”I krig er sandheden det første offer.” Dette skrev den græske digter Aeschylus i forbindelse med grækernes krig mod perserne for over 2500 år siden. Dette er desværre stadig alt for aktuelt den dag i dag. Da russiske styrker rykkede ind i Ukraine, den 23. februar 2022, var det ikke alene starten på en trist proxykrig på europæisk territorie, men også starten på endnu en krig på informationer. Især i de første dage af den såkaldte ’specialmilitæroperation’ var selv udstationerede danske journalister i tvivl om hvilke informationer fra fronten, man kunne stole så tilpas meget på, at man havde lyst til at videreformidle disse til læsere og tv-seerne.

Vesten påstår at Ruslands statsmedier konsekvent fordrejer sandheden overfor sine borgerne, mens man på vore breddegrader nærmest enslydende forsøger at fremstille krigen, som var det en stakkels David i form af Vlodomyr Zelenskyjs Ukraine, der står overfor den brutale kæmpe Goliat i skikkelse af Putin. Denne fortælling gør også at man kan få Ukraines allierede til at sende enorme mænger nøds- og krigsmateriel til landet. Rusland påstår til gengæld at de har i sinde at befri sine Ukrainske brødre fra nazistlignende despoter i landet og på den måde genoprette roen. Hvis der eksisterer en endegyldig sandhed, så bør denne retteligt findes et sted mellem disse to poler og er, hvis man begynder at undesøge situationen, langt mere kompleks og speget, end beskrivelsen herover.

Det er også utroligt vanskeligt som almindelig borger i Danmark, at få et indblik i hvordan den enkelte russer – både civilister og de soldater, der er en del af Ruslands hær – opfatter ’specialmilitæroperationen’. De officielle russiske medier er farvet af det selvbillede som styret gerne vil viderebringe og samtidig virker det udefra set, som om at styret slår ganske hård ned de borgere, der formaster sig til at stiller sig kritisk overfor krigshandlingen. Skulle man have lyst til at opleve invasionen indefra, er der netop udkommet en bog, som giver et subjektivt men også utroligt spændende indblik i hvordan en enkelt soldat, på sin egen krop, oplevede at krydse ind over den Ukrainske grænse.

ZOV er på mange måder rystende læsning. Selv om det ’kun’ er en enkelt persons vidnesbyrd, så synes Pavel Filatjevs beskrivelse af de første dage og måneder af krigen at være lige så absurd, som den er skræmmende. Beretninger fra en hvilken som helst frontlinje har det med at forekomme bizart skræmmende, især når man som undertegnede er civilist og hvor ens eneste drab på slagmarken er foregået med hjælp fra en Playstation.

Bogen har struktureret sin øjenvidnefortælling som to sideløbende historier. Dels er der den tekst der står i kursiv, og som regel indledes af en dato og et eventuelt klokkeslæt, eller tidspunkt på dagen. Dette er egentlige dagbogsnotater som Filatjev har dikteret til sin telefon i en ledig stund mellem morternedslag, isnende kulde og endeløse transporter. Den anden tekst er hans betragtninger om disse oplevelser, skabt efter han måtte forlade fronten efter en øjenskade gjorde ham ukampdygtig. Refleksioner over en krig, er i hans øjne er helt unødvendig og latterlig.

På mange måder nærer de beskrivelser som man kan opleve i ZOV en fortælling, der set fra Vestens synspunkt, kan være med til at bekræfte nogle af de formodninger ’eksperter’ har haft omkring det russiske militærs manglende evne til organisering. Man kunne ligefrem se fortællingen som en slags ønskescenarie. For er virkelighedens krigsindsats fra russisk side lig de scenerier som Filatjev beskriver, er observationer som disse symptomatiske for hele den Røde Hærs krigsindsats, så har Ukraine helt bestemt en vinderchance, uanset om de er i undertal sammenlignet med den russiske invasionsstyrke.

I ZOV beskrives det hvordan de enkelte delinger ikke modtager særligt megen information. Fortælleren funderer indledningsvis meget over hvad den situation han er en del af består af. Har NATO angrebet Rusland? Er dette starten på 3. Verdenskrig? Hvad er i det hele taget grunden til at hæren mobiliseres? Dertil kommer at han bliver transporteret ind i Ukraine fra Krimhalvøen i en gammel lastvogn, hvor bremserne er defekte. For at bremse helt må chaufføren sætte farten ned og standse ved at køre ind i hække. Det virker særligt utrygt idet lastbilen ud over mandskab transporterer mortérgranater. Dertil kommer at der stort set ikke er radioforbindelse mellem de, der formodes at koordinere hele invasionen og de enkelte kompagnier og delinger. Dette resulterer eksempelvis i flere tilfælde af russiske soldater, der bekæmper andre russiske soldater idet de tror at det er ”fjenden” de åbner ild imod.

Krig er af indlysende årsager skrækkelig og absurd, men denne situation forstærkes jo eksponentielt idet man hører at soldaterne i forfatterens kompagni ikke har fået udleveret det nødvendige grej (blandt andet helt basale fornødenheder som soveposer og basisudstyr), eller konsekvent oplever overordnede, der nægter at tage ansvar. Dertil kommer, at forfatterens oplevelser med systemet, idet han begynder at stille spørgsmålstegn ved deres beslutninger også efter han bliver fragtet fra fronten og mødes af et system, der mildest talt ikke tager sig ordentligt af deres skadede, resulterer i en voksende og set fra læserens synspunkt yderst rimelig frustration.

Det er meget muligt at det langt fra er alle russiske delinger, der er lige så hårdt ramt af manglende informationer, defekt udstyr, og inkompetent lederskab, som det kompagni dagbogsskribenten fortæller om hér. Filatjev skriver også at han bestemt er patriot og kommer fra en familie der alle har været stolte af at tjene som soldater i russiske hær, men at udbredt korruption og omstruktureringen af de enkelte delinger - især den 56. faldskærmsbrigade som han selv i mange år var en del af – har været katastrofal for hæren. En hær der er på sammenbruddets rand.

Man kan godt undevejs i læsningen få indtrykket af at forfatteren også er lidt af en brokrøv. Han fortæller om en situation hvor han i forbindelse med sin tjeneste tidligere tillod at beklage sig til forsvarsministeriet over hvad han rettelig anså som uretfærdige forhold, med det resultat at han fik en reprimande og samtidig blev udskammet af sine fæller. Ikke desto mindre er hans beskrivelse af oplevelserne i de første tre måneder af Ruslands seneste krig mindst lige så surrealistiske som de situationer man måske kan huske fra mange af de antikrigsromaner og antikrigsfilm man gennem årene har mødt, blot med det aber dabei at dette her ikke er fiktion.

Forfatteren skriver mod slutningen af sin bog om hvordan han delte sine oplevelser gratis ud til de er ville høre på ham, både i lyd og på skrift på forskellige hjemmesider i hjemlandet. Han have håbet på at fange mediernes interesse, men vidste også godt at dette var en potentiel farlig strategi. Det endte med at han, til trods for sin store kærlighed til sit fædreland, besluttede sig for at søge politisk asyl og donere overskuddet fra ZOV til netop Ukraine. Efterfølgende har flere kilde dog nævnt, at Filatjev har ændret denne holdning efter bogen er blevet udgivet og har fået en betydelig succes i flere lande. Uanset om dette passer eller ej – det er som indledningsvis nævnt meget svært at få verificeret oplysninger om denne sørgelige konflikt for tiden – så er ZOV helt bestemt en interessant og ganske vigtig bog, der vil være fascinerende læsning for alle de af os, som har lyst til at få fortalt en mere personlig historie om denne meningsløse krig, filtreret gennem en enkelt, menig russisk soldat.