Selvhjælpsbøger har eksisteret i mange tusind år, selv om de måske især har toppet bestsellerlisterne siden fra 60´erne og frem til i dag. Hvis man ser bredt på genren er det muligt at finde selvhjælpsbøger om alt fra praktisk håndværk, familieliv, selvrealisering – ja, man kunne også påstå, at selv kogebøger købes af læsere, der gerne vil hjælpe dem selv med at blive bedre til at lave mad. Kapellet har endda tidligere anmeldt en meta-bog, der var en tydelig parodi på netop denne genre. Disse bøgers succes kan næppe tilskrives at vi allesamen føler os utilstrækkelige, men måske mere som et udtryk for, at vi som mennesker konstant er nysgerrige på vores liv og måske gerne vil blive bedre til at tackle visse aspekter, som vi måske finder vanskelige.

Måske kender du ikke den amerikanske musikproducer Rick Rubin, men til gengæld har du med garanti hørt Johny Cash-versionen af Trent Reznors Hurt eller for den sags skyld Lana Del Rey, System of a Down, Justin Timberlake, Slayer, Lady Gaga eller et utal andre af de verdensberømte kunstnere han har arbejdet sammen med. Selv om Rick Rubin måske ikke er ham der står i front for dit favoritband eller selv skriver musik, så har han siden starten af firserne været en del af et særdeles kreativt musikalsk miljø.

Hans mange erfaringer har gjort at Rubin nu er sprunget nu ud som forfatter, nærmere bestemt til en slags kreativ selvhjælpsbog: Kunsten at leve kreativt. En skribent på platformen Reddit.com beskrev indholdet som en ”opsamling af Rubins opslag på sociale medier i bogform”. Rigtigheden af dette kan ganske måske betvivles, men sandt er det i al fald af bogen byder på en masse meget korte kapitler, indimellem afbrudt af endnu kortere – nærmest køleskabsmagnetagtige – udsagn, knyttet til den kreative proces.

Det skal i øvrigt slåes fast med det samme, at Rubin i sin bog ganske vist taler om musik, men at dette bestemt ikke er bogens primære fokus. Forvent derfor ikke en masse information om mandens egen tilgang til at sidde bag mikserpulten, eller for den sags skyld hans arbejde med bestemte kunstnere. I stedet er bogen fyldt med en masse gode, ofte helt lavpraktiske råd som du kan benytte dig af i dit kreative arbejde, uanset om du arbejder med billedkunst, film, litteratur eller andre typer af kunstnerisk udfoldelse. Selv hvis du ikke anser dig selv for at være udøvende kunstner, vil du i Rubins bog sikkert alligevel kunne finde en række meget snusfornuftige observationer og metoder, der muligvis kan gøre din hverdag nemmere.

Idet man læser bogen, så bliver det også ret tydeligt at forfatteren er meget inspireret af det som mange i dag betegner som mindfulness, meditation og en grundlæggende idé om gøre sig fri af vante tankemønstre, der i hans optik ofte sætter flere begrænsninger op for den enkelte end hvad godt er. Et gennemgribende koncept i bogen er, at man skal gøre alt for at lade Den Store Kilde (som er en betegnelse han benytter til at beskrive ´det kreative flow´) flyde frit i ens liv. Selv om det måske ikke umiddelbart virker som noget alle bare kan tappe ind i, så påstår Rubin, at man ikke skal lade sig selv begrænse af noget som helst, men i stedet knokle benhårdt for at skabe det smukkeste, det mest enestående og allerbedste kunst menneskeligt muligt. Kunst som ikke just er et produkt af dig, men som optimalt kan fungere autonomt. Et værk der netop fremstår som noget enestående.

Måske kan dette lyse både højtflyvende og abstrakt, men ovenstående giver faktisk utrolig god mening, når du først har læst Hr. Rubins konkrete anbefalinger til diverse øvelser og tankegange du kan benytte dig af. Undervejs kan du også blive en smule klogere på hans overordnede filosofi vedrørende den måde han arbejder med sin egen og andres kreativitet på. Som nævnt er der en masse steder i bogen, hvor han er meget konkret i forhold til at vise dig metoder til at gøde og kultivere dine egne kreative processer.

Rubin skriver i et meget ligefremt sprog og hans argumentation virker som om den ikke alene udspringer af en form for snusfornuft, men også af et langt livs konkret arbejdserfaring. Det er måske netop Rubins egen ethos, der gør at man ( eller i al fald denne anmelder – red.) får lidt nemmere ved at stole på de udsagn som han kommer med, end hvis bogen var skrevet af en forfatter der ikke havde haft så stor indflydelse på popkulturen. Han kommer da også med konkrete eksempler på visse både navngivne og anonymiserede kunstnere, der har haft glæde af de mange opfindsomme råd og vejledninger som nævnes.

Selv om du måske tror det er en meget lang bog, så er der mange tomme og halve sider – så ret beset ville den måske være 175 sider lang, hvis den var layoutet anderledes. Den form som den har nu, er dog langt mere indbydende – og det gør at du både kan bruge det som en bog du kan slå tilfældigt op i, for at finde inspiration, end en som skal læses fra cover til cover. Hvis du vælger det sidste, vil du også opdage at der er en form for progression i metodikken, der i den grad synes at modbevise den føromtalte kommentar fra Reddit. Hvis der vitterligt er tale om en samling so-me opslag, så skal den der har sat disse sammen i al fald have ros for at få dem til at give en sammenhængende mening. Så sidder du og drømmer om at skrive den store, banebrydende roman, men stirrer dig blindt på cursoren der blinker fordømmende på dit blanke dokument? Kan du ikke få styr på kompositionen og farverne i det maleri du nu har bakset med i et halvt år, eller er det bare som om der er noget der mangler i den samling sange som du gerne vil udgive, så tag en pause fra dit arbejdet og prøv at tage mod Rubins velmenende og lavpraktiske råd, det kan jo faktisk være, at han har fat i den lange ende.