“Come on. Let’s get into character” siger Jules, spillet af Samuel L. Jackson, i filmen Pulp Fiction. Efter at have diskuteret fodmassage med sin makker, skal de to håndlangere gøre det, de egentlig er mødt op for at gøre. At tage sin rolle på sig er at træde i karakter - at vise hvem man er.

Karakter betyder mange forskellige ting. Bare i det lille eksempel fra Pulp Fiction ser vi flere betydninger som at være ægte, at spille en rolle (være en facade) og i filmen betyder karakter også den rolle, skuespilleren spiller - altså viser karakter også hen til et metaplan. Karakter bliver et tegn på personen - og sådan fungerer karakterer i skolen langt hen ad vejen også.

Det viser Karen Egedal Andreasen i bogen FAQ om karakterer. I bogen gennemgår forfatteren en lang række aspekter og facetter ved karakterer og karaktergivning, ligesom hun meget kortfattet introducerer til forskningen i emnet.

Et vigtigt element ved karaktergivning er netop det forhold, at det ikke er en uskyldig ting, der kan forstås i en snæver skolesammenhæng. Karakterer betyder langt mere end en bedømmelse af et produkt eller en præstation. Karakterer er med til at bestemme, hvordan den enkelte ser på af sig selv og bliver set på af omverden. Karakterer er med til at bestemme, hvem vi er og dermed den enkeltes identitetsdannelse.

“Det at lære noget i skole og uddannelse omfatter langt mere end alene den fagligt betonede læring og udvikling. Læring kommer også til udtryk som socialisering og disciplinering, som det bevidst eller ubevidst at tilegne sig forskellige værdier og normer for adfærd i samspillet med andre og i forbindelse med dannelsen af forståelser af sig selv og andre.” (s.99) Karakterer virker karakteropdragende, skriver Andreasen (s.24)

Netop karakterdannelse var det centrale i de tidligere beskrivelser af Folkeskolens formål. Frem til ændringen af formålsbeskrivelsen i 1975 var et af skolens formål at danne den enkeltes karakter som en god kristen borger. Dette karakterdannende træk bidrager brugen af karakterer i skolen stadig til. Dette sker blandt andet igennem den måde, karakterer bidrager til kategoriseringer mellem elever. Der er tale om en differentiering mellem eleverne, som gør, at forskellige elever kan beskrives forskelligt - kan kategoriseres på forskellige måder.

Karaktererne har to primære bestemmelser kontrol (eller disciplinering) og selektion. Den første udøves direkte i brugen af karakterer og andre bedømmelser i skolens hverdag. Her disciplineres så at sige gennem tildeling af belønning og straf. Selektionen viser sig når karakterer giver adgang eller ikke adgang til særlige privilegier som eksempelvis bestemte uddannelser.

Karaktererne er som sagt ikke ‘neutrale’ i den forstand, at eleverne har lige adgang til de gode karakterer. Der er en nøje sammenhæng mellem de værdier og adfærdsformer, der knytter sig til en bestemt social status (og væremåde) og det at få bestemte karakterer. Karakterer bidrager på denne måde til at reproducere eksisterende sociale forskelle og mindske social mobilitet. “Høj socioøkonomisk status i familiebaggrunden korresponderer positivt med karakterer i grundskolen. Statistikken fremviser en sikker og klar tendens til, at elevers karakterniveau i grundskolen varierer med forældrebaggrunden.” (s. 115)

Dette er i og for sig heller ikke så underligt. Skolen indgår som offentlig og politisk bestemt instans naturligvis i den dominerende diskurs, hvilket også er tilfældet for den i bred forstand samfundsmæssige elite bestående af langtidsuddannede og overgennemsnitlige indkomster. Karaktererne får det dog disse socioøkonomiske forskelle til at tage sig ud som individuelle forskelle mellem eleverne og deres evner eller kapaciteter.

Noget af det, der kan være uhensigtsmæssigt ved karaktererne er, at de ikke nødvendigvis har noget at gøre med vurderinger af den enkeltes lærende udvikling. Elever lærer hurtigt at game systemet, som det hedder. Blandt andet gennem karaktergivning lærer de, hvad der skal til for at blive vurderet positivt. Det kan betyde, at der sker en forskydning “fra det rent faglige og indholdsmæssige og over mod præstationerne og bedømmelserne heraf.” (s.35) Dette bekræftes også af andre studier, ligesom det afspejles i diskussionen af læringskultur overfor præstationskultur. Hvor den første handler om den enkeltes udvikling, handler den anden om, hvordan man bliver set på af andre. På den måde passer karakterer og karaktergivning ind i en performance eller præstationskultur, hvor det handler om at have ’X-factor’.

Andreasen viser da også, hvordan skolen i højere og højere grad er blevet en arena, hvor man hele tiden skal testes, vurderes og bedømmes. Der er kommet mere vægt på evaluering de senere år efter PISA, nationale test, afgangseksamen, karakterkrav til ungdomsuddannelser og så videre. Dette på trods af, som forfatteren konkluderende skriver, at “vi ved reelt ikke, om eller hvordan [karakterer] bidrager til elevers faglige udvikling.” (s.139) Og også på trods af, at noget tyder på en negativ korrelation mellem karaktergivning og i hvert fald visse elever og studerende.

Men, hævder Andreasen, vi ved faktisk noget om, hvad der bidrager til elevers lærende udvikling, nemlig det læringsmiljø de er en del af. Der er en positiv sammenhæng mellem et godt læringsmiljø, hvor alle og alles bidrag anerkendes og elevers udvikling. “Faglig udvikling er i bund og grund afhængig af det, man kan betegne som et godt læringsmiljø. Ønsker man at skabe de bedste vilkår for faglig udvikling, er det derfor den vej, man må se.” (s.138)

Derfor kan man hævde, at det kan være en god ide at kigge nærmere på, hvordan karakterer og karaktergivning spiller ind på læringsmiljøet i stedet for at være så fokuseret på den intensivering af test og karakteropmærksomhed, som vi oplever i disse år. Når karaktererne får meget opmærksomhed bidrager de til en konkurrencementalitet mellem eleverne, hvilket fremmer en performance- og præstationskultur, hvilket kan bidrage negativt til mange elevers lærende udvikling.

Det er stadig vigtigere at udvikle en karakter end at få en - det handler om at blive menneske og spille en rolle i eget og andres liv.