Preben Brock Jacobsens Religionskritik som dialog er både et omfattende og perspektivrigt værk, der udfordrer den traditionelle opfattelse af, at religiøs diskurs og dens kritik nødvendigvis skal stå i modsætning til hinanden. I stedet foreslår Jacobsen en dialogisk tilgang, hvor begge sider anerkendes som centrale og gensidigt berigende elementer i forståelsen af det moderne, postsekulære samfund.

Denne tilgang bygges på en dybdegående fortolkning af Løgstrups modernitetsbegreb, og bogen indgår bl.a. i en samtale med både Gerd Thießen og Hartmut Rosa, som hver især har bidraget til debatten om religionens plads i en moderne verden.

Jacobsen trækker primært på Løgstrups begreb om de "suveræne livsytringer" og den spontane tillid, som han mener er iboende i menneskelige relationer. Ifølge Løgstrup rummer moderniteten en etisk dimension, der ikke blot kan reduceres til rationalisering og objektivisering. Han anvender denne tankegang til at understrege, at det moderne samfund – med dets komplekse og ofte modsætningsfyldte strømninger – rummer en nødvendig plads for både religiøse udtryk og sekulære kritikker. I denne optik fremstår religion ikke som en overflødig efterlevelse af fortidens traditioner, men som et dynamisk fænomen, der fortsat kan forme den etiske og kulturelle diskurs i samtiden.

I modsætning til den klassiske polarisering, hvor religion og kritik opfattes som to adskilte poler, argumenterer han for, at en effektiv religionskritik kræver en ægte dialog. Denne dialogiske tilgang indebærer, at både religiøse udtryk og sekulære kritikere er nødt til at engagere sig i en gensidig forhandling. Ifølge Jacobsen er det i mødet mellem disse perspektiver, at nye betydninger og etiske muligheder kan opstå.

Denne idé om dialog – hvor kritik ikke er en ensidig nedbrydning, men snarere en proces med gensidig berigelse – afspejler en postsekulær virkelighed, hvor de traditionelle grænser mellem det hellige og det verdslige er udvandet.

Jacobsen deler mange af de centrale pointer med Gerd Thießen, som i Religionskritik als Religionsdiskurs netop også fremhæver nødvendigheden af at anerkende religionens fortsatte relevans i moderne samfund. Begge forfattere understreger, at en udelukkende sekulær tilgang til kritik risikerer at overse religionens dybt rodfæstede indflydelse på etiske og kulturelle normer. I stedet lægger de vægt på, at en ægte kritik af religion skal tage udgangspunkt i en dialog, der anerkender både de potentielt undertrykkende, men samtidig også regulerende, aspekter af religiøs diskurs.

Endvidere inddrager Jacobsen perspektiver, der er i tråd med Hartmut Rosas analyse af moderne samfund. Rosa argumenterer for, at den sociale acceleration, der karakteriserer nutidens samfund, kan medføre en fremmedgørelse, men samtidig skaber et behov for dyb resonans i menneskelige relationer. I denne sammenhæng ses religion – og den måde, den bliver kritiseret på – som en mulig kilde til netop denne resonans.

Jacobsen indikerer ganske tydeligt, at og hvorfor det moderne samfund, med sin hastighed og fragmenterede livsrytme, har brug for en gensidig udveksling, hvor både religiøse og sekulære stemmer kan mødes og skabe meningsfulde relationer.

Forfatteren har skarpt for øje, hvordan moderne kultur ikke kan forstås ud fra en simpel opdeling mellem religion og sekularitet. I stedet beskriver han et samfund, hvor gamle religiøse motiver fortsætter med at influere politiske, sociale og etiske debatter. Denne dynamik illustrerer, at kritik af religion – hvis den skal være konstruktiv – må tage højde for den måde, hvorpå religiøse narrativer former vores kollektive værdier og identiteter. I denne henseende peger bogen på, at den etiske spænding, der opstår i mødet mellem traditionelle religiøse udtryk og den moderne, kritiske tænkning, er med til at definere vores tids ånd. Denne spænding manifesterer sig i en række dilemmaer, hvor både tro og kritik kæmper for at etablere deres plads i en globaliseret og ofte fragmenteret kultur. Ved at fremhæve disse dilemmaer tilbyder bogen ikke blot en teoretisk ramme, men også en opfordring til, at vi som samfund må tage stilling til, hvordan vi forhandler med de mange lag af mening, der karakteriserer vores moderne virkelighed.

En af de mest markante styrker ved Religionskritik som dialog er dens evne til at bevæge sig ud over simple modsætninger. Jacobsen formår at skabe en forståelse, hvor både religion og kritik ses som nødvendige og indbyrdes forbundne aspekter af en rig og kompleks samfundsorden. Den teoretiske fundering i Løgstrups modernitetsbegreb, kombineret med paralleller til mangen en modernitetsforfatter som Nietzsche, Freud, Pahuus, Thießen, Rosa osv., giver bogen en perspektivrigdom og relevans, der taler direkte inf i nutidens postsekulære udfordringer.