Indledningsvist skal jeg nævne, at jeg med min baggrund som civiløkonom – og i øvrigt almindelig samfundsborger - er meget optaget af, hvilke konsekvenser vores økonomiske tankegange, herunder de økonomiske modeller, der stadig benyttes, har for beslutningsprocessen hos vore beslutningstagere, ikke mindst politikerne, og dermed for samfundet og dets udvikling. I den forbindelse har jeg været meget optaget af økonomen Kate Raworths donut-økonomi-model, som har stort potentiale til at revolutionere måden vi måler samfundets tilstand og udvikling på.

Til trods for titlen Har alting en pris? Om den økonomiske videnskabs grænser er dette ikke direkte temaet for bogen.

I bogens indledende bemærkninger åbnes der ganske vist håbefuldt op med en kort gennemgang af, hvordan man har målt økonomi igennem tiden, fra fokus på at holde hus med fyrstens formue til i dag, hvor BNP som mål for samfundets udvikling og vækst er altoverskyggende som politisk styringsredskab. Når der faktisk – og selvfølgelig – er en historisk udvikling, betyder det jo også, at vores nuværende vækstparadigme ikke er ”faldet ned fra himlen”, men kan ændres, hvis der er (politisk) vilje til det, såfremt det er formålstjenligt eller nødvendigt eller modellernes systemfejl erkendes i tilstrækkelig grad.

Forfatterne kommer også ind på det centrale økonomiske begreb eller (neoklassiske) menneskesyn, homo economicus. Jeg synes på den ene side, at det er nuanceret, at bogen ikke skynder sig at skyde begrebet ned med det samme, da det godt kan være fristende, hvis man har en dagsorden om et nyt syn på økonomien. På den anden side, bliver det alligevel pindet ud, hvor urealistisk begrebet om det økonomiske menneske er i virkelighedens verden.

Betingelserne – som bliver oplistet i bogen – for, at begrebet kan give mening, er åbenlyst virkelighedsfjerne, hvilket alle tilsyneladende indrømmer – herunder forfatterne – men det er som om, at man alligevel ikke helt vil afvise begrebet. Samme problemstilling viser sig ved BNP. Det er i virkeligheden en yderst problematisk størrelse, og det bliver bestemt problematiseret – men vi bruger det alligevel, som om det ikke var problematisk.

Når det er sagt, så er bogens hovedkritik, at vi prissætter alt i tilværelsen, for at vi kan lave vores økonomiske prognoser, uagtet, at prisfastsættelsen ofte er absurd, ulogisk og inkonsistent, selvom prisfastsættelsen har stor betydning for prognoserne. Men i nogle tilfælde (fx corona- og klimakrisen) bliver vi nødt til at lave nogle tilnærmede forsøg, hvis modellerne skal kunne give en prognose.

Spørgsmålet er jo så, om prisfastsættelserne og modellerne faktisk virker? Dertil er svaret nej, for økonomer glemmer ofte, at økonomi er en såkaldt åben videnskab (modsat fysikkens love, som de økonomiske love ellers gerne sammenlignes med), og derfor ikke kan klare sig alene, selvom neoklassiske økonomer prøver, uanset om det skyldes dumstædighed på deres professions vegne (mit udtryk) eller en overoptimisme som bogen noget mere diplomatisk udtrykker det.

Bogen kommer vidt omkring, og jeg vil tro, at læsere, der ikke har økonomisk baggrund, nok vil finde mange argumentationsgange en anelse omstændige, selvom fagfolk sikkert vil sige, at det kan være nødvendigt, for at komme de fleste indvendinger i møde på forhånd.

På den baggrund er det altid kærkomment med en bog, der – igen - åbner for debatten, selvom der for fagfolk ikke er så meget nyt under solen, og en folkebog bliver det næppe. Perspektiverne i forhold til coronapandemi og klimakrise er nok nye, men lægger sig jo alligevel i forlængelse af øvelsen med at prisfastsætte et menneskeliv, som jo ikke er helt ny.

Vi lever tydeligvis i et talsamfund (strækeksemplet er og var vel stadig New Public Management), og på den baggrund kunne det have været interessant, hvis forfatterne havde inddraget økonomen Kate Raworths tanker om sin donut-økonomi-model, der kombinerer økonomi med FNs verdensmål og tal for jordens planetære grænser. Det kunne være interessant, hvad forfatterne havde at sige om denne model, og om den kunne bane verden delvis ud af vores nuværende vækstparadigme.

Deres ærinde har dog ikke mindst været en kritik af at prissætte alting, og blandt andet tale for en større erkendelse af, at de økonomiske videnskaber ikke kan selv, og det sidste synes jeg sjældent bliver italesat i den offentlige debat, hvorfor det meget gerne må siges igen.