Psykologen Susan Hart er kendt navn i psykologkredse. Forfatter til over 20 bøger og artikler i massevis. Især er hun kendt for udviklingen af den såkaldte neuroaffektive udviklingspsykologi, som er en teoretisk ramme for forståelsen af udviklingen af menneskets følelsesliv, som henter indsigter fra bl.a. hjerneforskning, evolutionspsykologi, udviklingspsykologi, tilknytningsteori og traumeforståelse.

En vigtig pointe er her, at vi som mennesker formes igennem vores relationer på baggrund af vores medfødte forudsætninger. Det handler blandt andet om, hvordan vi lærer at mærke, rumme og regulere vores følelsesliv. Om evnen til empati og tilknytning. I det hele taget om, hvordan vores medfødte potentiale udfoldes igennem de relationer, vi møder tidligt i livet. Det er altså en i høj grad dynamisk og ikke-deterministisk tænkning, der udfoldes i Harts tilgang til den menneskelige psyke.

Opgør med en sejlivet dikotomi
I Susan Harts seneste bog, Fra Neuron til person, er det vekselvirkningen mellem arv og miljø, eller snarere ophævelsen af de to begrebers umiddelbare modsætningsforhold, der er hovedærindet. Dette afsløres allerede med bogen undertitel Hvordan hjernen, neurokemi og miljø former vores liv. Og pointen om interaktionen mellem de forskellige kategorier gentages også utallige gange i bogen. Men det er også en sejlivet dikotomi der tages livstag med. Så de mange gentagelser tjener vel en form for pædagogisk formål.

For eksempel lyder det sådan her i bogen. ”Den neurale struktur bærer på anlægget, men erfaringen giver det dets specifikke udformning. Den struktur, som nervesystemet har allerede fra fødslen, bestemmer mulighederne, og hvilke ændringer miljøpåvirkninger kan medføre. Vi er fx som mennesker forudprogrammeret til at lære sprog, men det specifikke sprog er afhængigt af det miljø vi er opvokset i” (s. 38).

Menneset er ikke en “blank tavle”, hvorpå kulturen indskriver betydning. Mennesket er også meget mere end dets medfødte genetik. Hart tilbyder i bogen et vokabular og en forståelsesramme fra især hjerneforskningen til at forstå dette samspil mellem medfødte forudsætninger og omgivelser.

Vi kan dermed afløse en konstruktivistisk menneskeopfattelse med en egentlig videnskabelig forståelse af mennesket, som faktisk i samme ombæring videnskabeliggør konstruktivismens pointe om betydningen af miljøets og kulturens betydning for den menneskelige psykologi.

De tidligste relationers fundamentale betydning
I Fra neuron til person er Harts ærinde især at undersøge de tidligste relationers betydning, herunder også for neurokemien i spædbarnets hjerne. Som der skrives: ”De tidligste relationer fungerer som afgørende byggesten for, hvordan vi udfolder vores medfødte evner og potentiale […] For spædbørn fungerer de tætteste omsorgspersoner som en nøglefigur, der ikke blot regulerer interaktionen, men også spiller en afgørende rolle i forhold til at forme neurokemien i spædbarnets hjerne” (s. 39). Hart har andetsteds udfoldet, hvordan også pædagoger o. l. spiller en vigtig rolle for børns mentale og følelsesmæssige udvikling.

Pointen om de tidlige relationernes formative betydning forsøger Hart at gøre konkret ved at bruge tre cases, som består af tre livsforløb. En af disse cases, er interessant nok Elon Musk, hvis biografi af Walter Isaacson, Hart lægger til grund for en fjerndiagnosticering. Det er ret interessant perspektiv, man får på Musks akutelle bersærkergang på den amerikanske stat, når man hører om, hvordan han havde svært ved at forstå sociale signaler og manglede empatiske evner, og hvordan han følte sig fremmedgjort over for sin far, som var farligt utilregnelig i hans barndom. Som det lakonisk lyder ”Elon [har] ikke fået meget støtte til at udvikle sit følelsesmæssige potentiale. Meget af hans personlighed har han formet gennem videospil, rollespil og interessen for teknisk kreativitet (s. 157).

Det er ikke nogen nem opgave at gøre neuropsykologisk fagsprog til en lettilgængelig sprog, som kan læses af ikke-eksperter, som eksempelvis undertegnede, men det lykkes rigtig fint, langt hen ad vejen. Sproget er på intet tidspunkt en nydelse i sig selv, men som værktøj til at formidle indsigter om vores hjerne og vores dynamiske væren i verden fungerer det. Man kan ikke undgå at tage gode pointer og indsigter med sig.