Den kristne bibel indeholder 66 ”bøger” eller skrifter, som tilsammen danner selve bogen. Der er mange klassikere i verdens mest solgte bog, men få har alligevel har så intens en receptionshistorie som Paulus’ brev til menigheden i Rom, også kaldt Romerbrevet. Paulus skrev sit brev omkring midten af 50’erne til en menighed, han ikke havde besøgt, hvor hans teologi bliver udfoldet, og hans planer om at rejse til Rom og dernæst Spanien bliver beskrevet. Brevet rummer nogle af de mest centrale udsagn om kristentroens indhold, og den har virket til religiøs vækkelse hos så markante kirkehistoriske skikkelser som Augustin og Martin Luther.

I denne nye bog fra nogle af Danmarks førende fortolkere af Paulus’ breve finder vi en gennemgang af de nyeste fortolkninger af Romerbrevet. Normalt skrives bibelske kommentarer som enkeltmandspræstationer, men denne udgave er et kollektivt værk, hvilket får den til at minde om en mosaik, der ikke er helt færdig.

Pagtsnomisme
Udgangspunktet for fortolkningen er en bevægelse i forskningen, som har stået på siden 1977, hvor forskeren E.P. Sanders i bogen Paul and Palestinian Judaism skrev, at den protestantiske forståelse af Paulus’ opgør med jødedommens gerningsretfærdighed byggede på en grundlæggende fejltagelse. I Sanders’ optik var jødedommen nemlig ikke en religion, hvor frelsen hviler på gode gerninger, men en religion, som bygger på den enkeltes relation til Gud gennem en pagt. Moseloven, som er jødedommens vigtigste skriftafsnit, er ifølge Sanders ikke en vejledning i, hvordan man bliver frelst, men derimod en instruktion i, hvordan man bliver i pagten med Gud, den såkaldte pagtsnomisme. Humlen er, at Sanders deraf mener, at Paulus’ teologi ikke er ”kristen” med jødisk, hvilket igen vil sige, at Paulus ikke brød med jødedommen. Sanders’ tolkning, og de efterfølgende appliceringer på teologien som fx Krister Stendahl og James Dunn har udarbejdet, kaldes for ”det nye Paulusperspektiv”.

Nu er der på det seneste dukket en ny tilgang op, som kaldes ”det radikale nye Paulusperspektiv”. Disse forskere mener, at ”det nye Paulusperspektiv” gør Paulus til en dårlig jøde, der misforstår centrale dele af jødedommen. De mener i stedet, at man skal læse Paulus’ skrifter sådan, at han er en genuin jøde, der repræsenterer en genuin jødisk forståelse af loven, som man kender den fra den jødiske diaspora.

Paulusevangeliet spænder sig selv ud mellem disse to positioner. De forskellige forskere bruger forskellige dele af Romerbrevet til at argumentere enten for det nye- eller det radikale Paulusperspektiv.

Udfordring
Alle indlæggene er velskrevne og udtryk for reflekteret eksegese. Jeg savner dog et meget væsentligt element: en diskussion af E.P. Sanders’ teori om pagtsnomisme. Gennem bogen forudsættes det bare, at Sanders’ tolkning er korrekt, mens kritikken i stedet rettes mod de teologiske fortolkninger af Sanders. Men sæt nu Sanders tog fejl!? Sanders er fra flere hold blevet kritiseret for kun at arbejde med den gren af jødedommen, som kaldes tannaisme. Men kan man indsnævre jødedommen på den måde og så reelt bruge det? Det burde være diskuteret, ikke mindst i indledningsafsnittet.

En anden udfordring er det uafklarede forhold, bogen har til retorikken. Flere af forskerne, fx Magnus Zetterholm (s. 66), knytter til ved teorien om, at Paulus skriver markante afsnit af brevet i den såkaldte diatribe-stil, hvilket betyder, at han diskuterer med en opfundet (imaginær) samtalepartner. Stilen er kendt fra græsk filosofi. Mens andre af forskerne, fx Anders Klostergaard-Pedersen (s. 167), kritiserer denne tilgang som søgt eller upræcis, hvilket for en lægmand besværliggør læsningen meget. Der er nemlig ikke nogen systematisk beskrivelse af diatribe-diskussionen, så man skal selv sammenstykke for-og-imod på tværs af kapitlerne. Det frustrerer ret meget. Et lignende eksempel er diskussionen af brevets anledning, dvs. grunden til at Paulus overhovedet skriver til en menighed, han ikke kender. Skriver han for at udlægge sin teologi eller for at sikre sig anerkendelse hos en menighed, han snart skal besøge? Igen må der krydslæses på en ikke optimal måde.

En tredje udfordring går på den overordnede tilgang til brevet. Flere af forskerne er ret dygtige til den store syntese, dvs. sammentænkningen af forskellige teoretiske forhold. Til gengæld oplever jeg, at det kniber mere med analysen, dvs. nedbrydningen af de enkelte vers og deres logiske sammenhæng. I stedet for en induktiv tilgang, hvor de enkelte vers’ indhold tilsammen giver en mening, benyttes en deduktiv tilgang, hvor nogle bestemte svar søges, og som derfor sjovt nok også findes. Et eksempel beskrevet via en syllogisme:

A. I stoisk filosofi kan et menneske gå fra én virkelighed (fx uvidenhed) til en anden (fx oplysning) gennem et punkt (fx viden).
B. I Paulus’ teologi går en person fra at være ikke-troende til at være troende gennem et punkt, dåben.
C. Ergo er Paulus stoiker.

Eksemplet her skal illustrere, hvad jeg mener, er en metodisk fejl. Det er detaileksegesen, den induktive læsning af brevets indre, logiske opbygning, der skal udlede forståelse. Ikke en deduktiv søgen efter svar i teksten, som man reelt kender på forhånd.

Bias
Sidst men ikke mindst afslører værket en systemisk fejl i det teologisk-eksegetiske miljø i Danmark: isolationen. For nyligt døde den kontroversielle, hyperliberale NT-forsker, Marcus Borg. Borg var leder af ”Jesus seminar”, der forsøger at afgøre hvilke udsagn i NT, som virkelig stammer fra den historiske Jesus (det afgøres ved afstemning!). Men han var alligevel foregangsmand for en åben, fri og akademisk debat omkring et kontroversielt emne, og som sådan var han vellidt af både liberale og konservative forskere.

I Paulusevangeliet afslører man en ubehagelig tendens til at afskrive store dele af forskningen; den del man ikke selv er enig med. Så er debatten forstummet og forskerne står tilbage og bekræfter hinanden i, at de har ret. De konservative forskere har i stort omfang taget udfordringen fra det nye Paulusperspektiv seriøst og har bl.a. skrevet den omfangsrige og solide gendrivelse af paradigmet Justification and Variegated Nomism i to bind. Værket nævnes ikke engang i Paulusevangeliet. Seriøse, konservative forskere som Douglas Moo, Stephen Westerholm, og Simon Gathercole er enten ikke nævnt eller kun sporadisk opremset. Det klæder ikke en akademisk diskussion.

Paulusevangeliet er som antologi et spændende læs værd, men som eksempel på en selvrefererende diskurs i bibelsk eksegese i Danmark er den lidt forstemmende.