»Hvem er du Tove?«, spørger den ene Tove Ditlevsen-klon den anden. Fem kvinder er alle Tove Ditlevsen med forfatterens pjuskede pagehår, iført ultramarin bukser, med vilde øjenvipper og plamager af mascara, der ser ud som, den er grædt ud i ansigtet. Ditlevsen er mange og fyldt med indre stridende kræfter, der taler til hinanden.

Teaterkollektivet »Sort Samvittighed« er i Det Kongelige Teaters regi samlet til forestillingen Tove! Tove! Tove!, der er fyldt med musik, men som man næppe kan kalde for en teaterkoncert. Godt nok mestrer de fantastiske ensemblekvinder at spille både bærbar keyboard, et væld af guitarer, fandenivoldske trompeter og et trommesæt i barnestørrelse, men forestillingen får på så mange andre tangenter - fremfor alt nådesløse citater, der drager publikum med ind i Tove Ditlevsens gennemførte pessimisme og også kynisme. Det nærmer sig kabaret.

Nogle gange med en så grovkornet humor, at man næsten ikke ved, om man skal grine eller græde. Men som samtidig gør forestillingen fængende og barsk og eminent tager os med ind i Tove Ditlevsens syreagtige kvindeunivers.

De fem medvirkende - Leila Vestgaard, Jeanett Albeck, Signe Egholm Olsen, Tilde Maja Frederiksen og Rikke Bilde - boltrer sig i en meningsfyldt iscenesættelse mellem konfetti, balloner for fuld rejsning og i en ejendommelig tidløs scenografi af grønne gardiner, hvide balloner og PH-lamper.

»Tak til Illums Bolighus, fordi de skabte så smagfuldt og gennemtænkt et hjem for en familie, der aldrig har eksisteret«, lyder det i et bittersødt citat om den borgerlige familiefacade, som det ikke var Tove Ditlevsens intention at gemme sig bag.

Ledemotiv

Med virkningsfulde billeder får vi oprullet Tove Ditlevsens barndom, uden at det bliver sentimentalt. Og barnets smerte har det med at være kronisk. Tove Ditlevsens dulmede erindringerne om sine sorte barndomsår på Vesterbro med narkotika og det, der var noget sundere: At banke i »hakkebrættet«.

Skrivemaskinens klimpren er et ledemotiv gennem hele forestillingen, og barndommens næsten uhyggelige måde at gentage sig selv i voksenlivet dukker virkningsfuldt op gennem hendes egne forsømte børn, der med deres ildevarslende masker og forvrængede stemmer med sylespidse ord rammer kvinden bag skrivemaskinen lige i det skrøbelige sind. Men det sørgmodige virker kun, når der er skæg til forret og mellemret. Scenen, hvor hun i brudekjole sømmes fast på væggen ved siden af et foto af en småborgerlig mandlig stivstikker, er fantastisk. Det satans kedsommelige ægteskab.

Vid og smerte
Selv om den trækker lidt ud, så er den rå scene med Tove Ditlevsens erindringer om fladlus fra ungdommens trappeopgange kostelig. Skuespilleren Rikke Bilde har en blomme - eller et eller andet - i munden, mens hun på drævende københavnsk tilsat lidt sprut og lidt piller - beretter særdeles udførligt om lusenes generende rejse gennem kønsbehåringen. Hurra for glatbarberingen - men tænk sig, så foregår det midt i en finkulturel passiar på tv. Kosteligt og formidabelt spillet. Blot lidt for langt.

Forestillingen holder stilen med både vid og smerte. Efter pausen virker nogle passager lidt uforløste, men et musikalsk trusseshow trækker forestillingen tilbage på sporet. Selvmordet er planlagt. Vi venter bare på det.