Fjerde bog i serien Forløb i mediefag er landet, og den har fået titlen Ungdom. Som langt de fleste nok allerede har gættet, fokuserer den på film-, tv- og andre medieproduktioner, der har et fokus på ungdomslivet. Som det forklares meget tidligt i bogen, så handler det altså ikke udelukkende om ungdomsfilm, men også om såkaldte ”opvækstfilm” og om den type af celebrity-kultur, som ungdommen af uransagelige årsager labber i sig.

Forskellen på en ungdomsfilm og en opvækstfilm er bl.a., at ungdomsfilmen er en film, der er lavet for et ungt publikum, fokuserer på de unges oprør mod omverdenen og behandler emner, som knytter sig til ungdommen (venner, gruppepres, mobning, osv.). Opvækstfilmen er derimod en film om unge henvendt til et mere voksent publikum, og som er centreret omkring tabet af uskyld – altså film, der primært sætter fokus på alvorlige emner og i visse tilfælde dyrker nostalgien omkring ”dengang far var ung”. Det er en ganske smart skelnen mellem de to typer af ungdomsfilm, for begrebet opvækstfilm dækker sikkert over de værker som på engelsk omtales som ’coming of age’-film.

Hvad anmelderen heller ikke har haft for øje, var den brede vifte af film, som man kan lande under fællesbetegnelsen Ungdom. For selv om langt de fleste nok tænker ”Niels Malmros”, når denne type af film diskuteres, så er det nok færre der tænker Chronicle eller Ægte Vare eller for den sags skyld de mange dokumentarprogrammer og reality-shows som Prisesser fra blokken eller Paradise Hotel. Feltet er altså ganske bredt, men til gengæld er det lykkedes for Anders Lysne og Neel Schuncany på ganske overbevisende vis at få redegjort for både teori og hovedtendenser indenfor de mange forskelligartede fiktions- og faktaprogrammer, som netop er henvendt til eller omhandler ungdommen.

Bogen er som de øvrige bøger i serien skrevet af mediefagslærere for mediefagslærere og naturligvis med henblik på, at deres elever også kan få glæde af dem. Dette kommer helt konkret til udtryk i både den måde bogen er bygget op på, i de opgaver der stilles efter hver kapitel og ikke mindst de mange gode, konkrete øvelser, som man kan benytte direkte i ens undervisning. Det er overskueligt og konkret brugbart.

Ser man på teoridelen, præsenteres eksempelvis Murray Smiths teorier om, hvordan man forholder sig til karakter på film og Victor Turners passagemodel ganske kort. Disse er virkelig brugbare, når man skal i kast med dette spektrum af mediefortællinger. Det sker ganske vist i en meget forsimplet version, men til gengæld er det forklaret på en måde, så eleverne meget nemt kan omsætte teorien til en form for analytisk praksis uden først at skulle læse sig igennem f.eks. hele Enganging Characters. Til gengæld er det så lidt sært, at Smiths ellers så glimrende bog ikke optræder på litteraturlisten (s. 134).

Fastholder man for et kort øjeblik den kritiske optik, er der også et par steder, hvor bogen lidt modsiger sig selv, f.eks. hedder det på side 124 at man ”ikke kan lave film uden støtte i Danmark” (noget som vi her i kulturkapellet ellers tidligere har forsøgt modbevist), eller på s. 35 hvor der står at ”Danske ungdomsfilm er forankret i en filmhistorisk tradition for realisme”, hvorefter man tre sider senere stiller en opgave i Natasha Arthys Fighter. I forhold til det sproglige bliver den mavesure anmelder her atter engang nødt til at lege sprogpoliti og harcelere mod brugen af ordet ”rollemodel” (s.62) – det hedder ”forbillede” (men ret skal være ret, ordet optræder kun én gang). Endelig er der en enkelt layoutmæssig brøler på s. 42, hvor noget forklarende margintekst bliver lidt svær at læse.

Som man nok kan se, er ovennævnte kritikpunkter vitterligt i småtingsafdelingen, for overordnet set er Ungdom lige så anvendelig og skarpt skåret som de andre bøger i serien. Det er naturligvis ærgerligt – både for denne nye bog og de andre i serien, at den nye bekendtgørelse for mediefag er blevet ændret, så de eksamenscitater (læs: de klip som eleverne kommer op i til eksamen, red.), der er grundlaget for prøven på C-niveau, ikke længere må vare 5 minutter, men nu kun 4. Dette kan måske være med til at forvirre enkelte nye undervisere, der godt kunne tænkes at blot følge de anvisninger, som gives i Forløb i medier.

Når det er sagt, så er der også en masse inspiration at hente i Ungdom lige fra planlægning af forløb, til de film- og tv-serier, man inddrager i sin undervisning. Selvfølgelig er både SKAM og Boyhood repræsenteret, men dertil kommer en række andre titler, som måske ikke virker lige så oplagte. Det kan godt være, at der er en masse fans, der i sin tid klagede over, at både dansklærere og mediefagslærere begyndte at inddrage SKAM i deres undervisning, men vil man lade de unge mennesker have serien i fred, så kan man jo blot springe de praktiske analyseopgaver knyttet til denne fantastiske serie over. For lad os være ærlige: der er mindst lige så mange ”voksne”, der så serien i et forsøg på at få et indblik ind i en (fiktiv?) ungdomskultur og ikke mindst, fordi den ganske enkelt var medrivende.

Ungdom præsenterer sin bruger for en masse praktiske øvelser, som umiddelbart virker både sjove og inspirerende. Eksempelvis omtales en øvelse s. 43, hvor eleverne får til opgave at filme et ungt menneske, enten iscenesat eller imens vedkommende blot sidder og tænker, hvorefter der så skal skabes en voiceover til billederne, der enten understøtter eller står i kontrast til billederne. Fedt tænkt! Nærmest som en form for opdateret Kuleshov-effekt.

Den endelige dom er derfor, at Ungdom er endnu en dejlig gave til den garvede mediefagslærer, der måske mangler lidt inspiration til nye forløb, til den nyuddannede der gerne vil se eksempler på, hvordan man kan tilrettelægge sin undervisning, og derfor er det en bog man som et minimum skal anskaffe til studiebogssamlingen. Det kan godt være, at der ikke er tid i disse bøger til at få alle nuancer og teoretiske greb med, men som helhed virker det hele meget overskueligt og grundigt gennemarbejdet.