Din økonomi-planner. Planlæg din vej til økonomisk frihed. / Camilla Falkenberg et al. / 224 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788727134017
Anmeldt 27/9 2024, 11:34 af Birgitte Amalie Thorn
Motiverende håndbog i bedre økonomi
Motiverende håndbog i bedre økonomi
« TilbageMange har nok allerede hørt om danske Female Invest, der definerer sig selv som et onlineunivers for finansiel læring og fællesskab. Universets mission at bekæmpe den økonomiske ulighed mellem kønnene, der gennem århundreder særligt har forhindret kvinder i at opnå økonomisk uafhængighed. Female Invest er – som navnet antyder – fokuseret på investering i aktier og andre værdier, men fundamentet for at kunne investere er en privatøkonomi i balance.
Din økonomi-planner er udgivet af de tre kvindelige stiftere af Female Invest. Den er en håndbog i, hvordan du får kontrol over din privatøkonomi og får den til at arbejde for dig, så du kan realisere dine drømme. (Uanset om de så handler om aktieinvestering eller opsparing til et bryllup).
Bogen har en coachende tilgang, idet den rummer flere refleksionsøvelser, hvor du opfordres til at tænke over dit syn på penge og dine pengevaner. Eksempelvis med spørgsmål som: ”Hvordan har de små og store valg, du har truffet i livet, påvirket din aktuelle økonomiske situation?” og ”På hvilken måde tror du, at din opvækst har haft indflydelse på dine aktuelle økonomiske vaner?”
Håndbogen rummer også en række økonomiske anbefalinger, som nogle måske vil genkende fra Female Invest-universet. Eksempelvis oprettelsen af en ”Fuck You-konto” og et budget opbygget efter ”50/30/20-reglen”. Sammenlignet med andre økonomiske håndbøger til kvinder giver Din økonomi-planner dog kun en hurtig overflyvning af den teoretiske side af sagen.
I stedet ligger bogens fokus på praksis. Størstedelen af håndbogen består nemlig af en økonomisk dagbog, hvor du for hver dag, uge og måned kan notere dine økonomiske mål og sejre og reflektere over både fremskridt og tilbageskridt. Du kan endda tildele dig selv stjerner, alt efter hvor godt du klarer dig.
Bogen tager dermed kort tid at læse, men lang tid at bruge, fordi den er tænkt som en planner, du kan bruge igennem et helt år. Den er desuden let krydret med motiverende citater fra berømte kvinder som Oprah Winfrey.
Din økonomi-planner er en god gaveidé eller en oplagt makker i realiseringen af et økonomisk nytårsforsæt. Du kan dog gå i gang når som helst. For som håndbogen pointerer, så har du magten til at ændre din økonomiske retning.