Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere

Drømmenes Pris – H.P. Lovecrafts liv og litteratur / Martin Wangsgaard Jürgensen / 444 sider
Kandor. ISBN 9788771717440
Anmeldt 12/3 2025, 16:38 af Torben Rølmer Bille

Manden bag tentaklerne


Manden bag tentaklerne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Martin Wangsgaard Jürgensen har ikke alene skrevet den første monografi om gyserforfatter H.P. Lovecrafts liv og bøger, han har også skrevet en virkelig læseværdig og gennemarbejdet bog, der byder på mange gode vinkler på og indsigter i forfatterens liv og virke. En bog der ikke alene er en glimrende biografi, der gør op med mange af de myter, der eksisterer om forfatteren (og årsagerne til at de er opstået), men så meget mere.

I Drømmenes Pris – H.P. Lovecrafts liv og litteratur bliver forfatterskabet på godt og ondt knyttet op til forfatterens personlige liv og oplevelser. Sådanne analyser er som regel noget anmelder finder problematisk, idet man diskuterer forfatterskaber, men når de mange træk fra fortællingerne nærmest konsekvent bakkes op ved nærstudier af Lovecrafts egen omfangsrige brevkorrespondence, så ender denne fremgangsmåde med at blive meget troværdig.

Bogen er dog langt mere end blot en biografi, det er også en kronologisk gennemgang af mandens vigtigste noveller, øvrige tekster og inspirationskilder. Indimellem agerer Martin Wangsgaard Jürgensen smagsdommer i forhold til hvilke af disse fortællinger han synes er vellykkede. Her kan man som læser jo så være mere eller mindre enig, for det er jo lige som med anmeldelser, i høj grad afhængig af ens personlige smag, hvordan ens opfattelse af en given tekst er. Når det er sagt så er Hr. Jürgensen ret overbevisende i gennemgangen af hvad det helt præcist er han synes ikke fungerer i de tekster han udpeger som mindre vellykkede. På den vis kommer bogen også til at fungere som en slags læseguide, til de der måske aldrig har læst Lovecraft tidligere.

I bogens sidste par kapitler slippes Lovecrafts forfatterskab og så fokuseres der på den påvirkning Lovecraft har fået på eftertiden, både i forhold til andre forfattere, gysergenren mere overordnet samt populærkulturen. I det hele taget dækker Martin Wangsgaard Jürgensen langt de fleste baser i bogen, for man skal være virkelig dygtig for at finde elementer, tekster eller henvisninger til ting, der synes at mangle.

Selv om der forekommer et par enkelte gentagelser undervejs (f.eks. nævens det mere end et par gange at August Dereleth er hovedansvarlig for det image Lovecraft fik som en ensom, svagelig særling der skrev om kampen mellem det gode og det onde), så er bogen overordnet set meget skarpt formidlet. Der masser af konkrete henvisninger til tekster, bøger og andre kilder, der gør at den interesserede læser nemt vil kunne kaste sig over mange af de tekster, som har været researchmateriale til denne bog. Særligt sympatisk finder Kapellets anmelder, at forfatteren har sørget for at udpege hvilke bøger i bibliografien, der efter hans mening er blandt de vigtigste, hvis man efter endt læsning har fået kosmisk blod på tanden og vil læse flere fagtekster om Lovecraft.

Selv om man kan fremhæve rigtig mange positive aspekter ved bogen, så er en af de bedste elementer opgøret med den gængse opfattelse af Lovecrafts person og måske mere vigtig, den ovennævnte opfattelse af Cthulhu-mytologien, som bestemt ikke handler om kampen mellem ondt og godt, men i stedet tilværelsens totale ubetydelighed set i lyset af et uendeligt og iskoldt kosmos med kræfter der overgår menneskelig forstand. Konceptet om at vi som mennesker er fuldkommen ligegyldige i disse sammenhænge og at denne indsigt er det, som skaber følelsen af gru. Når man står ansigt til ansigt med The Old Ones, er de ud over at være ubeskrivelige, netop er repræsentanter for dette koncept og ikke ”onde” i traditionel forstand.

Indledningsvist i bogen bliver det, ganske i tråd med rigtigt mange Lovecraft-udgivelser, slået fast at Lovecraft var glødende racist og at der i både hans fortællinger og breve findes masser af belæg for dette. Ikke desto mindre bliver dette aspekt af Lovecraft også diskuteret mere nuanceret, end mange andre steder. Idet læseren lærer forfatteren bedre at kende, så finder man også ud af, at det især var den unge Lovecraft, der tordnede mod etniske minoriteter. Ikke at ungdommen undskylder sådanne hadske udsagn og holdninger, men blot for at sige det lykkes at tegne et noget mere komplekst portræt af Lovecraft.

Det er også fedt at Martin Wangsgaard Jürgensens bog ikke bliver en ensidig hyldesttale til en forfatter han holder af, men derimod et kritisk og ganske detaljeret blik på mandens forfatterskab, samtid, hans rolle i nutiden og ikke mindst de universer han skabte med ord.

Som nævnt indledningsvist er dette ikke alene den første bog om Lovecraft udgivet på dansk, det er også en bog, som alle der har en interesse for forfatteren bør læse. Der må være mange andre end undertegnede og Jürgensen, der for år tilbage faldt over Graftons paperbackudgave af Lovecrafts historier, andre som har spillet Call of Cthulhu sammen med vennerne eller for den sags skyld set et utal af de mere eller mindre vellykkede film inspireret af forfatterskabet. Alle vi bør derfor berige vores kendskab til Lovecraft ved at lade Martin Wangsgaard Jürgensens bog få en fast plads i bogreolen lige ved siden af Necronomicon.

Forrige anmeldelse
« Fra neuron til person «
Næste anmeldelse
» Religionskritik som dialog »