Først kom pragtbogen om Olsen banden, dernæst den om tv-serien Matador og i oktober 2022 kom bogen, der på mange måder kan ses som en slags treer i trilogien om Erik Ballings mest populære værker, nemlig Huset på Christianshavn. Alle tre bøger handler om film- og tv-serier, der af langt de fleste danskere ses som nærmest uundgåelig kulturkanon. Film- og tv-oplevelser der har underholdt flere generationer og som på mange måder stadig har kvaliteter og indhold, der gør at de stadigvæk ses, nydes og genudsendes i stor stil.

Uanset om du er en ’ussel socialdemokrat’ eller sætter kryds ved Ny Borgerlige, uanset om du foretrækker stegt flæsk eller tofu, så kan langt de fleste beboere i Danevang nok godt enes om at ovennævnte serier, selv i 2023, kan underholde og byder på både velkomne gensyn med folkekære skuespillere i roller der er uløseligt sammenfiltret med deres image, alvorlige og sjove fortællinger, og ikke mindst en pæn portion nationalromantisk nostalgi, der gør at vi nærmest allesammen kan samles og være godt underholdt mens løjerne står på.

Det er meget muligt, at der er langt flere der kan samles om Matador og Olsen banden end dem der dyrker Huset på Christianshavn. Ikke desto mindre har undertegnede personligt glædet sig allermest til denne udgivelse, for der skal ikke lægges skjul på at netop den serie i mange år har været meget højt skattet her i hjemmet. Det handler jo ikke kun om, at det er tale om Danmarks første rigtige sitcoms, heller ikke at den undervejs – lidt lige som Olsen banden - ofte har en ret vild satirisk tone, men også mest af alt fordi beboerne i huset til trods for at være bevidste karikaturer, stadigvæk fungerer som figurer, vi alle kan relatere os til og spejle os i.

Selv om man skulle tro, at vi som forbrugere allerhelst vil have nye, spændende ting, så er dette ikke altid rigtigt. Ændrer Hollywood på formlen til en velkendt genre, så skaber dette ofte negative reaktioner. På samme vis er der noget hyggeligt og genkendeligt ved at gense Huset på Christianshavn. Langt de fleste har nok en eller flere favoritfigurer blandt beboerne. Personligt holder Kapellets anmelder allermest af flyttemand Olsen i Poul Reichards skikkelse, mens hustruen herhjemme klart foretrækker Kirsten Walthers Carla. Det er muligt at spejle sig i disse figurer og finde arketyper som man enten elsker eller elsker at hade.

Bogen om Huset på Christianshavn er udgivet i samme format og er både visuelt og indholdsmæssigt lige så imponerende som de to andre bøger. Det har velsagtens været en fordel for Christian Monggaard og Jacob Wendt Jensen at fortsætte samarbejdet med denne bog, efter Matador, for ikke alene er instruktør Erik Balling en central figur i alle tre serier, mange af de medvirkende både foran og bag kameraet har også været de samme.

Bogen er gennemillustreret med en masse billeder fra optagelserne, affotograferede avisartikler, reproducerede episodesynopser og meget, meget mere. Dertil kommer at der er skabt en række nye illustrationer, så læseren blandt andet kan se hvilke locations i København der er blevet benyttet til udendørsoptagelser, hvilke episoder af de i alt 84 som hvilke forfattere og instruktører har lavet, for ikke at tale om de mange biografier over de skuespillere, der har indtaget rollerne som de primære karakterer i huset.

Kulturprodukter er som bekendt ofte knyttet tæt til den tid de er lavet i, men der er også noget ganske levedygtigt over netop denne serie, selv om der sikkert vil være mange i 2023 der vil lave himmelvendte øjne og sukke dybt over de meget stereotypiske skildringer af især parforhold (læs: mandschauvinisme – red.), et meget lemfældigt forbrug af alkohol og ikke mindst den nærmest sødsuppeagtige, idylliserede skildring af beboere i hvad der i dag må betegnes< som et slumkvarter. Til gengæld viser bogens mange citater og reproduktioner fra samtidens dagspresse, at der også var en masse af journalister og debattører der kritiserede netop dette, da serien oprindeligt blev sendt. Balling og de øvrige skabere forsvarede dette med, at deres serie jo var en form for ’eventyr’, en række små fortællinger som bestemt ikke skulle ses som socialrealisme, men derimod som ren underholdning.

Bogen er måske primært tænkt som en flot coffee-table bog, eller som et gedigent opslagsværk for de der er interesseret i Ballings virke og en af Danmarks Radios allerstørste publikumssucceser, men den kan også sagtens læses fra cover til cover. Gør man, lige som undertegnede gjorde, vil man opdage at der indimellem forekommer enkelte gentagelser, det kan eksempelvis være information om flere af skuespillernes virke og privatliv, men det handler i Kapellets optik ikke om at der har manglet et mere grundigt redaktionelt arbejde. Det virker tværtimod som om at gentagelserne optræder fornuftigt i sammenhængen, især hvis man benytter bogen som reference. Nu bør man heller ikke tro, at dette sker konstant, for langt størstedelen af den viden som forfatterne øser ud af er både vedkommende og interessant og står der kun en enkelt gang.

Det er også lidt mystisk at det indimellem nævnes, at der er nogle afsnit der er langt bedre end andre, men vi får ikke nærmere information om hvorfor det er tilfældet, eller hvilke kriterier disse udsagn er baseret på, ud over smag og behag. Selv om det er svært at lave en bog om en lang tv-serie og få alle detaljer med, så kunne Mongaard og Co. måske godt overveje i andet oplag at skrive lidt om, hvordan serien også leger med sig selv som fiktion. Der er eksempelvis et afsnit der starter med at seeren starter i Flyttemand Olsens lejlighed. Han og konen ser tv og man hører tydeligt titelmelodien til Huset fra fjernsynet. Olsen rejser sig rasende for at slukke med ordene "Der er da heller ikke andet end lort i tv". Måske en slet skjult kommentar til de mange kritikere af serien i samtiden? Det er i al fald detaljer som disse, der synes at hæve serien over meget andet fra perioden og som gør at man også i dag kan more sig kosteligt over den.

Lige som de to øvrige bøger, så er indholdet til gengæld så begejstret formidlet at man meget hurtigt gribes af det. Dette gælder i særdeleshed, hvis man i forvejen er interesseret i at vide mere om baggrunden for denne ikoniske serie og den samtid som den var en del af.

Rent underholdende er i al fald bogen om serien. Den er mindst lige så læseværdig som de øvrige to. Den er et regulært overflødighedshorn af information om både folkene foran og bagved kameraerne. Det er en bog der er hyggelig at bladre rundt i og så giver den ikke mindst – og det er måske et allervigtigste – sin læser lyst til at se eller gense de 84 afsnit af Danmarks allerførste og muligvis allerbedste sit-com. Ja, ja, der er måske nogen der vil mene at Klovn er langt mere aktuel og sjovere, men Huset er i det mindste baseret på en original idé og desuden, vil Kappelet postulere, en langt mere langtidsholdbar komedieserie end mange af dem vi ser i det aktuelle mediebillede. Er du i tvivl så læs bogen og (gen)se serien.