En af de væsentligste problematikker i det 21. århundrede er hvordan, vi skal stille os ift. den faretruende klimakrise. Verdens tilstand er kritisk, og FN’s klimapanel prøver desperat at råbe magthavere op, så der skrides til handling, inden det er for sent. Hvis det da ikke allerede er det!

I bogen Naturen er hellig. Klimakatastrofe og religion forsøger religionshistorikeren Jens-André P. Herbener at brede diskussionen lidt ud. For Herbener er det nemlig ikke nok med politiske tiltag eller aktivisme, for hvis vi ikke ændrer vores grundlæggende syn på verden, så vil en eventuel afvikling af den nuværende krise blot være symptombehandling.

Hovedproblemet er de monoteistiske religioner, der sætter mennesket i centrum for et skaberværk, der er designet af en Gud, som er uden for det skabte univers. Mennesket ophøjes til en position, hvor det dyrker sig selv og sætter sig selv over resten af verdens liv. Løsningen er, at vi skal have disse religioner ud og genindføre animismen, der anskuer livet panteistisk, så guderne bor i naturen, og dermed gør naturen hellig. Effekten er, at mennesket passer bedre på naturen pga. de religiøse hensyn, de så må tage. Herbener formulerer det sådan: ”Vore handlinger har rod i vore grundlæggende værdier, om det så er på et individuelt eller samfundsmæssigt plan. Det betyder, at den globale klimakrise i sidste ende er en værdikrise. En ændring af vore skadelige handlinger forudsætter derfor en ændring af vore skadelige værdier. Ellers risikerer alle - nødvendige konkrete - tiltag at blive kortvarig symptombehandling” (s. 46).

Nogenlunde sådan forstår jeg Herbeners anliggende. Jeg håber beskrivelse er fair, for jeg må bare sige, at jeg vist aldrig har læst en bog med så megen ambivalens som denne. Det kan jo give mig en skæv vinkel i gengivelsen af værket, men omvendt kan det måske give mod på at gå i gang med bogen selv for læseren af denne anmeldelse?! Hvorfor er jeg splittet? Fordi jeg er helt på linje med Herbener, når det kommer til krisebevidstheden. Han argumenterer overbevisende for, at den vestlige verden forsømmer at gøre noget ved problemerne, fordi vi ikke vil se i øjnene, at vi bærer ansvaret for problemet. Han kritiserer vækstideologi på en måde, som er dejligt forfriskende. Og han gør det i et sprog, der for det meste er både engagerende og herligt hidsigt.

Men der er også en række områder, hvor jeg enten er lodret uenig i diagnosen, eller hvor jeg sidder tilbage med så mange spørgsmål, at jeg ikke helt ved, hvor min samlede vurdering skal ligge. Lad mig gennemgå et par bemærkninger:

Kristendom versus animisme
Som sagt er det Herbeners hovedpointe, at særligt kristendommen er skyld i verdens fordærvelighed, mens nyhedenske religioner med animistisk præg ville være et langt bedre alternativ. Det er jo en helt fair holdning, men det irriterende er, at han ikke fører den konsekvent igennem. Flere steder i bogen skriver han, at kristendommens ideologi og menneskesyn ligger under vores sekulære verdenssyn i vesten i dag. Det er således kristendommen, som egentlig er skyld i kapitalisme, udpining af jorden, egocentrisme og karrieredyrkelse (s. 124). De animistiske religioner står for åbenhed, tolerance, kærlighed til jorden og fællesskab med andre mennesker og naturen. Sådan. Sort/hvidt.

Men alligevel kan han ikke nære sig. For vi har jo værdier, som vi egentlig godt kan lide. Stammer de så også fra kristendommen? Nej; de stammer pludselig fra hedenskabet! ”Således må adskillige af de værdier, som mange vesterlændinge hylder i dag, idéhistorisk snarere karakteriseres som hedenske end kristne” (s. 90). Det er lidt en træg holdning, at kristne er ophav til alt det negative, mens de nyhedenske religioner er ophav til alt det gode. Det kommer selvfølgelig af, at Herbener har skabt sig en karriere på sit had til kristendommen. Et had vi kender fra hans mangeårige virke i dagbladene og universiteterne. Men den akademiske distance han af og til kan fremvise gennemskinner ikke dette polemiske værk, hvor det alt for ofte bliver ensidigt og forsimplet.

Mennesket over for dyrene
Menneskets samlede befolkningstal på jorden er stødt stigende. Og det har det været i mange år. Det udgør et stort problem for klimaet, der lider under de mange mennesker, som skal brødfødes. Desuden samles mennesker verden over i storbyer, hvor forureningen grundet denne urbanisering er storslem. Det er jo kendt stof. Men det er uklart for mig, hvad Herbeners løsning er på problemet. Han er enig med dybdeøkologerne, der siger, at ”Det ville være bedre for menneskene, hvis der var færre af dem [altså mennesket, red.] - og meget bedre for andre levende væsener” (s. 58). Derfor udgør det ifølge Herbener også et problem, at den medicinske udvikling de sidste 200 år har forlænget menneskets levetid så drastisk (s. 132-133). Og slutteligt opfordrer han i sin egen handlingsplan til, at ”Hver familie bør, så vidt muligt, kun få ét barn” (s. 159). Det ligner jo en klar plan, men hvad gør vi nu? Skal vi stoppe med at behandle syge og bare lade dem dø? Skal vi stoppe vores nødhjælpsarbejde for bare at lade fattige folk sulte ihjel? Herbener skriver selv, at ca. 1 milliard mennesker sulter dagligt. Er det fint nok, hvis de bare dør af sult? Disse hårde spørgsmål er påtrængende, når man læser Herbener. Det er simpelthen uklart, hvordan han stiller sig i forhold til verdens lidende.

Det skyldes blandt andet, at Herbener ønsker at flytte fokus fra vores antropocentrisme, hvor mennesket er det vigtigste levende væsen, til en bio- eller økocentrisme, hvor naturen er det vigtigste. Måske er jeg for farvet af europæisk ideologi, men jeg ville aldrig vælge at redde en fugl frem for et menneske. Når alt kommer til alt, så bliver spørgsmålet til Herbener: Hvis mennesket er så frygteligt, bør vi så bare begå kollektivt selvmord? Og hvis det er så forfærdeligt, at mennesker i dag bliver gamle, hvorfor lader en aktivist som han, der netop er fyldt 45, så sig selv være i live? Udpiner han ikke bare selv jorden med sin aldrende eksistens?

Skal en fake-religion frelse os?
Når man læser bogen igennem, så opstår der en sær spænding. Det er tydeligt, at Herbener foragter monoteister. Det er også tydeligt, at han vil foretække animister i stedet. Men det er ikke tydeligt, om Herbener selv er animist. Han tilhører den skole, der anser al religion for at være et kulturprodukt. Men er det så hans plan, at en religion, vi ved, der er opspind, skal frelse os? Det virker næsten komisk. På de afsluttende sider, side 186-187, lader det til, at Herbener mener, at vi ikke kan komme uden om religion, hvorfor det bedste er at give det religionshungrende folk en tro, der ikke skader naturen. Men det virker tamt på mig. Religion er også en længsel efter det sande, og det bliver det jo aldrig, hvis vi alle sammen godt ved, at det er noget vi finder på.

Selektiv bibelbrug
Det leder videre til det næste punkt, for som teolog må jeg sige, at Herbener udviser en stærkt kritisabelt selektivisme, når det kommer til bibelreferencer. Han citerer selv fra Paulus brev til menigheden i Rom. Alligevel overser (?) han, at Paulus faktisk skriver, at skaberværket sukker efter forløsning (Rom 8,18-23) (s. 77). Desuden overser (?) han behændigt, at når Bibelen taler om verdens undergang - en tale Herbener hader - så er det ikke de kristne, der står bag, men Gud. Mennesket skal forvalte jorden og passe på den, mens Gud rigtignok kan gøre, hvad han vil med den jord, han har skabt. Der er altså ikke bibelsk primat for mennesket, så det bare kan ødelægge skabningen. Tværtimod.

Desuden frelser Gud ikke kun mennesket i den berømte Noas Ark, men faktisk også et par af alle dyrearter. Og Jesus siger selv, at Gud sørger for alt det levende, han har skabt. Det er ikke for at holde bibeltime her, men for at dokumentere, at når man arbejder med så righoldig en bog som Bibelen og så broget en tradition som kristendommen, så er den ubesindige citatbrug, som Herbener ligger for dagen, ikke brugbar. Ganske enkelt. Det samme gælder i øvrigt epokale nedslag af, hvad en pave eller en kirkefader har sagt om et emne. Det er ikke repræsentativt for den 2000 år gamle globale kristendom.

Brugen af tal
Monoteisme har ifølge Herbener eksisteret et kort sekund i forhold til animisme. Men når Herbener skal bruge tal, er billedet et andet. Ifølge ham opstår fænomenet religion for 30-40.000 år siden i Ældste Stenalder. Monoteismen kan dokumenteres til 1400 f.v.t. Det giver altså monoteisme i ca. 3500 år og altså rundt regnet 10% af menneskets historie (på side 142 er det dog nedskrevet til 2000-2500 år, altså ca. 5%). Uanset den lidt forvirrende talbrug er selve argumentationen problemet. For bare fordi noget er ældst, er det så bedst? Hvad så med videnskaben? Synet på kvinder? Synet på andre racer? Etc. Nogle emner har en ligeså lang historie som mennesket. Nogle har været væsentlige, er faldet ud, for siden at blive aktuelle igen. Og atter andre tematiseres først i nyere tid. Denne form for ”ol’ time religion”-argumentation finder jeg spøjs.

Hvad gør værdierne?
Igennem bogen bliver det klart, at Herbener mener, at menneskets værdier former dets handlinger. Derfor er de monoteistiske værdier så farlige og må udryddes. Alligevel kan han skrive: ”Den kedelige konklusion er, at mennesket er en potentielt destruktiv art, hvis økologisk ødelæggende adfærd kan komme til udtryk i en hvilken som helst kulturel kontekst” (s. 149). Det skriver han naturligvis for at helgardere sig, men jeg mener, det viser, at hans tese er skrøbelig. Det er nemlig ikke værdierne, der i sig selv er problemet, men mennesket (avs!). Uanset om man abonnerer på kristendommens forståelse af menneskets iboende syndighed eller på en naturalistisk forståelse af den egoistiske dyriskhed, så vil mange være enige om, at mennesket ikke kan leve det perfekte liv - hverken for sig selv eller andre. Det er som om, at Herbener vil glemme det, fordi han så inderligt gerne vil have de kristne ned med nakken.

Brugen af ord
Dele af Herbeners bog har været skrevet som indlæg i Dagbladet Politiken. Det er helt OK at samle og udgive det som bog. Den skæmmes dog lidt ved, at variationen af fremmedordene ikke helt følger den samlede tekstmængde. Når et fremmedord som ”kalamiteter” bruges 8-10 gange i bogen, så virker det forstyrrende ukreativt. Det har sikkert ikke faldet nogen for brystet ved læsning af netartiklerne på politiken.dk, men i en samlet bog er det stilistisk slapt.

Jeg synes, på trods af ovenstående, at Naturen er hellig er en god debatbog. Den er polemisk, engageret og med noget på hjerte. Men jeg synes også, at Herbeners egentlige anliggende - at naturen skal reddes - drukner i hans personlige mishag ved monoteismen. Det spærrer for hans udsyn og gør bogen mindre egnet til igangsættelse af handling. Desværre.