Hvis vi nu kender alle partiklers position, bevægelsesretning og hastighed, da verden blev skabt, vil vi så være i stand til at forudsige alle hændelser i verden? Eller med andre ord er spørgsmålet; om alt i verden kan forstås ud fra fysikkens love?

Selvom biologiske processer forekommer kaotiske og komplekse, er det så muligt, at de ville kunne forklares og forstås ud fra fysikken? Og, for at fortsætte tankegangen, for menneskers vedkommende er spørgsmålet, om vi er andet og mere end kroppens og dermed også hjernens molekyler, der banker ind i hinanden på en måde, der ville kunne forklares ud fra fysikkens love?

Sådan er tankegangen i Anders Søgaards seneste bog om kunstig intelligens: Maskinerne kommer indefra. Hvis bevidsthed skal forstås som noget, der er mere end fysiske reaktioner mellem atomer og molekyler, så må dette mere stamme et sted fra. Og hvor skulle det være? Ja, enten kan det forklares med, at mennesker er udstyret med en sjæl eller noget andet, der overskrider den fysiske verden. Men denne forklaringsmodel forekommer ikke rimelig set i lyset af oplysningstiden, og hvad der videre skete med videnskabelige forklaringer på jordens og menneskers fremkomst i historisk belysning.

En anden forklaringsmodel kan være, at hver enkelt atom eller molekyle indeholder noget mere end sine fysiske kvaliteter, hvilket heller ikke forekommer at være en rimelig forklaring på, at mennesker skulle være noget kvalitativt særligt i evolutionens udvikling.

Hvis disse to forklaringsmodeller ikke overbeviser om, at kun mennesker har sprog og bevidsthed, så er der intet til hinder for, at også dyr og maskiner kan udvikle sprog, forståelse og bevidsthed.

Og det er dette Søgaard gerne vil overbevise sin læser om er tilfældet - og især i forhold til generativ kunstig intelligens. “Jeg vil prøve at overbevise dig om, [at] det både er muligt og meget sandsynligt, at chatbotter i en eller anden grad forstår os og til dels deler verdensopfattelse med os” (s. 145).

Søgaards bog går ind i en diskussion om, hvorfor chatbots som Copilot, ChatGPT og andre generative kunstige intelligenser tilsyneladende kan komme med outputs, der indikerer en indsigt i verden og dens beskaffenhed.

Men han begynder et andet sted, nemlig ved at redegøre for, hvordan generativ kunstig intelligens fungerer. “En sprogmodel er en matematisk funktion” (s. 55). Der er således ingen forståelse for verden eller nogen viden forbundet med chatbots. De beror på store sprogmodeller, hvor alverdens ord, der har været tilstede på internettet, er blevet samlet og nedbrudt i mindre dele, der så er omsat til lange talrækker, der indikerer, hvordan dele af ord forholder sig til andre dele af ord. Man kan sammenligne store sprogmodeller med en blender, hvor alle ord bliver findelt.

Ud fra denne findeling og de relationer mellem tallene, der er kommet ud af processen, kan systemet beregne sandsynligheden for sammenhænge mellem dele af ord. Dette gør det muligt for en chatbot at komme med et output, der forekommer som en rimelig fortsættelse af et input: en prompt. Sprogmodellen giver “en sandsynlighedsfordeling over mulige fortsættelser” (s. 60) af det givne input. Det afgørende er her, at outputtet for så vidt ikke indeholder information om noget, men snarere serverer en række af ord, der er løsrevet fra de sammenhænge, der er blevet analyseret på baggrund af.

Senere ændrer Søgaard dog denne beskrivelse ved at hævde, at sprogmodeller er “matematiske funktioner, hvis variable er indstillet til at huske en masse tekst udenad. En komprimering af internettet, der… giver os adgang til information….” s. 121). Citatet er indgangen til det bærende argument i bogen, hvor Søgaard vil overbevise læseren om, at en chatbot faktisk forstår sit output på baggrund af et input; altså at chatbotten er en samtalepartner, der forstår, hvad mennesker siger og forstår den verden, som mennesker bebor, selvom den ikke har lært sprog på samme måde som mennesker, og selvom den ikke har nogen kropslige eller følelsesmæssige erfaringer med verden.

Søgaard giver en indsigt i en spændende verden, hvor forskere har vist, at lande og kulturers forskellige sproglige relationer ligner hinanden. Dette må betyde, at de forskellige sprog afspejler verden på en måde, der er ens og dermed uafhængig af geografiske forhold, hvilket modsiger alle de sprogteorier, der hævder, at sproget er bundet til en livsverden; en social og sproglig horisont, der bliver delt af en kultur, og som adskiller sig fra andre kulturer. Det er eksempelvis noget, Putnam og Wittgenstein hævder. Det kræver erfaringer fra verden at deltage i sprogspil; at blive en del af et fælles, delt sprogligt fællesskab.

Men hvis alle sprog - sprogspil - dybest set afspejler den samme verden, og store sprogmodeller analyserer sproglige relationer, så vil de også dermed få en forståelse af den verden, mennesker bebor. Og selvom det kan være rigtigt, siger Søgaard, at mennesker lærer sprog og sprogspil i særlige kulturelle fællesskaber, så er der ikke noget til hinder for, at sprogmodeller kan tilegne samme forståelse og viden på en anden måde. En blind og en seende lærer også verden at kende på delvist forskellige måder, så hvad skulle der være i vejen for, at sprogmodeller tilgår verden på en anden måde?

Søgaard mener, at dette løser “omverdensproblemet” og dermed også spørgsmålet om, hvorvidt sprogmodeller har forståelse. “Der er ingen tvivl om, at sprogmodeller har løst omverdensproblemet, og det er en af grundene til, at kunstig intelligens har fået så meget vind i sejlene” (s. 185f)

Desuden, hævder Østergaard som for at sætte trumf på, er det en fordel for en sprogmodel, der skal forudsige næste ord, hvis den har en forudgående kendskab til verden. Så behøver den ikke at trække på alle ord, men kan nøjes med at trække på de ord, der er relevante i en given kontekst.

I den sidste del af bogen diskuteres mere eksistentielle dimensioner ved kunstig intelligens. Kunstig intelligens peger på, at der ikke er eller gives en mening i verden. Den består af løsrevne ´billardkugler´, der ramler sammen og danner mønstre, som man kan tilskrive betydning, men som i virkeligheden blot er tilfældigheder. “Vi er molekylære billardkugler, der banker ind i billardkugler… Vi er på en måde bare en samling matematiske funktioner” (s. 216f). Og meget poetisk hedder det mod slutningen: “Kunstig intelligens er for mig som et buddhistisk koan, der skal minde mig om altings meningsløshed” (s. 227) og om forfatterens egne dødelighed.

Søgaard kommer flere gange ind på, hvilke muligheder, der ligger i den videre udvikling af kunstig intelligens. Ligesom andre tekniske nybrud, så er kunstig intelligens også med til verdens fremskridt. Som vaskemaskiner og tog kan kunstig intelligens gøre verden til et bedre sted med øget lighed og demokrati.

Det er en lidt underlig måde, Søgaard binder fremskridt og teknologi sammen. Dels kan man hævde det samme om alle teknologier i verden, at de kan anvendes til at øge ligheden og til at gøre uligheden større. Det har for så vidt ikke noget med teknologierne at gøre, men om den måde, hvorpå man indretter samfundet. Teknologier er en del af denne indretning, men man kan ikke forstå teknologier - og heller ikke kunstig intelligens - isoleret.

Der er et fravær af en egentlig magtkritik hos Søgaard, der lidt spagt kan pege på, at vi som forbrugere kan vælge teknologier til og fra, hvilket historisk har vist sig at have effekt - dog ikke i særligt mange tilfælde og mere eller mindre tilfældigt. At ændre på, hvordan forskellige teknologier bliver til og bragt i spil og anvendt samfundsmæssigt, kræver en helt andet politisk og strukturel analyse, hvilket er en totalt fraværende dimension i bogen, som tillægger teknologi en helt særlig iboende kraft, hvilket også kan forklare den ukritiske forestilling om fremskridt bundet til teknologi, som kommer til udtryk. Vaskemaskinen er ikke i sig selv et fremskridt, men en teknologi, der må indtænkes i forhold til blandt andet en frisættelse af kvinders arbejdskraft, så den ikke i så høj grad var bundet til hjemmet.

Det spændende ved Søgaard er, at han vender visse opfattelser af hovedet, som når han siger: “Og hvem ved, måske er bevidsthed under alle omstændigheder en slags blændværk, også hos os mennesker?” (s. 27). At gå provokerende til værks gør det muligt at tænke anderledes og innovativt. Og det gør denne bog, som er skrevet i en hyggeligt og causerende stil, til en tankevækkende læseoplevelse.

Har Søgaard overbevist denne læser om, at chatbots forstår mine inputs og den verden, jeg lever i? Det tror jeg skinner igennem i denne anmeldelse.