Da det danske forskningsprojekt, Mapping the Humanities, sidste år udgav Kortlægning af dansk humanistisk forskning vakte det opmærksomhed, at udgivelsen indeholdte en liste over de mest anvendte teoretikere i humaniora. Det vakte opsigt, fordi flere af de mest benyttede teoretikere kom fra samfundsvidenskab. Der var dog også ”rene” humanister på listen, fx den franske hermeneutiker, Paul Ricœur (1913-2005), som kom ind på en lødig 11. plads. Så når forlaget Tiderne skifter i én af deres sidste udgivelser har valgt at samle og trykke det samlede antal oversatte Ricœur-tekster i en 650 siders mursten, så er det altså en af de helt store og benyttede teoretikere, der (igen) gøres tilgængelig for danske læsere.

Ricœur blev introduceret af flere danske filosoffer i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne mere flere små bøger på nu lukkede forlag. Nu har Ricœurs danske discipel, Peter Kemp, så samlet alle hidtidige oversættelser plus fået skaffet et par interviews, som tilsammen udgør bogen.

Bogen er delt ind i seks afsnit – Filosofi i vores tid, sprogfilosofi, eksistensfilosofi, hermeneutik, narrativ filosofi, etik og politik, anerkendelse – med en række kortere eller længere artikler under hver overskrift. Der er stor variation i længden og sværhedsgraden. Fx er første artikel i afsnit fire om hermeneutik ”Fortolkningsteori” på hundrede sider. Derefter følger ”Den nye religionskritik”, som er på tre sider.

Peter Kemp gør i sit forord en del ud af, at Ricœur var en samlende tænker. Han læste bredt og indoptog mange forskellige og modsatrettede teorier i sin egen filosofi og skabte dermed en bro mellem meget forskelligartede positioner. Det giver dog mange af teksterne et tungt præg, når andres teorier først skal beskrives indgående, for derefter at kritiseres og til sidst syntetiseres. Jeg fandt den skrivestil ret anstrengende og mindre engagerende, end jeg havde håbet på (se fx artiklen Faderfigurens udvikling fra fantasme til symbol).

Ricœur har hele tiden blikket rettet mod fortællingen, narrativet, som omdrejningspunktet for at forstå mennesket. Før mennesket tænker (jf. Descartes) var det allerede til og forstod sig selv på baggrund af den betydning, der lægger i at være (fx ”Den fortalte tid”). Andre genkomne emner er Ricœurs forhold til den kristne tradition, hvor han både kritisk og konstruktivt forholder sig til den vidtforgrenede religion, og en række tyske filosoffer som Hegel, Fichte, Dilthey, Gadamer og Habermas.

Danske værker er en fornem udgangssalut fra et vigtigt dansk forlag, der nu lukkes. Bogen er bøvlet og besværlig at læse, men der er helt sikkert læsefrugter til den, der får kæmpet sig igennem fabuleringerne.