Måske er der nogle af Kapellets læsere, der har haft en lignende oplevelse som anmelder. Man ankommer til hvad man tror skal være en hyggelig frokost hos venner eller familie, men i stedet for at hive en flaske god cognac frem til kaffen, bliver der fundet et lysbilledapparat, et fotoalbum frem eller der tændes for en monitor, for nu skal alle se og høre om vennernes seneste ferie til Harzen eller hvor end nu turen er gået hen.

På samme måder kan rejsebeskrivelser i bogform ofte være lidt af en prøvelse. Selv om der naturligvis findes klassikere i genren, som eksempelvis Marco Polos beskrivelser af sin dramatiske reje til hjertet af Kina, Carsten Niebuhrs tur til Det lykkelige Arabien eller Jack Kerouacs semibiografiske On the Road (da: Vejene), så findes der ganske mange af disse, som er mindst lige så triste, som scenariet beskrevet i første afsnit. Det er trods alt sjovere selv at rejse, end at læse om andre der gør det.

Heldigvis er Gorm Henrik Rasmussens På sporene – rejsebilleder fra Amerika skrevet med stor begejstring og fortalt i et så tilpas medrivende sprog, at den ikke ender som en tilfældig persons personlige begejstring over at have muligheden for at tage en længere tur på kryds og tværs af Nordamerika. Sproget i bogen synes desuden at være kraftigt inspireret af forfatterens store idoler, nærmere bestemt de amerikanske forfattere som tilhører den såkaldte ”beat”-generation. Blandt dem kan tælles Alan Ginsberg, førnævnte Jack Kerrouac og William S. Burroughs, men også Charles Bukowski nævnes undervejs som beat, selv om han nok havde udfordret dig til en nævekamp, hvis du påstod det.

Forfatterens rejse foregik i 2009, umiddelbart efter Obama var blevet præsident og til trods for at orkanen Katrina havde lagt store dele af landet øde, så var Amerika stadigvæk et land fyldt med optimisme og håbet om en bedre fremtid. Et håb som nu igen, takket være det nyligt overståede amerikanske valg, udefra set synes at være kraftigt på vej i den helt modsatte retning.

Gorm Henrik Rasmussen valgte at tilbagelægge turen på tværs af USA med tog, både fordi man på togrejsen kan have tid til at nyde det skiftende landskab, men samtidig gav det også forfatteren mulighed for at mødes med sine medrejsende. Møder med fremmede og deres fortællinger og syn på verden er, sammen med selve rejsebeskrivelsen, den lim, der binder bogen sammen.

Turen rundt i Guds eget land virker næsten som en form for litterær pilgrimsfærd, for ud over at vandre New York tyndt, for at bare nyde byen i al sin herlighed, så opsøger Gorm de steder som hans forbilleder har gæstet. Eksempelvis sætter han sig komfortabelt til rette i en bestemt café, fordi han ved at Paul Auster plejer at være blandt stamgæsterne. Dette gentages idet han når til San Francisco, hvor han forsøger at støde ind i selveste Laurence Ferlinghetti i den verdensberømte City Lights boghandel. Om dette lykkes vil Kapellets anmelder naturligvis ikke afsløre.

Kapellet kan dog godt løfte sløret for at Gorm støder ind i en gammel gubbe i New York, der personligt har kendt alle de store beatdigtere og har færdes i miljøet omkring dem. Navnet er Tram Combs, og selv om han i denne bog præsenteres som en af de glemte beatdigtere, så ville han måske foretrække at være associeret med gruppen af digtere fra den såkaldte ´San Francisco renæssance´ . Ikke desto mindre forærer Tram vores fortæller en billig telefon, så de kan holde kontakten mens turen pågår. Flere gange kontakter de hinanden undervejs, så Gorm kan få rejsetips eller anbefalinger til steder Tram mener han bare skal opleve. Tram kommer på den led til at fungere som en konstant vejviser på turen også selv om han ikke fysisk følges med Gorm hele vejen.

Turen går på tværs af USA, fra NYC over Chicago, Las Vegas, San Francisco, Los Angeles, New Orleans og Miami. På denne lange togrejse beskrives både stemningen i de forskellige lokationer samtidig med at Gorm sørger for at fortælle anekdoter om de steder han besøger. Stederne afføder minder fra populærkulturen. Eksempelvis sidder Gorm på stranden i Venice Beach og tænker tilbage på dengang en ung Jim Morrison ved et tilfælde stødte ind i en lige så ung Ray Manzarek – for efterfølgende at danne den ikoniske rockgruppe The Doors. På sporene – rejsebilleder fra Amerika bliver derfor både en personlig rejse og en række punktnedslag i den verden af litteratur og musik som helt tydelig har været med til at præge forfatteren (og vores allesammens) liv.

Det fremgår ikke af bogen, hvorfor det har taget forfatteren næsten 15 år at få samlet og renskrevet hans rejseoplevelser fra 2009, men det er heller ikke så vigtigt. Vigtigt er at bogen vil være superinteressant for alle der har en interesse i nyere amerikansk kultur, selv om denne kultur selvsagt er filtreret gennem et enkelt menneskes personlige helte og præferencer. Det undrer anmelder lidt, at der ikke forekommer flere referencer til filmens verden, idet Hollywood må siges at være et langt mere succesfyldt kultureksport end syrerock og beatlitteratur kombineret, men dette hænger nok igen sammen med forfatterens personlige interesser.

På sporene – rejsebilleder fra Amerika giver læseren et personligt, subjektivt og ikke mindst kærligt portræt af et land og dets ukuelige og særlige indbyggere. Selv om man måske kan anfægte at Den Amerikanske Drøm er ved at udvikle sig til et veritabelt mareridt, så bekræftes man endnu engang under læsningen at de meget forskellige folk der bor hér, har en ukuelig livsgejst og en vilje til at rejse sig igen og igen, uanset hvor mange nederlag og tæsk de har fået.

Gorms rejse er i al fald velskrevet og vel beskrevet, så er du selv ved at lægge planer om en rejse rundt i det store land på den anden side af Atlanten, så drop Turen går til.. og lad dig i stedet inspirere af Gorm Rasmussen.