Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Vampyr – Forløb i medier / Henrik Rytter & Andreas Halskov / 120 sider
Lindhardt og Ringhof . ISBN 9788770667029 
Anmeldt 2/3 2017, 06:45 af Torben Rølmer Bille

I filmvampyrens verden


I filmvampyrens verden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er ikke særligt lang tid siden, Kulturkapellet anmeldte Dox – den første bog i serien ”Forløb i medier” – og i den forbindelse blev selvsamme værk overdænget med et utal af verbale roser. I den forbindelse blev det nævnt, at de andre bidragsydere til bogserien virkelig skulle lægge sig i selen for at kunne hamle op med den standard. Det skal vi i den følgende anmeldelse undersøge, for den næste bog i serien er netop dukket op.

Den seneste bog i ”Forløb i medier” vender sit blik mod et emne, der næsten ikke kunne være længere væk fra dokumentarfilmens, for som titlen antyder, så handler Vampyrer nemlig om dette specifikke filmmonster i sine mange afskygninger. Bogen er blevet til i et samarbejde mellem to af mediefagets største nørder, Henrik Rytter og Andras Halskov, og det kan allerede fra starten virkelig mærkes, at de begge er virkelig kompetente inden for dette lidt obskure felt. Det til trods for at Hr. Rytter til undertegnede har bedyret, at han måske allerhelst ville have skrevet en bog om zombier.

Vampyr indledes, efter et forord, der beskriver bogens opbygning, med et par generelle introduktioner, først til vampyrfilmen som en distinkt genre, og hernæst finder man et kapitel dedikeret til den filmhistoriske udvikling af figuren. Disse kapitler er – til trods for at de selvsagt ikke kan afdække alle afkroge af hverken genre eller historik – gode, koncise og overskuelige, især for de, der i forvejen ikke kender ret meget til emnet. I løbet af disse afsnit er der sneget sig en enkelt (taste?-)fejl ind, da det på s. 21 hævdes, at dronning Victoria døde i 1910 i stedet for 1901. Herefter benytter forfatterne de efterfølgende kapitler til at beskrive fire distinkte vampyrtyper, som man kan bruge til at identificere, analysere og fortolke de forskellige fortællinger.

Først gennemgås den ”klassiske vampyr”, som de fleste nok har stiftet bekendtskab med, repræsenteret af bl.a. Nosferatu og den klassiske Draculaskikkelse. Som mangeårig fan af genren undrer det hér undertegnede, hvorfor der ikke skelnes lidt mere tydeligt mellem den rottelignende, ferale Nosferatu-type og gentlemanvampyren, da de, til trods for at de er ”klassiske” i den forstand, at de hører til de vampyrer, der er tættest på Bram Stokers originale romanforlæg, i sagens natur er meget forskellige i både væremåde og udseende.

Dernæst diskuteres ”den menneskeliggjorte vampyr”, altså de film, hvor folkene bag har forsøgt at fortælle historien fra netop blodsugerens synsvinkel i et forsøg på at videreudvikle monstret og benytte figuren til andet end blot at skræmme publikum med. Dernæst kommer ”teenagevampyren”, som dækker over de film og tv-serier, som benytter vampyren som en slags udvidet metafor for teenageliv og som sidste type præsenteres ”den erotiske vampyr”. Her fokuserer forfatterne på de film og serier, hvor vampyrfiguren går fra at være et væsen, som man metaforisk og symbolsk kunne tolke som en repræsentant for noget seksuelt til i en meget mere direkte form at koble de udøde med noget eksplicit seksuelt.

Det er en rigtigt god idé at forsøge at inddele filmene ud fra typen af vampyrer plus den kontekst, som de optræder i. Til gengæld er det ikke helt klart, hvorfor en film som Lad den rette komme ind hører til under ”den menneskeliggjorte vampyr” og ikke ”teenagevampyren”. I det sidste tilfælde kan det jo være, fordi hovedpersonerne er lidt for unge til at kunne betegnes som teens, omvendt set er det de samme problemer, som filmen italesætter, som de man finder hos ”teenagevampyren”. Her tænkes især på overgangen fra barn til voksenliv. Lidt set samme kan siges om filmen Martin. Det skal dog siges, at bogens forfattere har helgarderet sig i og med at de indledningsvis fortæller, at flere film ofte placerer sig mellem flere af disse definitioner.

Bogen afrundes herefter med først et meget kort kapitel om nyere former for vampyrfortællinger, hvor den fantastisk morsomme What We Do in the Shadows bliver fremhævet som en postmoderne leg med netop ovenstående vampyrtyper og det filmiske udtryk.

Alt i alt lykkes det for Vampyr at komme rigtigt godt rundt i mange afkroge af det filmiske blodsugerunivers og samtidig få nævnt både de helt klassiske, ikoniske film og måske mere interessant de mere smalle og ukendte, men bestemt seværdige vampyrfilm. Kort sagt kan dette være meget inspirerende læsning til alle de, der måske kun har set film som Interview With a Vampire eller Bram Stokers Dracula.

I forlængelse af dette er det skønt nørdet at se Danmarks Radios Draculas Ring blive nævnt i en sidebemærkning (s. 52), hvorimod det kan undre undertegnede lid,t at Channel 4-serien Ultraviolet fra 1998 aldrig omtales. Det bemærkelsesværdige ved denne serie er blandt andet, at den aldrig benytter ordet ”vampyr” i dialogen, på samme måde som zombieserien Walking Dead [LINK] behændigt undgår at nævne ”z”-ordet. Som forfatterne selv skriver, så kan de heller ikke i løbet af 120 sider nå at dække hele feltet eller alle de film, hvori der optræder vampyrer.

Efter hvert kapitel er der, lige som i Dox-bogen, præsenteret en række praktiske og teoretiske opgaver, som er nemme at overføre direkte til mediefagsundervisningen. Afslutningsvis er der også samme form for ”rutevejledning” til allersidst i bogen, der viser, hvordan underviseren kan benytte bogens indhold på hhv. C- og B-niveau. Det er en god idé, at bøgerne på denne måde har en forholdsvis genkendelig struktur og ens opbygning, så de er nemme at gå til for de, der kender dem.

De øvelser, som bogen beskriver, er overvejende virkelig fine og konkret anvendelige. Til gengæld virker det en anelse mystisk, at man f.eks. på s. 107 foreslår, at man kan lave en næranalyse af titelsekvensen til True Blood med forskellige fortolkningsmuligheder, selv om selvsamme sekvens bliver diskuteret i detaljer før i bogen (s. 101- 103). Lige som i Dox bliver der også givet forklaringer til langt de fleste fagbegreber, som eleverne kan have svært ved at forstå, men dette ikke lige så konsekvent, da der indimellem dukker mediefaglige udtryk op, som man skal kende i forvejen.

De ovennævnte kritikpunkter er dog blot nogle ubetydelige skår i glæden, for overordnet set er Vampyr en fin gave til den mediefaglærer, der har lyst til at dykke ned i en type af genrefilm, der spænder bredt og er utrolig varieret. Den er godt researcheret, skrevet i et både letforståeligt og underholdende sprog, og så viser den meget overbevisende, hvor gavnlig og anvendelig shot-to-shotanalyse kan være, for de, der vil blive bedre til at lære filmsproget.

Det er en bog, der som de andre bøger i serien, primært er henvendt til gymnasieskolen og HF, men som også sagtens kan læses og nydes af alle de, der bare har en almen interesse for vampyrfiguren på film. Så kan man afslutningsvis blot krydse fingre for, at bogen bliver så stor en succes, at d’herrer Halskov og Rytter kan følge op på den med bogen Zombie.

Forrige anmeldelse
« Neuroaffektiv udviklingspsykolo... «
Næste anmeldelse
» 1970’erne – det forbudte å... »