Som anmelder skal man selvsagt forsøge at holde så objektivt et blik på det man skal anmelde som overhovedet muligt. Indimellem er det dog vanskeligt at gøre, især hvis man kender de folk, som det aktuelle værk handler om .

I skrivende stund optræder Christian Geo Heltboe i forskellige nationale medier og taler til et langt større publikum, end vi kan blære os med i Kapellet . Det gør han mest af alt for at gøre reklame for sin seneste bog Er jeg (også) psykopat? og for endnu engang at fortælle om relationen til sin dysfunktionelle far og den traumatiske opvækst i Gug (en forstad til Aalborg – red.).

Anmelder husker Geo fra engelskstudiet på AAU og flere år senere som en hyperaktiv, grænseoverskridende figur, der i forskellige medier ofte næsten nøgen væltede rundt og råbte af folk i komikkens hellige navn. Senere dukkede han op i medierne som standupkomiker og var gæst i en lang række forskellige programmer. Han er måske især kendt for hans åbenhjertige fortælling om sine kræftforløb, der har dannet baggrund for såvel bogudgivelse som et show.

Christian Geo Heltboe kender anmelder på den led ikke særligt godt. Har kun mødt manden en håndfuld gange. Derimod har jeg i næsten tyve år kendt hans søster, der bor lige i nærheden. Af samme årsag kan denne anmeldelse heller ikke undgå at blive ganske subjektiv, for det er umuligt at læse bogen upartisk, når man på første oplevet forfatterens søster og mor have en ganske forskellig oplevelse af de situationer, der beskrives i bogen.

I forbindelse med udgivelsen havde Geos søster bedt forlaget om at få lov til at se den færdige tekst inden udgivelsen, men fik at vide at dette ikke kunne lade sig gøre, uden forfatterens tilsagn. Derfor er det først nu, at resten af familien har mulighed for at se scener fra deres eget liv på tryk og forholde sig til at det der står i bogen, ting som i flere tilfælde ikke passer. Et konkret eksempel er at Geo skriver om fysisk vold mod sin mor, at faderens handlinger havde resulteret i moderens flækkede læbe og øjenbryn, men det passer ganske enkelt ikke ifølge hende selv og søsteren.

Geo skriver i bogens 11. kapitel, at der ikke har været kontakt mellem ham og hans mor og søster siden 2020 (hvilket heller ikke helt er sandt – red.) – en situation forfatteren synes at have ganske vanskeligt ved at forstå. Bruddet skete helt konkret efter Geos mor og søster havde forsøgt at overtale ham til at stoppe med igen og igen at benytte historier om faderen i sit arbejde, mest af alt fordi det ikke kun kommer til at handle om Geos forhold til sin far men uvilkårligt også om resten af familien. Begge medvirkede, som også skrives i bogen, i den podcast Geo lavede, men selv om søster og mor havde forventet at podcasten blev det endegyldige punktum i denne historie, kunne de ikke have taget mere fejl. Først kom et show og nu denne bogudgivelse. Penge tjent på at at rippe op i fortiden uden samtykke.

Det skal indledningsvis hamres helt fast, at Geos far Hans-Geo Heltboe bestemt ikke var nogen rar mand. Mange af de situationer som nævnes i bogen er helt bestemt forekommet, men som nævnt kan hukommelsen om disse hændelser variere alt efter hvem du spørger - i særlig grad når det handler om erindringer af traumatisk karakter.

Bogen starter ud med en meget vild fortælling. Geo beskriver et meget tilfældigt møde med en person, der en sommerdag antastede mens den selvudnævnte gøgler sad udenfor på en café i København. Personen som Geo skriver at han ”ikke ville kunne genkende [...], hvis jeg stødte på ham igen” (s. 8) fortæller, at det var ham der slog faderen ihjel. Dette til trods for at politiet angav dødsårsagen som hjertestop efter en lungebetændelse. Geo indleder med at fortælle at denne historie er en han aldrig har delt før, end ikke med sin nuværende hustru. Den ganske voldsomme og ufatteligt detaljerede beskrivelse af mordet husker han dog til perfektion, til trods for at han ikke kan genkalde sig ansigtet på den fremmede, selverklærede morder. Hmmm?

Anmelder skriver ikke dette for at så tvivl om at Geo mener at have oplevet dette, men sært er det at han ikke efterfølgende har opsøgt nærmeste politistation for at anmelde denne forbrydelsen. En forklaring kunne være at Geo - som han skriver - åbenhjertigt fortæller (bl.a. på s. 44) at han selv overvejede at gøre en ende på faderens liv, da han anså ham som en reel trussel mod sin datter. Når det så er sagt, hvem ville så have holdt en fortælling som denne skjult overfor såvel familie og måske især overfor myndighederne? Det er faktisk også en lovovertrædelse ikke at melde den slags til politiet, når det handler om den slags kriminalitet.

Bogen byder primært på en masse historier om Geo og sin far. Fokus er især på alle de situationer hvor faderen har optrådt grænseoverskridende og/eller enormt truende overfor sin familie og andre mennesker han var uenig med. Der fortælles om hans mange løgne og klammerier. Der bruges i næste nu også en del spalteplads på at nævne mange af de kendte mennesker Geo har delt alle disse historier med i årenes løb, foruden at dele en masse personlige tanker, både om faderen og ikke mindst sin egen stadigt voksende bekymring om han muligvis også deler fatters psykopatiske træk. For at få svar på det sidste indeholder bogen et kapitel, hvor en psykolog taler om at have en dyssocial personlighedsstruktur eller ”psykopati” som Geo vælger at kalde det. Senere følger et kapitel, hvor Geo tager en test der skal afgøre om han også er syg.

Selv om såvel podcasten, mange interviews med Geo og bogen her benytter ordet ´psykopat´ konstant om faderen, så skal det også cementeres, at denne diagnose må stå for Geos egen regning. Der hersker ingen tvivl om at faderen var langt fra normal og i sin opførsel afveg ekstremt fra normen, men det betyder jo ikke at diagnosen er korrekt.

Bogen er muligvis interessant for de læsere, der selv har været i familie med folk der har udvist grænseoverskridende, voldsom adfærd, men selv om der nævnes en lang række scenarier hvor faderen er udadreagerende, sviner folk til, er umådelig upassende, hamrende racistisk eller synes at påføre andre varig psykisk skade, så er der kun meget lidt i bogen, der forsøger at komme til bunds i, hvorfor faderen endte med at være det skrækkelige menneske, han var. Det tætteste man kommer på et svar er i det kapitel, hvor man hører at faderen blev sendt på børnehjem da han havde udviklet allergi overfor barndomshjemmets hund. I stedet for at skille sig af med pudlen, skilte forældrene sig i en længere periode af med deres femårige søn. Her kunne det have været klædeligt med langt bedre research, der potentielt kunne have dykket mere konkret ned i faderens personlige historie.

Geo forsøger også undervejs at være selvransagende og komme med bud på hvordan det bl.a. kunne være at han trodsede al sund fornuft og flyttede ind sammen med sin far, da han som ung flyttede til København. En beslutning han i retrospekt selvfølgelig godt kan se var helt tosset. Desuden forsøger han også at sammenligne sine egne måder at agere på med faderens, for især at fokusere på de mange ligheder mellem dem (ss. 189-191). Foruden dette fokuseres der meget på Geos personlige karriere. Som han skriver fik den først for alvor fik vind i sejlende efter han besluttede at bruge sin far som en slags persona på scenen. Tydeligvis er faderen med til stadig at sørge for at Geo har noget at lave.

Sproget i bogen er enormt talesprogspræget – faktisk skrives der direkte at forfatteren lidt håber på at man hører den som lydbog (s. 178) - og der veksles stort set på hver eneste side mellem dansk og faste engelske vendinger. Indimellem forekommer der også passager hvor han helt tydelig vil være ironisk eller morsom. Det er forståeligt, at man måske gerne vil peppe de mange alvorlige sekvenser op med lidt sort humor, men i Kapellets øjne så underminerer dette greb voldsomt de ellers så alvorlige emner der diskuteres. Indholdet bliver på den måde vanskeligt at tage seriøst.

Det er indlysende at man som udøvende kunstner benytter elementer fra sit eget liv i sit arbejde. Når det så er sagt så har Geo malket både sine sygdomsforløb og ikke mindst sit besværlige forhold til sin ondskabsfulde faderfigur for alt hvad den kan trække. Dette er ikke kun sket i bogform, men også i en lang række podcasts (som han konstant nævner hele navnet på i bogen) foruden det show, som endte med blev dråben for hans søster og mor. Selv om hans arbejde bestemt har øget mandens kendisfaktor, så virker det som om det har haft en ganske høj pris for resten af familien.

Som han skriver uddybende om i bogen, så er pausen fra mor og søster (en pause han opfatter som et endegyldigt brud – s. 207-208) den mest smertefulde periode i hans liv, men samtidig virker det også som om han slet ikke kan forstå hans families ræsonnement. Det til trods for at han skriver ”Derfor lovede jeg [min søster og mor], at jeg efter efter det sidste show ville droppe alt arbejde, som kunne involvere ham [faderen] som emne.” (s.206) – et løfte der med denne bogudgivelse endegyldigt er skudt i sænk. Lidt senere skriver han: ”Så gik det op for mig: Da min mor og søster trykkede ´send´ [på den mail hvor de skriver at de skal have en pause fra ham – red.] døde de for mig.” Noget af en dramatisk udmelding at komme med! Husk Geo, din mor og søster kan også læse.

Det er meget muligt at enkelte læsere vil vurdere at Geos søster og mor er to ufølsomme skabninger, der lader fortælleren i stikken, blot fordi han har lyst til at få klarhed om sig selv og sin egen baggrund. En anden – og i denne skribents optik mere plausibel - forklaring er, at forfatteren til bogen kan mangle evnen til at skue dybt indad og have en empatisk forståelse for, at de to han skriver om måske befinder sig et helt andet sted mentalt end ham selv. Måske ønsker de blot at skue fremad efter faderens død, frem for konstant at få rippet gamle sår op i al offentlighed. Selv for de der ikke kender Geos søster kan man ikke undgå idet man læser kapitel 11 at få indtrykket at Geo hest fremstiller sig selv som et offer, i stedet for rent faktisk at forstå at det udelukkende er hans egen handlinger, der har bragt ham i den situation han er havnet i.

Kapellet har ingen intention om at gøre ondt værre for familien Heltboe, men ser også en pointe i at nævne, at når man skriver en bog om sine nærmeste, så bør man have nok kærlighed til dem, at har respekt dem og deres ønsker. At man indser at de, der lige som forfatteren har levet hele deres liv med en meget forstyrret mand måske kan have lyst til endelig at fred for ham. Måske ville det derfor være en idé at løfte blikket fra sin egen navle og indse at ens handlinger potentielt gør rigtigt ondt på ens medmennesker. Kapellets råd er derfor, at forfatteren fremadrettet bør fokusere på at lave noget som er mere opbyggeligt og originalt, i stedet for til stadighed udelukkende at fokusere på sig selv og en forventning om at læsere overalt i Danmark vil være interesseret i endnu en gentagelse af hans personlige, traumatiske faderskildring.

Forfatteren til Er jeg (også psykopat? har tydeligvis vurderet at det er vigtigere for hans egen karriere at undlade at lytte til dem der førhen stod ham allernærmest. På en måde synes Geo med denne bog at give plads til at spøgelset af sin far fortsat kan få lov til at skabe splid i en ganske hårdt prøvet familie. Nuvel, bogen skal nok sælge, julen er jo lige om hjørnet, men kan man retteligt spørge - har det virkelig været det hele værd?