet af bogen. Dette skyldes, at disse oplysninger har betydning for ikke blot én, men flere af begivenhederne, som jeg komme ind på i bogen. Reprisen er ofte medtaget bevist for at skabe en kontrast til hovedtemaet i det enkelte afsnit.” (fra forordet s. 10)

Ikke desto mindre kommer disse mange repetitioner på sigt til at virke en smule irriterende, og derfor kunne bogen godt have brugt en mere nidkær redaktør, der havde sørget for at rydde mere op i dem, eller alternativt forsynet bogens kapitler med krydsreferencer, i stedet for nærmest ord for ord at gentage ting, der tidligere allerede er blevet nævnt.

Gentagelserne er dog langt fra så forstyrrende, at de tager fokus væk fra bogens egentlige hensigt, nemlig at skabe opmærksomhed på et overset kapitel fra historieskrivningen og ikke mindst hvordan dette er er en del af Flensborg bys selvfortælling. Rent personligt, er anmelder klar tilhænger af utilsløret at gengive fakta fra fortiden, for det er, som klicheen lyder; kun ved at lære af vores forfædres fejltagelser, at vi undgår at gentage dem. Derfor er Nazisternes sidste tilflugt en bog der med garanti vil appellere til både de der er interesseret i Anden Verdenskrig, men også en bog de forhåbentlig kan afføde en sund debat i Flensborg, som på sigt kan gøre besøgende hér endnu klogere på hvad der foregik af dunkle tiltag i ugerne umiddelbart efter resten af Tyskland kapitulerede i 1945.