Oprør i Nordjylland / Morten Pedersen (red.) / 199 sider
Aalborg Universitetsforlag. ISBN 9788772102917
Anmeldt 2/7 2020, 18:09 af Emma Krogh Knudsen
Nordjyder og oprør – er der en sammenhæng?
Nordjyder og oprør – er der en sammenhæng?
« Tilbage”Oprør og kamp kobles ofte til det at være Nordjyde” står der med orange skrift bag bogen Oprør i Nordjylland. Den slags udtalelser springer i høj grad i øjnene på sådan en som mig. Jeg er nemlig født og opvokset i Nordjylland, og jeg er tilmed også meget stolt af at være herfra. Det at der så er nogen der sætter lighedstegn mellem at være nordjyde og gøre oprør var altså temmelig spændende, så det måtte jeg straks undersøge nærmere. Jeg betragter oprør som noget der står synonymt med mod, og ønsket om at gøre op med det at blive behandlet nedværdigende eller forkert. At nordjyder så bliver kodet sammen med den ånd og det mod, det ville jeg gerne lære mere om – og skuffet, det blev jeg langt fra.
Bogen Oprør i Nordjylland tager udgangspunkt i nordjyske oprør igennem tiden, oprørerene bag og hvilken betydning dette har haft for vores samfund og sammenhold både i fortiden såvel som i nutiden. Som læser bliver man taget igennem en lang tidslinje af mange forskellige typer af oprør som hver afspejler sin tid, og dennes problematikker der ligger til grund for det individuelle oprør.
Man starter i nutiden, hvor læseren bliver introduceret til episoder, hvor nordjyder har gjort oprør i dagens Danmark. Her fortælles blandt andet historien om en kompromisløs protest mod søgning af skifergas, og historien om Andelskassen Merkur som ’strejkede’ i kampen for at beskytte klimaet her på Jorden.
Derefter bevæger vi os tilbage til fortiden, hvor historien om tilblivelsen af Aalborg Universitet er til at finde. Her forefindes der noget fantastiske udsnit af nogle taler der blev holdt foran folkestinget samt et par billeder, som tydeligt fortæller historien om et stærkt sammenhold og interesse for den nordjyske fremdrift. Der rykkes endnu længere tilbage i fortiden, hvor der heriblandt tages udgangspunkt i industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet. Her berettes der om aalborggensernes krav på en sejlrende over Hals Barre, som skulle vise sig at blive altafgørende for Aalborgs udvikling og økonomi.
Selvfølgelig, bliver læserne ikke snydt for fortælling om Grevens Fejde tilbage i 1534. Dette er en fortælling som mange nok er bekendt med, men det gør den ikke mindre spændende af den grund. Spændingen om denne fortælling stiger kun, idet der er lavet et kapitel, med dertilhørende billeder, om en større massegrav fra Grevens Fejde. Her tages der udgangspunkt i den arkæologiske udgravning samt dennes undersøgelser, mens der også er stærkt fokus på de døde i gravene. Her fortælles der om alt lige fra køn til tandsygdomme som kan aflæses igennem nogle virkelig detaljerede og spændende skemaer.
Ud fra bogen er det tydeligt at oprør kommer i mange forskellige former og størrelser, og ligeledes berører det en bred skare af mennesker fra diverse befolkningsgrupper. Hvad der for nogen er ingenting, kan være altafgørende for andres ve og vel. Hvad der engang var vigtigt for nogen er ikke noget, som vi mennesker mærker til i dag, og hvad der er relevant for nogle i dag havde ikke haft en stor betydning for mennesker fra hundredevis af år siden. Alt har dog en betydning for vores fællesskabsfølelse og hvordan Nordjylland er i dag.
I historiske værker som dette er jeg svært begejstret for brugen af billeder af involverede, samt diverse remedier. Jeg synes det er lettere at tage afstand fra nutiden og gøre sit indtog i fortiden, når disse er til stede. Alting bliver mere håndgribeligt, og der skabes en god dynamik. Dette synes jeg, at Oprør i Nordjylland i høj grad har formået at lykkes med. Der var en helt fantastisk fordeling af billeder og tekst, hvilket påvirkede min læseroplevelse i en positive retning.
Oprør i Nordjylland formår ligeledes at inddele alle episoder i nogle overskuelige kapitler som hverken er for lange eller korte. Sproget er enormt flydende og behageligt at læse, hvilket gør det til en rigtig god læseroplevelse.
Oprør i Nordjylland er et stærkt, velskrevet og interessant værk, som rummer mange forskellige dimensioner af oprør. Værket tager sine læsere med på en lang og fantastisk rejse, og jeg kan kun anbefale alle, særligt nordjyder, at tage del i denne rejse. Det er spændende, rørende og enormt relevant.
Bogen er udgivet i forlængelse af den aktuelle udstilling Oprør i Nordjylland som i perioden frem til 9/8 – 2020 kan opleves på Aalborg Historiske Museum