Receptionen af Tove Ditlevsens forfatterskab faldt ikke just i forfatterens smag, hvilket man som nutidig læser uvægerligt må sympatisere med. Enten blev hendes bevidst poetiske strategi med at inddrage sin egen biografi, historie og privatliv hånligt kategoriseret som brevkasseskriverier fra et kvindeligt univers uden universel relevans eller kvalitet. Eller også afviste samtidens modernistisk begejstrede kritikere og forfattere hendes særegne blanding af personlige erfaringer, lyrisk skønhed, raseri og hudfletten af den borgerlige klasses idealer som falden uden for de modernistiske dogmer og paradigmer. Denne nærmest entydige kanonisering blev dog kærkomment udfordret da Ditlevsens roman fra 1943 Barndommens Gade blev filmatiseret af Astrid Henning-Jensen i 1986 med Sofie Gråbøl i hovedrollen og med musik af Anne Linnet. Titelsangen blev et regulært hit, og filmen fik åbnet for den brede befolknings forståelse af og interesse i Ditlevsens forfatterskab. Og nu i 2015 er det igen til en vigtig reaktualisering og forståelig revitalisering af Tove Ditlevsens ouevre.

Den unge forfatter Olga Ravn har samlet hidtil upublicerede tekster, og teatergruppen Sort Samvittighed har illustreret i skøn samklang med fotografen Sofie Amalie Klougart. Parallelt med antologiens komme turnerer Sort Samvittighed landet rundt med deres udsolgte fortolkning af Ditlevsen, ”Tove! Tove! Tove!”, som de både beundrer, elsker og frygter. Med Ravns egne ord kan antologien bedst beskrives som ”herligt urene tekster, bastardtekster”, som bare i selve konglomeratet, i smeltediglen af essays, klummer, essaystik, brevkassesvar og løsrevne fragmenter, viser et af kardinalpunkterne i Ditlevsens æstetiske produktion: Den både bevidste men også uundgåelige sammenblanding af kunstneren og privatpersonen Tove Ditlivsen, af virkelighed og drøm, poesi og narrativ – et maskebal, hvor masken, den ydre facade både udstilles nådesløst og aldrig helt fjernes. Som en tidlig Cindy Shermann leger Ditlevsen med sine identiteter som barn, mor, ægtefælle, elsker, digter, kunstner, borger, menneskebarn og formidler de forskellige aliasser med en – for sin samtid - sjælden set intensitet og selvbevidst venden vrangen ud på sig selv.

Første essay, ”Historien bag historien”, er både hjerteskærende og en art poetik, der begynder med sætningen: ”For nogle år siden besluttede jeg mig for at gå i hundene.”. Denne selviscenesættelse lader hverken den romantiske (mandelige) kunstnermyte eller en postmoderne autobiografisk performancekunstner noget tilbage. Både forfatterskabet og Ditlevsen selv var alle dage en art prædetermineret bevægelse hen mod døden, der for Ditlevsen selv var mindre skræmmende, nærmest befriende, end selve livet. Eneste eksistentielle mulighed for frelse er kunsten, bogen, som beskrives smukt og metafysisk i fragmentet ”Min bog”.

Uanset genre er de valgte tekster næsten forpustede men ikke forhastede eksempler på den frenetiske desperation, længslen, den daglige eksistentielle smerte men også skriveglæden, som Ditlevsen skrev med, imod og til. Empatien og medfølelsen fra læseren ved mødet med den overvældende livsangst er konstant, ligesom en eviggyldig og tidsløs vrede over samtidens forventninger til og begrænsninger af kvinden som mor og ægtehustru strømmer gennem teksterne som fx ”Jeg vil gerne rette en tak til Illums Bolighus, fordi de skabte så smagfuldt og fint og gennemtænkt et hjem for en familie, der aldrig har eksisteret.” Denne kulsorte sarkasme kunne være et aktuelt debatindlæg i Politiken eller Information, der automatisk ville generere diskussionstråde på Facebook og i avisernes kommentatorspor. Om end Ditlevsen aldrig selv bekendte kulør til feminismen, er det en konstant understrøm i hele forfatterskabet og hos både Olga Ravn og i Sort Samvittigheds fortolkninger af ’deres’ Tove.

Tematisk kredser teksterne om velkendte fokusområder – Ditlevsens fattige barndom (”Altid har jeg undret mig over det hyppigt anvendte udtryk ’fattig og ensom’. For mig at se er fattigdommens største forbandelse dog den. at man sjældent eller aldrig har mulighed for at være alene.”), barndomsgaden (”fortiden var inden i mig som et stykke mur, oversvømmet af minder”), arbejderfamilien, den autoritære far, som altid favoriserede broderen Eivin, moderen hvis kærlighed Ditlevsen aldrig følte sig sikker på, hendes ulykkelige ægteskaber og livet som hustru og mor til tre, hvor hun i virkeligheden bare gerne ville skrive og finde ”Det tabte ark”:

”Tonsvis af beskrevne ark papir har jeg sendt ud i verden. Et enkelt ark forsvandt for mig, og skønt jeg ledte desperat efter det, fandt jeg det aldrig. Som tiden går er der ingen ende på, hvad der stod skrevet på det: udødelige digte, geniale begyndelser, sjældne essays, og det følsomme brev til en ven, jeg var kommet bort fra og ville kalde tilbage. Alt hvad mit hjerte rummer stod at læse på dette ene ark af titusinder, der og bliver uigenkaldeligt tabt som en brevdue, der flagrer ud af hænderne, inden man når at mærke den.”

Megen morskab er udgydt over, at Ditlevsen forfattede sin egen nekrolog, hvilket mange mandelige forfattere har gjort før og efter hende til mindre opstandelse. Uanset hvad, er det en unik og koket lejlighed til både selvindsigt og selvovervurdering, oprigtighed og performance, hvilket også dette eksempel udtrykker. Men Ditlevsen fik til dels ret i at eftertiden ville opgradere hendes betydning i dansk litteraturhistorie og kultur, hvilket både Anne Linnet-soundtracket og Sort Samvittigheds revivial vidner om – Ditlevsens lyrik og prosa er igen del af ikke kun pigesind men den almene læser og værdsætter af stor litteratur.