Lad os starte med det åbenlyse. Bibelen har eksisteret i mange hundrede år og derfor virker det en kende mærkværdigt og ganske svært, at skulle skrive en egentlig anmeldelse af den. Dels fordi teksten er en, langt de fleste (tror de) kender, dels fordi det er umuligt at give Det Nye Testamente en dårlig anmeldelse. Var det en dårlig tekst, ville den næppe have haft lige så stor en indflydelse på vores kultur og daglige liv, som nu engang er tilfældet. Tag endelig ikke anmelders ord for det, men læs i stedet Kristian Leths fremragende Verdens vigtigste bog der ganske effektivt forklarer hvordan denne gamle tekst er lykkedes med at få så stor indflydelse på verden.

Bibelen er ret beset ikke kun én bog, men en samling af mange forskellige bøger, skrifter, breve og fortællinger. Tekster, der i helt i starten af Kristendommen kun eksisterede som mundtlige overleveringer, men som efterhånden som århundrederne skred frem blev fældet ned, revideret, omskrevet, oversat og ikke mindst læst og fortolket på mange forskellige måder.

Når det er sagt skelner langt de fleste læsere af mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, for selv om første del af Bibelen er forrygende på mange måder, har det altid været fortællingerne om Jesus og dennes følge, som har været tættest på anmelders hjerte. I den optik er Det Nye Testamente den sjældne toer, der synes at overgå forgængeren.

I 1974 udkom en nyoversættelse af Det Nye Testamente af Ann Sofie & Paul Seidelin. De havde, som også bagsideteksten skriver, sat sig for at lave en ”seriøs og mundret bibeltekst”, hvilket det må siges de i den grad lykkedes med. I anledning af 50-året for denne bog har Bibelselskabets forlag valgt at genudgive den, i samme format, som mange der deler fødselsår med undertegnede vil kunne huske, komplet med den orange fisk på den lyseblå baggrund. Desuden er der et efterord af Ida Jessen, der fortæller lidt om ægteparret, der viede en stor del af deres liv på at skabe deres udgave af Det Nye Testamente.

Selv om anmelder tidligere har læst størstedelen af teksten tidligere i livet, så var det første gang Det Nye Testamente blev læst kronologisk fra start til slut. Først og fremmest var det en øjenåbner at læse de fire evangelier umiddelbart efter hinanden. Det er ret usædvanligt for nogen bog, at bringe den samme historie fire gange i streg indledningsvist, men til gengæld var det meget fascinerende at opleve, hvordan fortællingen om Jesus liv og død, var både meget ens og samtidig ganske forskellige filtreret gennem hhv. evangelisterne Mattheus, Markus, Lucas og Johannes.

De fokuserer på mange af de samme elementer fra Jesu liv, men når de læses i sammenhæng opdager man også elementer der optræder et sted, som så mangler i de andre tekster. For at få samlet hele portrættet af Kristus, bør man derfor læse alle fire. Som en tilføjelse kan den den nysgerrige læser også få fat i den apokryfe tekst Thomasevengeliet, der tegner et noget mere radikalt billede af Jesus. Her er han en langt mere anarkisk, jordnær og rebelsk type. I sidste ende er det dog op til dig, kære læser, hvilke af disse skildringer – om nogen – som du vælger som din personlige favorit.

Efter de fire Evangelier følger Apostlenes gerninger, altså beretninger om hvad disciplene foretog sig i tiden efter Jesus´ død og genopstandelse. Undertegnede havde glemt, at også flere af disciplene var i stand til at helbrede syge, få lamme til at gå og lave andre mirakler. Faktisk er der endda en situation, hvor Paulus har holdt en længere tale for en forsamling og en ung tilhører falder i søvn hvorefter han dratter ned fra sin plads på første sal og dør på stedet. Paulus vækker ham efterfølgende fra de døde. (Kap. 20 v 7-12). En vild historie.

Apropos Paulus, så var det virkelig en øjenåbner at læse Paulus´ breve. Hans tekster skal man være ganske kynisk anlagt for ikke at holde af. Eksempelvis påpeger han i hans Breve til Menigheden i Korinth at det er fuldstændigt tåbeligt at menigheden begynder at danne interne fraktioner der bekriger hinanden, alt efter hvilke apostle de hver især foretrækker. Som han skriver til dem, så burde de i stedet bruge deres kræfter på at forsøge at nå til enighed om at være fælles om at sprede det gode budskab om at elske hinanden, ja selv ens fjender, ganske som Jesus pålagde folk at gøre det.

Paulus meget pragmatisk anlagt og hans mange argumenter om hvordan han mener folk bør leve deres liv i overenstemmelse med deres tro virker stadig utrolig overbevisende. Dette med undtagelse af hans (måske forståeligt rent historisk, men ikke desto mindre meget ”gammeltestamentlige”) syn på kvinder (kap 14 vers 34-36 ). Et kvindesyn der i øvrigt gentages senere i de følgende breve. f.eks. Brevet til Hebræerne. Her bliver sproget en kende mere formelt, men ej uinteressant, idet der her bl.a. gives læseren en slags gennemgang af de vigtigste passager i Det Gamle Testamente men med det aber dabei, at der laves et opgør med praksisser, nye aftaler med Gud, heriblandt et opgør med hvordan man indrettet templet.

I både Det Gamle Testamente og i denne nyere del af Bibelen, finder man en masse vendinger, billedsprog, ligninger og historier som vi stadig benytter i dagligdagen. F.eks så skrives der i Paulus´Første Brev til Timotheus; ”Roden til alt ondt er kærligheden til penge, og der er mennesker, som under deres jagt på penge har forvildet sig væk fra Troen og forvoldt sig selv store kvaler.” (K. 6 vers 10) Faktisk er det lidt vildt at tænke på at den Kirken førhen havde så travlt med at skrabe penge ind, når nu den tekst som de fulgte flere steder advarede mod dette. Ja, selveste Jesus gjorde også oprør mod dette, idet vi hos b.la. Markus oplever den unge Jesus blive vred og vælte boderne i templet (K 11, vers 15-17).

Den sidste del af Det Nye Testamente er Johannes Åbenbaring. Det er måske den velnok mest kendte dommedagsberetning der eksisterer, og uden sidestykke den allervildeste tekst du finder i Det Nye Testamente, nærmest uanset hvilken oversættelse du foretrækker. Som Kristian Leth mange gange har fortalt om, i hans glimrende udsendelse Bibelen Leth fortalt, så er kristendommen basalt set en religion, der er baseret på en forestilling om at verden som vi kender den snart går under. Det er derfor tanken om et bedre, smukkere og mere harmoniske efterliv, som den kristne stilles i udsigt, der er en af drivkræfterne. Det og så ideen om at det er de undertrykte, de fattige og de udsatte, der skal finde forløsning.

Johannes fortæller om den vilde profeti, der er blevet givet ham og som Guds udsendte befalede ham at skrive ned. En Jesuslignende figur, der til forskel fra de skildringer af Kristus man kender er helt klædt i hvidt, med kridhvid hud, hvidt hår og udstyret med flammende øjne, befaler Johannes at memorere og nedfælde de ting som vises for ham. Det handler om altings undergang. En vild vision hvor alsken naturkatastrofer og vilde væsener hærger mens de troende ikædes hvide klæder, for at blive ført til efterlivet. De der derimod er veget fra Vejen, kastes i søer af ild og svovl. Det er voldsomt, men også en virkeligt vild, symbolladet, skræmmende, fascinerende og en tekstmæssigt vild næsten konkret visuel oplevelse.

Anmelder opsøgte i ungdomsårene netop dette sted i biblen gentagne gange, efter at være blevet fan af Iron Maiden der i deres nummer Number of the Besat netop citerer Åbenbaringen. Tak for det, Bruce Dickinson. Ikke alene er dette sidste kapitel i Det Nye Testamente ustyrligt forskelligt fra alle øvrige dele af bøgerne, men nogle af de ting som optræder, synes også at stride imod det billede mange af os i øvrigt har fået af Kristus.

Figuren (som præsenterer sig selv med at sige ”Jeg er den Første, jeg er den Sidste, og jeg er den Levende; jeg blev død, men se jeg er den Levende, jeg lever i Evighedernes Evigheder, jeg har nøgle til Dødsriget...” (Kap 1 - vers 17-19) synes jo at være en manifestation af Kristus. Han taler først til de enkelte meningheder, både med ris og ros. Du finder næppe en version af Jesus, der i nogle af evangelierne siger som følger: ”Jeg kender dine gerninger, jeg ved at du er hverken kold eller varm. Var du dog kold eller varm! Sådan som du er, lunken, hverken varm eller kold, kan jeg ikke have dig i mig, jeg brækker mig.” (Kap. 3 vers 15-17).

At genlæse Det Nye Testamente selv i en lidt ”gammeldaws” version, har været en veritabel åbenbaring. Ikke kun har den cementeret undertegnedes personlige, religiøse ståsted (med de førnævnte undtagelser i forhold til det kvindesyn der florerer), men denne version har også budt på en fantastisk læseoplevelse.

Selv om der findes folk, der går gennem livet uden de synes de har et behov for at læse Bibelen, så lyder rådet herfra: læs i det mindste Det Nye Testamente og er du er i tvivl om hvilken version af denne tekst du skal læse, så vælg denne her. Det kan godt være sproget ikke er helt så højtragende, som hvis du finder din bedstefars bibel med de krøllede bogstaver frem, men den er heller ikke så hip som Den nye Aftale fra 2020. Uanset hvilken du foretrækker, så gør dig selv den tjeneste at læse bogen- den er faktisk stadig overraskende relevant i 2024.