Mest læste
[Filosofi, kultur og samfundsessay]

1 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Digitale medier, kompetencer og dannelse
2 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Jobs Bog
3 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Hvorfor tager Roman Jakobson fejl?
4 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den naturgivne magt i menneskets hænder
5 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Livskvalitet, kultur og identitet
6 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det idylliske Danmarks-billede er krakeleret
7 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Nietzsches filosofi
8 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Den danske hygge, krisen og demokratiet
9 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Det var en heltedåd
10 - Filosofi, kultur og samfundsessay
Danmarks Radio på vrangen



Løsning af gammel etnisk konflikt i Danmark kan bruges som forbillede i dag


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Hans Boll-Johansens bog Danskerpak og tyskerpak handler om relationerne mellem danskere og tyskere fra 1920 og op til nu i det område, forfatteren kalder Sønderjylland, og andre kalder Nordslesvig. Hans Boll-Johansen kender vi som romanist med fine bøger om fransk kultur og forholdet mellem »De danske og de franske«. Men i bogen Danskerpak og tyskerpak gælder det “de danske og de tyske", for Boll-Johansen (årgang 1936) er udgået fra et dansk lærerhjem i det stærkt “hjemmetyske" Aabenraa – og dermed født midt i en hed, etnisk konflikt.

Forholdet mellem dansk og tysk har notorisk udviklet sig positivt gennem de sidste 50 år. Det er nærliggende at spørge om de erfaringer kan bruges til noget ved mødet med andre etniske grupper, for eksempel de flygtninge, der strømmer til Europa i dette øjeblik? .

Danmark har før oplevet flygtningestrømme. I 1945 kom der 250.000 flygtninge til Danmark. Indbyggertallet i den sønderjyske købstad, Aabenraa, blev forøget med næsten 50 procent i løbet af et par måneder. .

- Jeg husker det meget tydeligt, fordi de beslaglagde min skole, og jeg kom til at gå i skole halvanden time hver anden dag. Men der er en dobbelt konklusion på den historie, som jeg ikke har med i bogen, en nordslesvigsk og en sydslesvigsk, siger Hans Boll-Johansen. .

- Hvis man ser flygtningehistorien fra Nordslesvig, endte den godt, al den stund flygtningene forsvandt næsten sporløst. Efter at de havde rømmet min skole i løbet af sommeren 1945, blev de samlet i lejre og dernæst sendt ud af landet. Den sidste flygtning forlod Nordslesvig i oktober 1947. Og så var vi glade. Så glade var man ikke i Sydslesvig, for vores flygtninge blev alle sammen sendt herned – og var ikke populære i det danske mindretal, som jo procentvis blev et endnu mindre mindretal, jo flere ekstra tyskere, der kom til, siger Hans Boll-Johansen. .


Forfatteren med sit værk

- Man er altid glad, hvis man kan sende et problem et andet sted hen, men det får det ikke til at forsvinde. Men det nummer kan vi nok ikke lave én gang til: Sende alle de nye flygtninge tilbage til Tyskland i forventning om, at tyskerne vil sige: "Wir schaffen das". Jeg har en – muligvis naiv - forestilling om, at når det virkelig brænder på, og der for alvor er behov for politikere, der kan tænke og handle i en kritisk situation, så dukker de op fra folkedybet. Så kommer de bedste frem i første række. Vi har endnu til gode at se ledere i det format, der kan finde en europæisk løsning på flygtningekrisen, men hvis min ønsketænkning holder stik, så er de på vej. Kun politiske genier kan finde løsninger på de problemer, som for os andre almindelige mennesker ser ud til at være uløselige. Når der virkelig er brug for dem, træder de store, visionære personligheder ind i politik. Men det begynder at haste, siger Hans Boll-Johansen. .

Han blev mindet om det savn – eller den gamle sandhed, hvad man nu skal kalde det – ved at genlæse nogle af H.P. Hanssens skrifter om den tid, da hele det slesvigske område, helt op til Kongeåen, var besat af tyskerne. H.P. Hanssen var en sønderjysk politiker og organisator af den danske bevægelse i den periode, hvor Sønderjylland var tysk. .

- H.P. Hanssen var sådan en mand, som jeg efterlyser. Og det var han godt selv klar over, kan man læse ud af hans erindringer. Han meldte sig til det politiske i den periode, hvor det så allersværest ud for de danske i Sønderjylland. Han skulle egentlig have overtaget slægtsgården. I stedet kom han til at drive hele Sønderjylland med samme rettidige omhu, som den hvormed man driver sin slægtsgård. På det tidspunkt, da H.P. Hanssen begyndte at se sig selv som en national frelserskikkelse, i 1880’erne, så det håbløst ud for enhver tanke om grænseflytning. Omkring århundredskiftet blev det bare endnu værre. Så kom verdenskrigen, som Tyskland tabte, og en uge efter våbenstilstanden, den 18. november 1918, holdt H.P. Hanssen sin store tale på Folkehjem i Aabenraa, hvor han lovede sønderjyderne, at de nok skulle komme hjem til Danmark. Det øjeblik havde han forberedt sig på, siden han som ung mand viede sit liv til den sønderjyske sag, siger Hans Boll-Johansen. .

Året efter den store tale på Folkehjem deltog H.P. Hanssen som medlem af den danske delegation ved fredsforhandlingerne i Paris. .

Da delegationen ankom til Paris, udsendte den en pressemeddelelse, sikkert forfattet af H.P. Hanssen, hvori der stod: .
“Danmark ønsker Genforeningen med alle der tænker og føler Dansk, men ønsker ikke at have indenfor sine Grænser en samlet tysk Befolkning, der er stærk nok til at skabe en tysk Irredentisme og bringe Brud paa den nationale Enhed, der har været Danmarks Lykke”  (H.P. Hanssen: Den danske Fredsdelegations rejse til Paris og London i 1919, Særtryk af Sønderjyske Aarbøger, p. 163). .

Irredentisme, det juridiske ord for ønske om grænseflytning, er samtidig et synonym for ballade. Da den danske delegation får foretræde for den franske udenrigsminister, Stéphen Pichon, siger denne, at han egentlig havde regnet med at de ville kræve noget mere land ned til Ejderen, som kong Christian X også gerne så. De kunne da i det mindste tage Flensborg med. Og behøvede man virkelig alt det besvær med en afstemning, kunne man ikke springe det over? Franskmændene havde i alt fald ikke tænkt sig at holde afstemning i Alsace-Lorraine. Så det var måske heller ikke strengt nødvendigt i Jutland du Sud. .

Stéphen Pichon fandt de danske krav meget moderate, lige lovlig moderate faktisk, men som der står i H.P. Hanssens notater: “Han forstod meget vel ønsket om at bevare Nationalstaten og blive fri for tyske Elementer i større antal inden for Rigets grænser” . (p. 175) .

Der er to konklusioner, man kan uddrage af H.P. Hanssens dagbog fra Fredsforhandlingerne:
For det første: Danskerne kunne have fået mere ud af den fredsslutning, hvis de havde insisteret. Danskerne kunne sikkert have fået Flensborg med, selv om Flensborg på det tidspunkt havde et klart tysk flertal. Det ville have været imod ideen om folkenes selvbestemmelse, som den amerikanske præsident Wilson gik ind for, når der skulle trækkes nye grænser. Men det tog franskmændene ikke så tungt. Det vigtigste for dem var, at tyskerne kom ned med nakken. Og det kom de som bekendt. Den franske premierminister, Georges Clemenceau, var nådesløs. .

For det andet kan man konstatere, at Danmark og Tyskland ikke »slap for« mindretal på begge sider af grænsen, og dermed for irredentisme. Ligegyldigt hvor man trak den nye grænse, ville der være mindretal tilbage på begge sider af grænsen, tysk på den danske side og dansk på den tyske. Aabenraa havde for eksempel tysk flertal ved afstemningen – og kom alligevel til at høre med til Danmark. Tønder og Sønderborg ligeså. .

Grænsedragningen i 1920 efterlod mindretal på begge sider af grænsen. .

Danskerne oprettede Grænseforeningen for at støtte det danske mindretal i Sydslesvig med det langsigtede perspektiv at få flyttet grænsen sydpå. Der var 60.000 medlemmer af den forening i 1930’erne. .

Det tyske mindretal nord for grænsen meldte sig i stort tal ind i nazistpartiet i 1930erne i håb om at få Hitler til flytte grænsen nordpå igen til Kongeåen. Det kom der heller noget ud af, fordi Hitler – imod forventning – ikke var interesseret. .

- Vi kom altså til at leve med de mindretal der nu engang var strandet på det de selv opfattede som den forkerte side. Og nu er der så gået 70 år siden Anden Verdenskrig sluttede. Spændingerne mellem folkegrupperne er aftaget betydeligt, men der har været en del postyr undervejs, siger Hans Boll-Johansen. .

Det er det postyr, bogen Danskerpak og tyskerpak handler om, hvis man skal sige det kort. .

- Det specielle ved den bog er, at jeg har fået nogle af mine tysksindede skolekammerater fra det tyske mindretal til at tænke med og fortælle om, hvordan de og deres familie oplevede relationen mellem dansk og tysk. Vi har jo ikke oplevet det samme, selv om vi har boet i Aabenraa samtidig. Deres fædre havde været Zeitfreiwillige, det vil sige medlemmer af det de selv kaldte ”hjemmeværn”, og havde siddet to år i Faarhuslejren efter krigen, som var straffen for at have været medlem af denne paramilitære enhed, fortæller Hans Boll-Johansen. .

Danskerpak og tyskerpak er en erindringsbog, set fra den danske og den tyske side på én gang. Danskerne var kede af det den 9. april 1940, da Danmark blev besat. Medlemmerne af det tyske mindretal i Sønderjylland var lykkelige. Det var det, de havde drømt om siden 1920. ”Meine schönste Zeit“, siger vennen Uwes far i bogen Danskerpak og tyskerpak om den tid. .

- Vi danske og tyske drenge gik i skole sammen efter krigen, danske og tyske børn, fordi de tyske skoler blev lukket i 1945 af danskerne. Derfor lærte vi hinanden at kende. Men vi talte aldrig med hinanden om besættelsen og retsopgøret før 60 år senere. Vi havde i virkeligheden ikke ret meget med hinanden at gøre, når jeg nu bagefter tænker over det, hverken da vi gik i skole sammen eller i alle de mellemliggende år. Når der er konflikt, eller kold krig, lever folkegrupperne i hver sin ghetto. Jeg har for eksempel aldrig besøgt mine skolekammerater fra det tyske mindretal i deres hjem, husker Hans Boll-Johansen. .

Provokerende titel
Danskerpak og tyskerpak er en provokerende, for ikke at sige chokerende titel. .

- Men jeg kan kun sige at sådan var virkeligheden dengang. Vi havde nogle smædevers, som vi råbte efter hinanden under krigen. Det danske lød sådan her:

Tyskerpak
mæ æ knippel o æ nak
å æ hat i æ hand,
herut a æ land! .


- Smædevers er som regel ikke den store poesi. Det er heller ikke meningen. Smædevers skal først og fremmest kunne to ting: De skal rime; ellers er det ikke vers. Og man skal være sikker på at folk bliver fornærmede; ellers er det ikke smædevers. Begge betingelser var opfyldt i den poesi, vi betjente os af. .

Det smædevers, som tyskerne råbte efter danskerne, var endnu mere fornærmende end vores, syntes jeg dengang, blandt andet fordi tyskerne brugte lokumssprog. Det var vi for fine til. Ikke fordi vi ikke kendte de ord. Men vi brugte dem bare med omtanke, og kun når der virkelig var grund til det, siger Boll-Johansen. .

Han husker den hjemmetyske version lød sådan her:

Danskerpak
Mæ æ schnut i æ nak
Mæ æ prop i æ rau
Nej, hvo det var sjau
.

Fortællingerne om de dansk-tyske relationer i Sønderjylland er meget afhængige af hvilken generation, der fortæller dem. Hans Boll-Johansens generation er født i 1930’erne og dermed den sidste generation, der kan huske hele Anden Verdenskrig i dens fulde længde. Men forfatterens og hans venner fra dengang så krigen fra barnehøjde. De var tilskuere, ikke aktører. Det var deres fædre, der var aktører, hvis de altså var det. .

Når man har sådan to grupper i et land eller en landsdel, kan der skrues op og ned for modsætningerne. Man kan tale dem op og ned og man kan skrue op for dem ved en eller anden form for voldsom handling, for eksempel oprøret i Slesvig-Holsten i 1848, der førte til borgerkrig og langvarigt fjendskab. Især hvis nogen er døde skabes der en vrede og et had, som kan være svær at tale ned igen. .

- Det er klart at konflikterne mellem dansk og tysk blev voldsomt optrappet under Anden Verdenskrig, fordi tyskerne havde besat vores land. Men jeg tror aldrig det tyske mindretal i Sønderjylland har forstået, hvorfor vi var så vrede over det, siger Boll-Johansen. .

Efter krigen var der to ting, der gjorde, at konfrontationen forblev uforsonlig i en årrække. Og nu var det »de andre«, der var vrede. Det ene var lukningerne af de tyske skoler i Sønderjylland, og det andet var retsopgøret efter krigen. .

Skolelukninger
Det er en gammel, national kampdisciplin i Sønderjylland at lukke hinandens skoler. Når den ene folkegruppe har overtaget, lukker man den andens skoler. Danmark lukkede de tyske skoler i 1850, da de havde vundet krigen. Tyskerne lukkede de danske skoler efter 1864, da de havde vundet. Og danskerne lukkede de tyske skoler i 1945. .

Da alle danske skoler var lukket i 1888, syntes danskerne, at det var et overgreb af uhyrlige dimensioner. Det er et årstal, der er mejslet ind i den nationale erindring. .

- Da de tyske skoler blev lukket i 1945, tog danskerne det mere roligt, må jeg indrømme. Det har jeg jo selv oplevet, og jeg har grebet mig selv i at tænke, at de tyske elever da egentlig måtte være glade for at komme over i den danske. For det var vel den bedste, siger Hans Boll-Johansen retrospektivt. .

I 1920 lukkede danskerne dog ikke de tyske skoler. Der er forskellige teorier om, hvorfor danskerne viste dette hensyn. Bertel Haarder antyder i sine erindringer, at det er fordi danskerne er »mere ædle, takket være højskoleånden«, som han jo selv er udgået fra. .

- Det er jo en smuk tanke, som jeg i princippet gerne ville tilslutte mig. Men jeg tror oprigtig talt, at det er mere realistisk, selv om det kan lyde kynisk, at kalde det en slags »grænsehandel«. Vi lod tyskerne beholde deres tyske skoler i forventning om, at de danske skoler i Sydslesvig fik samme vilkår, mener Hans Boll-Johansen. .

Retsopgøret
Det andet arnested for fjendtlighed på nationalt grundlag var retsopgøret efter krigen. Vinderne overser ofte, at retsopgør er nemmere at leve med for vinderen end for taberen. .

- Det er igen det med, at vi skiftes til at være vrede, og at vi har svært ved at forstå dybden i de andres vrede. De ædle vindere sagde, da taberne kom ud af fængslet: “Nu har I udstået jeres straf, så taler vi ikke mere om det. Men så regner vi også med, at I fortryder alt, hvad I har gjort.” For tyskerne i Sønderjylland var det ikke helt så enkelt. De var ikke indstillet på at fortryde, og de var stadig forbitrede over at de havde måttet tilbringe flere år i fængsel, fordi danskerne gjorde det strafbart med tilbagevirkende kraft at have været Zeitfreiwillig og frivillig på Østfronten, siger forfatteren. .

Retroaktiv, kalder man det, når det skal lyde som almindelig anerkendt, uimodsigelig jura. Retroaktiv betyder det samme som »med tilbagevirkende kraft«, nemlig at det ikke var strafbart i gerningsøjeblikket, men først da krigen var forbi, og Folketinget havde vedtaget en lov der gjorde det strafbart. .

Tankegangen fra dansk side var selvfølgelig: Man kan ikke bare lade landssvigerne gå, som om intet var sket. De har fortjent at blive straffet, fordi de holdt med fjenden. De var landsforrædere. Hvis ikke der er hjemmel for at straffe dem, så må man skaffe sådan en. Det gjorde andre europæiske lande. Det måtte danskerne også kunne finde ud af. Og så vedtog man love med tilbagevirkende kraft. .

Alle danskere var ikke lige stolte af det arrangement, en enkelt jurist kaldte det et “juridisk galehus”, men de fleste vænnede sig hurtigt til at betragte det som uomgængeligt, hvis man skulle have mulighed for at “komme videre”. - Der er en hel litteratur om det, som jeg ikke skal gå i detaljer med her. Jeg har skrevet om det i bogen. Men det er interessant i denne her forsonings-sammenhæng, fordi det er nøglen til at forstå, hvorfor der mange år efter krigen var opsparet så meget vrede på den tyske side i Sønderjylland. I resten af Danmark var det en akademisk diskussion, om man synes det var rimeligt eller urimeligt. Vi endte med at sige, at det var både rimeligt og nødvendigt, for man kunne da ikke bare lade forbrydere gå frit rundt, siger Boll-Johansen.

De medlemmer af det tyske mindretal, der blev spærret inde i Faarhuslejren, tog ikke så let på det som sejrherrerne. For dem var det eksistentiel virkelighed at være spærret inde bag pigtråd i to år. Det var ikke mennesker fra samfundets bund. Det var hele den borgerlige middelklasse, der var strandet som tysk mindretal i Danmark. Bitterheden overleveres i et vist omfang til sønnerne og døtrene. Der blev arresteret 3200 fra det tyske mindretal. .

- Mine skolekammeraters fædre sad typisk halvandet til to år i Faarhuslejren. Den ene var bankdirektør, den anden var selvbevidst gårdejer på en mellemstor gård. En tredje, som også var gårdejer, sad kun i to måneder, men han var endnu mere forbitret end de to andre, husker Boll-Johansen. .

De der havde været frivillige på Østfronten i Frikorps Danmark, hvis antikommunisme den danske regering jo i et vist omfang sympatiserede med, kunne heller ikke se den højere retfærdighed i at de røg direkte i fængsel, da de kom hjem fra krigen. .

Det er igen spørgsmålet om vindernes og tabernes psykologi. .

De, der selv havde siddet i Faarhuslejren i typisk halvandet til to år, var forbitrede og kunne ikke se andet end at retsopgøret var uretfærdigt. Danskerne, det vil sige vinderne, kaldte den holdning »Faarhusmentalitet«. Det var noget taberne sad og hidsede hinanden op til at mene i Faarhuslejren, hed det i danskernes optik. .

Faarhusmentalitet er et nedsættende ord for det, danskerne oplevede som uberettiget selvmedlidenhed. De følelser, der blev sat i bevægelse dengang, har ikke lagt sig helt endnu. De har ikke den samme voldsomme karakter som i de første år. Men det er især, fordi hovedpersonerne er døde. .

I den næste generation er vreden, hvis der er en, det man kan kalde en »stedfortrædende vrede«. Aktørerne er selv døde, og spørgsmålet er, hvor meget af deres vrede de har overleveret til næste generation. .

- Det er jo meget forskelligt, hvor meget børn påtager sig at være vrede på deres fædres vegne. Det gælder både sønner og døtre. Nogle af dem rammer det meget hårdt, andre er ikke særlig berørt. Men det er sikkert sandt, det som mange har sagt til mig: “Du kunne ikke have skrevet den bog for ti år siden”. Da levede nogle af fædrene nemlig stadig. .

Tavsheden
Noget af det, Hans Boll-Johansen har været interesseret i at finde ud af, er, hvordan en belastet fortid overleveres ned gennem tiderne. Han betragter sig selv som en slags mentalitetshistoriker, fordi han interesserer sig, for hvordan holdninger ændrer sig. .

- Det er måske derfor, jeg er så fascineret af tavsheden. Den ville jeg ikke have interesseret mig for, hvis jeg havde været kildehistoriker. Tavsheden efterlader ikke mange kilder, og i det hele taget ikke mange spor før den eventuelt brydes. Det er jo karakteristisk for meget dramatiske og chokerende begivenheder, at man ikke har lyst til at tale om dem. Tavsheden er i sagens natur ikke let at fortolke, fordi der ikke er ord på den. Tavshed kan selvfølgelig betyde, at der ikke er noget at tale om, fordi man ikke har noget at sige. Men tavshed kan også dække over noget, som man ikke har lyst til at fortælle om. .

- Vi har alle hørt om sønderjyske familier, der havde sønner eller fædre med i Første Verdenskrig, hvorfra soldaterne kom hjem ligesom forstenede. De ville aldrig tale om det, fordi ord ikke kunne beskrive, hvor grufuldt det havde været. Ingen ville kunne forstå, hvad man talte om, undtagen andre der også havde været med. Denne tavshed kan man genfinde hos nogle aktører fra Anden Verdenskrig og deres børn. Også selv om der var mindre gruopvækkende ting på spil end i Første Verdenskrig. Skam kan også være svær at leve med, siger Hans Boll-Johansen. .

Der var i 2007 et debatarrangement på Sønderborg Slot, hvor pastor Ove Hansen fra Kiel, oprindelig Aabenraa, havde et indlæg, som høstede stort bifald:
“Min generation – min far har været i Waffen-SS – vi har haft den store vanskelighed, at vore fædre og vore onkler ikke har talt med os. Der var en tavshed hele tiden. Jeg tror, det er svært at forestille sig, hvordan denne tavshed har bestemt vores liv. Det er vigtigt, at vi får talt ud om disse ting, for jeg mærker, at mange mennesker er meget mærkede af den tid. Der findes mange traumer. Vi må uden frygt beskæftige os med spørgsmålet om skyld. Jeg har oplevet at man i dag kan tale med venner om det, men i min skoletid i slutningen af 1940’erne og 1950’erne var det ikke muligt. Det er en tung arv, vi bærer rundt på”  (Danskerpak og tyskerpak, side 229). .

- Mine gamle skolekammerater havde fået lukket deres skoler, og deres fædre havde været spærret inde i Faarhuslejren i typisk halvandet til to år. Det er jo længe at undvære sin far. Hertil kommer, at det er skamfuldt at ens far har siddet i fængsel, især hvis man går i skole med nogle, hvis fædre ikke har siddet i fængsel. Det havde vores skolekammerater ikke lyst til at tale om i 60 år. Især ikke med os andre, det vil sige de danske skolekammerater. Det siger noget om, hvor dramatisk de oplevede det, at de ikke ville tale om det. Det er – sådan forstår jeg det – taberens afmægtige reaktion. Men det er min fortolkning. Det har vi stadig ikke talt om. Og den version har jeg egentlig heller ikke lyst til at forelægge dem. De skal have lov til at være i fred med deres følelser i den anledning, hvad enten det er skam eller almindelig ulyst ved at dele sin intimsfære med andre. .

- Den mest knugende tavshed i min gamle klasse var repræsenteret af en pige, hvis far døde på Østfronten lige før, krigen sluttede. Dengang vi gik i skole sammen, anede jeg overhovedet ikke, at han var død. Det gik først op for mig, da vi mødtes til vores 60-års studenterjubilæum i 2015. Indtil da havde hun aldrig talt om det. Formodentlig fordi hun ikke havde lyst til tale med os om det. Det må jo have været det største traume i hendes liv. I dag ville der blive sat et større antal psykologer ind med krisehjælp, hvis en af børnenes fædre pludselig døde. Dengang var der ikke andet end tavshed over hele linjen, husker Hans Boll-Johansen. .

Sproget røber
- Hvis jeg skal give et andet eksempel på, hvor man kan lede efter rester af modsætningerne i dag, vil jeg nævne de mere eller mindre bevidste rester, der er efterladt i sproget. De forskellige ord man bruger om visse ting, og som røber, hvordan man tænker. Et eksempel som jeg selv har oplevet. Det som danskerne kalder modstandsfolk og heroiske jernbanesabotører, kalder nogle fra det tyske mindretal i Sønderjylland terrorister, ligesom Wehrmacht gjorde. De forskellige modsætninger i fortiden er blevet tilbage som spor i sproget: De ord, man vælger, røber modsat rettede fortolkninger af det samme fænomen, henholdsvis positivt og negativt ladede, siger han. .

Gymnasiasterne
Forfatteren har spurgt gymnasieelever i det danske og det tyske gymnasium i Aabenraa om, hvad de mener om modsætningerne mellem dansk og tysk i dag. Svarene er blandede, men grundlæggende er hans konklusion, at der ikke er de store problemer. .

- Jeg vil gå så langt som til at sige, at det danske flertal nærmest ikke kan få øje på problemet. Det tyske mindretal er mere bevidst om, hvad det handler om. Sådan tror jeg, det er med mindretal og flertal. De sønderjyske historikere kan heller ikke kan få øje på rester af de gamle modsætninger. De mener ikke, de får deres penge som arkivarer for at yppe kiv. Eller også vil de bare ikke se dem, siger Boll-Johansen. .

Identitetskortet
Hvordan lærer man to parter, der er fremmede for hinanden, at acceptere hinanden? .

- Noget af det værste man kan gøre, tror jeg, er at trække identitetskortet. Det vil sige at forvente, at de andre skal blive ligesom en selv. “Sådan er vi danske nu engang. Og hvis I bliver ligesom os, vil vi godt kunne lide jer. Vi forklarer, hvad dansk identitet er, så vil I indse, at sådan vil I gerne være”. Der er sådan set ikke noget i vejen med identitetsbegrebet, i den forstand at der jo rent faktisk eksisterer påviselige, kulturelle forskelle mellem forskellige etniske grupper eller forskellige nationer. Det viser sig for eksempel i den måde man bygger sine institutioner op på. Jeg har engang skrevet en bog om fransk identitet ud fra ideer om grundlæggende forskelle mellem fransk og dansk kultur. .

- Jeg har selv tilbragt fem år i Frankrig, og gik og følte mig mere og mere dansk, fordi jeg oplevede, at der var nogle klare forskelle i den måde, vores samfund var bygget op på, samt på de typiske holdninger vi har til hinanden. Det gælder for eksempel respekt for autoriteterne på den franske side og tro på den enkeltes frie valg på den danske side, katolicismen på den franske og protestantismen på den danske, præsidentstyre på den franske side og det parlamentariske samtaledemokrati på den danske. Det er en deskriptiv måde at bruge begrebet identitet på. .

Identitetsbegrebet bliver først problematisk, når man bruger det normativt. Det vil sige, når man insisterer på at de andre skal være ligesom en selv, fordi man synes, at ens egen identitet er den rigtige på det sted, hvor man nu engang bor. Her er vi danske. Og når der kommer nogle fremmede, så forventer vi, at de er interesserede i at blive danske, når vi forklarer dem, hvad danske værdier går ud på, siger Boll-Johannsen. .

Her kommer Søren Krarup kommer ind i billedet, mener forfatteren. For Krarup er man enten dansk eller tysk. Man kan ikke være begge dele eller noget ind imellem. Det er hans opfattelse af national identitet. .

Efter at have deltaget i det danske mindretals årsmøde og hørt på taler om dansk og tysk, skrev Søren Krarup på sin hjemmeside: “Når man er dansk, er man naturligvis ikke samtidig mangfoldig. Det siger sig selv. Man er én ting. Man er dansk. Identiteten er ikke mange ting, hvis den ikke skal være pjat, men alvor…”.

- Søren Krarup kan ikke acceptere, at man taler om blandingsformer af dansk og tysk. Det er relativisme, og det er det værste, han ved, siger Boll-Johansen. .

Siden man opfandt metersystemet under den franske Revolution opbevarer man i Paris noget man kalder en “normalmeter”, fremstillet af platin-iridium, som – hvis nogen skulle komme i tvivl – afgør hvor lang en meter er. .

- På samme måde kan man henvende sig til Søren Krarup, hvis man gerne vil vide, hvordan en ægte normaldansker er udstyret i henseende til sprog, religion og kulturelle vaner. Målt med hans alen bliver der kun få udvalgte tilbage, specielt her i det gamle slesvigske område, som er og bliver en blandingskultur af dansk og tysk. Et af de første kapitler i Danskerpak og Tyskerpak handler om det med eksempler fra min gamle skoleklasse på Aabenraa Statsskole. De mange måder, man har blandet identiteterne på bare i den lille gruppe, er stærkt fascinerende. Det er selvfølgelig lidt irriterende at man altid skal forholde sig til Søren Krarup, når man taler om national identitet. Men det er jo fordi, det kan være relevant at have et ekstremt synspunkt at tage afstand fra, når man skal forholde sig til de mere komplekse forhold i det virkelige liv. Ideen om en ren dansk identitet er smuk som en platonisk ide, men i den virkelige verden bliver der kun få udvalgte tilbage, når man stiller så strenge krav til etnisk renhed, siger Boll-Johansen. .

Han mener, Søren Krarups synspunkt har interesse, fordi man allerede nu i Europa kan se, hvad konsekvenserne af det normative synspunkt er, hvor flygtningesituationen har skærpet kravet om national identitet, altså identitet som normativt begreb. .

De partier, der er kommet til magten i Polen og Ungarn, Jaroslaw Kaczynskis konservative Lov- og Retfærdighedsparti og Victor Orbáns Fidesz-parti, repræsenterer ifølge Boll-Johansen begge “en intolerant nationalisme, baseret på kristne værdier, der lægger vægt på at skelne mellem henholdsvis ægte og uægte polakker, og ægte og uægte ungarere.”

Begge lande afviser at modtage flygtninge og blokerer for en fælles europæisk løsning, tilføjer han. .

- Man må naturligvis erkende, at man ikke kan nøjes med at forholde sig deskriptivt til spørgsmålet om national identitet, hvis man er politiker. Man kan diskutere endeløst, om man skal være født af danske forældre, for at man kan siges at have en dansk identitet, om man skal kunne tale rigsdansk, eller om man skal være medlem af det kristne fællesskab. Men der er et par områder, som ikke kan diskuteres i vores samfund. Og det er om man tilslutter sig den demokratiske styreform og kønnenes ligestilling – eller er modstander af dem begge to. Det er ikke tilrådeligt at have for mange i landet, der ikke respekterer de to afgørende værdier, og måske endda vil forsøge at modarbejde dem med vold. .

Det, som er det langsigtede perspektiv i den slags spørgsmål, er jo, at hvis forskellene er for store, så risikerer vi, at samfundet bliver destabiliseret af sine egne indre modsætninger, siger han. .

Siden det europæiske forår i 1848, da frihedsbevægelserne bredte sig fra Frankrig til de øvrige europæiske lande, har man set, hvordan indre modsætninger har kunnet føre til borgerkrig. Det var det, der skete i 1848 med det slesvig-holstenske oprør mod den danske kongemagt. Det var for nogle parter datidens terrorisme. Andre kaldte det frihedskamp. .

Konklusion
Når gamle modsætninger udjævnes, opstår der nye. Nu gik det lige så godt med de dansk-tyske relationer, og så kommer der en bølge af indvandrere og migranter, som demografisk og politisk udfordrer de europæiske værdier. .

- Vi så nytårsnat i Köln 2015, hvordan et andet kvindesyn kan føre til en anden måde at fejre nytår på. Det er afgørende for Europas fremtid, at det lykkes at få de modsætningsforhold, der herved opstår, til at harmoniseres. Udviklingen af relationerne mellem den danske og den tyske folkegruppe i Sønderjylland i løbet af de sidste 50 år giver grund til en vis, behersket optimisme. De dansk-tyske relationer har i min tid bevæget sig fra fjendskab til neutralitet og endda venskab. Men det kræver tålmodighed og omtanke og især, at tiden er med én. Eksemplerne nord for grænsen viser, at den udvikling nemt kan tage mellem et halvt og et helt århundrede, når man er startet med at råbe »Danskerpak og Tyskerpak« efter hinanden, siger Hans Boll-Johansen. .

Om de erfaringer kan generalises til mødet mellem kulturer, der adskiller sig endnu mere fra hinanden, har vi endnu til gode at få svar på, mener forfatteren. .

- Man da de nu er her, muslimerne, må vi finde en formel, der gør det muligt at leve side om side, sådan som vi lærte at gøre det i Sønderjylland – også i den periode hvor vi ikke var de bedste venner. Og man skal lade være med at spille identitetskortet i en alt for selvgod version, med mindre man ligefrem trives med polemik og ballade, som nogle teologer synes at gøre. “Kamp må der til », som de siger. Jeg spejder efter en ny mandlig eller kvindelig udgave af H.P. Hanssen.

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays