Forfatteren Hans Boll-Johansen er vidende og velskrivende. I 2015 udsendte han bogen Danskerpak og tyskerpak om sin opvækst mellem dansk og tysk i Aabenraa. To parallelsamfund.

Nu er den tidligere docent ved Københavns Universitet og dr.phil. i fransk litteratur ude med bogen Sønderjyder i krig - En europæisk historie. Bogens titel er dog ikke helt dækkende for indholdet. Godt nok beskæftiger sig forfatteren med de cirka 30.000 sønderjyske mænd, der var tyske soldater under Første Verdenskrig, men bogen er i højere grad en serie refleksioner over krigens væsen - og ikke mindst uvæsen. Skildringer af unge sønderjyske mænd, der deltog i krigen fra 1914 til 1918, sættes ind i en større og mere generel kontekst, man kunne kalde “krig”. Det gør den dog ikke mindre spændende eller relevant - tværtimod. Spørgsmålet er blot, hvor dækkende bogens titel er.

En velskrivende soldat
En gennemgående person i bogen er Kresten Andresen. Han blev født i 1890 i Ullerup på Sundeved lidt uden for Sønderborg. Kresten Andresen var soldat i den tyske hær under verdenskrigen, indtil han blev meldt savnet under kampene ved Somme i Nordfrankrig i 1916.

Kresten Andresens breve fra fronten er nogle af de bedste og vigtigste, vi kender til. Han var et reflekterende gemyt med en stor analytisk begavelse, og så kunne han skrive. Allerede i 1919 udgav Kresten Andresens mor i samarbejde med forfatteren Valdemar Rørdam sønnens breve og dagbøger i bogform, og i 2012 udsendte historikeren Claus Bundgaard Christensen en genudgivelse af sønderjydens meget nærværende tekster.

Kresten Andresens skæbne og skriverier flettes elegant ind i Hans Boll-Johansens causeren over fænomenet krig og står som en stærk kontrast til den ofte hjernedøde glorificering af krigen, som store og toneangivende dele af menneskeheden i det tyvende århundrede har gjort sig skyldig i.

Krig og maskulinitet
Det sidste giver Hans Boll-Johansen en skarp behandling. Forfatteren illustrerer nøgternt og uden normative kommentarer, hvordan krigerhelte om og om igen er blevet æret, og hvordan krigen i det moderne samfund har givet livet mening i en tilværelse uden mening.

Krigen har givet intensitet og ikke mindst styrket de mænd, der holdt den i gang, i deres maskulinitet. En oplagt sammenligning, som jeg aldrig har set før, foretager Hans Boll-Johansen mellem Kresten Andresen og den tyske soldat og forfatter Ernst Jünger, hvis krigsforherligelse nogle gange kan være kvalmende at læse. Hvor Kresten Andresens skildringer er præget af empati, skrev Ernst Jünger for eksempel, at krigen er “livet selv, den store spænding, viljen til kamp og til magt”. Og stødtroppernes mænd betegnede han som “pragtfulde rovdyr”. Karen Blixens bror, Thomas Dinesen, kunne i øvrigt også være med her i hans fascination af krigen.

Hans Boll-Johansen gør sig mange interessante betragtninger. Nok er han deskriptiv i sin stil, men foretager på den anden side analyser, der tager udgangspunkt i personlige oplevelser, især fra sin sønderjyske baggrund. Som når han - uden nationale sympatier i øvrigt - sammenligner de danske valgplakater op til afstemningen i 1920 med de tyske - og stille konstaterer: “De danske satsede på det yndefylde og feminine, mens de tyske appellerede til mere maskuline egenskaber som viljestyrke og kampberedthed”. Illustrationerne i bogen taler for sig selv.

Er der et underliggende budskab i bogen al dens saglighed til trods, så er det, at krig er noget, man virkelig skal være bange for.