Der er mange, der har en holdning til Kristian von Hornsleths kunst, og ikke mindst til manden selv. Der er mange der – måske helt berettiget – synes han ikke er til at holde ud, og at hans værker er tættere på semipornografisk fiduskunst end på ’rigtig’ kunst. Der findes også andre (eller en delmængde af de første), der mener at han bør betragtes som et totalt ’sellout’ uden kunstnerisk tæft, når man nu kan se hans navn og farvepallete på bl.a. krus og andet tingeltangel i tilbudskassen i Netto.

Til gengæld eksisterer der også mennesker, der kender Hornsleth som manden der fik en helt afrikansk landsby til at ændre efternavn til Hornsleth (kendt som ’The Hornsleth Village Project’), som ham der sænkede en stor metalskulptur med DNA-materiale fra 4000 mennesker (heriblandt blod fra anmelders ven Kent) ned på bunden af Marianergraven, eller som manden, der lavede en kort pornofilm, hvor de bollende medvirkende var blevet instrueret i at stønne ”Hornsleth”.

For at citere Oscar Wilde; ”Der er kun én ting i livet, der er værre end at blive talt om, og det er ikke at blive talt om” og uanset hvilken indstilling man har til Kristian von Hornsleth, så er det om ikke andet lykkedes manden at blive talt om og få sit navn til at blive verdenskendt i Danmark. Dette ikke alene på grund af kunstværker, der nydes af nogle, hades af andre, men også fordi manden er virkelig god til at iscenesætte sig selv og ikke mindst - med kraftig inspiration fra pop-art – at være en kunstner hvis projekt primært er at gøre så mange som muligt opmærksom på navnet Hornsleth. Det er nu ikke længere blot et efternavn, det er et brand.

For to år siden kunne DR seere opleve en kort dokumentar-/reality-serie på DR TV med den sensationelle titel Hornsleth er død, hvor seeren fik et indblik i kunstnerens liv, kunst og ikke mindst hans måde at være på. Har man set den, vil man også godt kunne genkende den beskrivelse, som ghostwriter Mikkel Boris giver i introduktionen til Hornslethbiografien Mig, mig, mig, der netop er kommet fra forlaget Alpha.

Her skrives der blandt andet; ”Kristian er distræt og evner ikke at fastholde en tanke særligt længe ad gangen. At føre en normal samtale med ham er besværligt, for han associerer konstant, lytter sjældent og holder sig aldrig til emnet. Han er utålmodig […] Det er derfor en kunst at interviewe Kristian. Man må lade samtalen køre i cirkler, acceptere at han forvilder sig ud i sine rablende digressioner, og så nænsomt føre ham tilbage til det oprindelige emne, uden han opdager det […] Resten må man redde efterfølgende ved at strukturere hans ord til sammenhængende ideer. Ordene i denne bog er således Kristians, men stilen er konstrueret.” (s. 10-11)

Til sidst i introduktionen skriver Mikkel Boris også at han selv har været inspireret af blandt andet den populære, men også ret så fiktive biografi Jeg er Zlatan af David Lagerkrantz. Boris skriver ”…selvom jeg ikke er den primære afsender af denne bog, vil jeg gerne benytte lejligheden til at understrege at dette værk er (en slags) fiktion. Det vil Kristian måske benægte, men det skyldes også, at det nu engang er sådan, han erindrer sin historie. Han kan ikke selv huske hvad der er fiktion, og hvad der virkelig er sket” (s. 12)

Det er meget forfriskende med en sådan en ærlig introduktion. For til trods for at der er delte meninger om manden, det hele handler om, så er Mig, mig, mig alt andet end kedelig. Når man læser biografier, så ved man jo også godt at selvfremstillingen at de, som er omdrejningspunktet ofte er præget af en pæn portion fiktion, for selv om man måske ønsker at være ærlig overfor læseren, så er det også de færreste der ligefrem har til hensigt at præsentere sig selv i det meget dårligt lys. Her skal det nævnes, at det er Kristian bestemt ikke – for der er passager i bogen hvor han nærmest fremstår både selvudslettende og selvudleverende til en grad man ikke har set mange andre steder. Om dette så er fiktion, et desperat forsøg på medlidenhed, eller blot ærlighed, bør det være op til den enkelte læser at vurdere.

Som i mange andre biografiske værker, så følger man kunstneren fra barndommen i en funkisvilla i Hellerup, gennem forældrenes skilsmisse og senere skoletiden på Herluf (som er hans betegnelse for Herlufholms Kostskole). Senere presser ungdomslivet på de smarte barer i 90’ernes København sig på og hvordan han sammen med andre kunstnere og galerister har forsøgt at skabe en karriere. På mange måder er dette ganske traditionelt, men selv om der forsøges skabt en nogenlunde lineær fortælling, krydres den konstant med sidespring til nutiden, refleksioner over kunsten, eller blot personlige tanker om det der skrives om.

Selvfølgelig handler en stor del af Mig, mig, mig også om mandens kunst, hans overvejelser omkring hans mange værker, samt en række tirader mod både overklassen og kunsteliten i Danmark (som manden set udefra jo også er sovset grundigt ind i). Der bliver også gjort plads til beskrivelser af den måde som hans kunst er blevet modtaget af både publikum og af pressen. Det går bestemt ikke stille for sig. Selv om man måske ikke bryder sig synderligt meget om Hornsleth som person, er det svært at være helt ligeglad med de ting og de koncepter som han har skabt. Hvad enten man mener det er plat, vulgært, vedkommende, provokerende, eller noget andet, så er der næppe mange, der ikke har dannet sig en holdning til det han laver.

Lidt over halvvejs gennem bogen, bryder den bevidst med sin egen stil og gengiver i kapitlet Mig og Damien Hirst en transkriberet samtale mellem Boris og Hornsleth, der angiveligt er optaget på en gåtur i Charlottenlund Slotshave. Når læseren advares mod bogens fiktive kvalitet allerede i starten bør man jo ikke vide sig alt for sikker på den oplysning, men det er i det mindst meget forfriskende, at man gennem hele læsningen er bevidst om at det man præsenteres for, er en mellemting mellem et levet liv og en masse røverhistorier, hvor der i årenes løb garanteret er kommet flere og vildere detaljer på disse.

Enkelte læsere vil med garanti vrisse lidt af formen, eller for den sags skyld af Hornsleth selv, uanset hvad så er slutresultatet blevet en ret ærlig – og på sine steder også ret selvkritisk – skildring af manden (eller rettere mændene bag kunsten - for der skelnes ofte mellem på den ene side den forsigtige, private Kristian og på den anden kunstprovokatøren, det selviscenesættende, levende logo kendt som Hornsleth).

Kristian forsøger flere gange undervejs at forklare sin læser om koncepterne eller de ideer, der ligger bag hans værker. For fans er det nok interessante betragtninger; konceptet med at hans masseproducerede selviscenesættende, selvpromoverende kunst bør ses som en kommentar til det neoliberale samfund som han også selv er en del af. De, der ikke bryder sig om Hornslet, vil derimod sikkert læse dette som en et ret patetisk forsøg på at intellektualisere de masseproducerede, spekulative og indimellem bevidst provokerende ting han skaber. Sandheden er, som antydet, måske at finde et sted mellem disse to yderpoler.

Mig, mig, mig er selvsagt en bog, der er lavet til alle de, der gerne vil blive klogere på Hornsleth, både brandet og manden bag. Den er ud over tekst fyldt med både s/h fotos, men også med farveplancher der gengiver en række af mandens kunstværker, ledsaget af en billedtekst hvor han selv fortæller lidt om det er vi ser på og tankerne bag. Det er faktisk ret fedt, at kunstneren på den vis er meget villig til at tolke sine egne værker, noget som ikke mange andre billedkunstnere ynder.

Kapellets anmelder anbefaler i al fald alle der har interesse for moderne kunst, eller blot biografier, at give Mig, mig, mig en chance. Faktisk kunne det også være, at mange af de, der åbenlyst ikke bryder sig om Hornsleth, ville få noget ud af at læse bogen. Måske vil den ikke rykke på deres forudindtagede holdninger, men selv om kritikerne måske allerhelst vil ignorere Hornsleth helt og holdent, så kan det jo også være at der er enkelte, der undervejs måske vil genoverveje deres holdninger, ved at giver bogen en chance. Om ikke andet, så er Mig, mig, mig en ret unik, (delvis fiktiv) og meget underholdende biografi, der lige som billeder af halvnøgne damer med maskinpistoler og en sort kasse med påskriften ’Hornsleth’ nok skal finde sit publikum.