Danmark har en ganske stolt tradition for operaførere, altså almene introduktioner til et større eller mindre udsnit af de operaer, som til stadighed opføres her i landet eller på scener i landene omkring os. Mest kendt er uden tvivl Gerhard Schepelerns Operafører I-II, der mellem 1946 og 2001 udkom i mange oplag og flere udgaver, men der er også Politikens (i flere udgaver, med forskellige redaktører og forfattere) og som seneste skud på stammen Tag med i operaen, hvor Jørgen Hansen og Lotte Heise introducerer læseren til 27 udvalgte værker – mod ca. 200 i de nævnte klassikere. Lotte Heise udgav i 2012 sin egen indføring i 40 kendte operaer, men også Mogens Wenzel Andreasen, Jacob Levinsen, Peter Dürrfeld og Maria Helleberg har inden for de sidste ti år givet deres – meget forskellige - bud på genren.

Så er der behov for og plads til endnu én af slagsen?

Man kan i hvert fald sige, at Balthzersens koncept er meget stramt og lidt anderledes end de øvrige. Han har simpelthen udvalgt 90 hovedværker, som han præsenterer med facts om værket, sangerne/rollerne og først og fremmest handlingen, som komponist og librettist tænkte sig den, da værket blev til. Der er altså ingen fortolkninger, ingen anbefalinger af indspilninger, ingen links til online-produktioner, ingen musikanalyser, ingen mini-biografier og heller ingen musikhistoriske rammefortælling(er).

Man kan altid diskutere værkudvalget, hvad forfatteren beredvilligt medgiver. Jeg kunne godt have tænkt mig lidt flere af de nutidige værker, som faktisk er nyklassikere – fx Ligetis Le grand macabre, Ruders The Handmaids Tale, Adés Exterminating Angel og lidt flere danske værker, fx Nielsens Saul og David, et eller to af Per Nørgaard - og Hans Abrahamsens Snedronningen. Og så savner jeg moderne klassikere som Sjostakovitj’ Næsen, Brecht/Weills Mahagonny og Tiggeroperaen, samt Gershwins Porgy and Bess. Men udvalget er afgjort konsekvent, klogt og konservativt og vil helt sikkert dække behovet, hos de allerfleste. Fravalget af kammeroperaer betyder desværre bl.a. udeladelse af Brittens mesterlige ’trilogi’, hvoraf Skruen strammes netop har været spillet på Det Kgl. Teater. Der er heller ingen kvindelige komponister er med, og det kan sagtens forsvares ift værkernes gennemslagskraft. Men det kunne nu have været fint med et par værker af Kaija Saariaho og Judith Weir.

De 90 værkopslag er alfabetisk ordnet efter komponist og titel, og gennemgangen er opdelt i de akter og scenebilleder, som komponist og librettist har angivet, fylder 2-5 sider og er i de fleste tilfælde (hvorfor ikke alle?) ledsaget af et foto fra en produktion, oftest én hvor handlingen ikke er flyttet i tid og sted. Det indlysende argument herfor er, at man skal kende handlingen som den var tænkt, før man kan forholde sig til nyfortolkende perspektiveringer. Balthzersen går slet ikke ind i diskussionen om ”Werktreue vs. Regie-Theater”, som tyskerne kalder det; altså om instruktør og scenograf skal have frie hænder til fx at flytte handlingen i Puccinis Tosca fra Rom år 1800 til en af vore dages uroprægede konfliktzoner (som det fx skete på Den Jyske Opera i år). På en del fotos ser man dog (vellykkede) eksempler på ”opdateringer”. Billedteksterne kunne godt have været brugt, som et selvstændigt tekstspor, til netop den slags kommentarer, hvilket der faktisk er tilløb til flere steder.

De fleste operaer, som har overlevet tidernes skiftende smag, har rimeligt logiske og forståelige handlingsforløb. Der findes dog også operaer, som er ret indviklede eller decideret uforståelige, og som kun har overlevet i kraft af vidunderlig musik. Skoleeksemplet er Verdis Trubaduren, men også her er Balthzersen en kyndig guide. Han skriver endog, at handlingen ”nøgternt betragtet ikke er vanskeligere at holde rede på end så mange andre operaer eller som mange af vor tids TV-serier.” Det kan han såmænd godt have ret i, i hvert fald når handlingen præsenteres som her. Grundigheden gælder også operaer, der findes og opføres i forskellige version, fx samme komponists Don Carlos, hvis handling gennemgås i 5-aktsversionen, fordi den er lettest at forstå.

Alle handlingsgennemgange er grundige, men uden at gå unødigt i detaljer. Det er et fint greb at indføje titlerne på de vigtigste arier, duetter og ensembler, der hvor de optræder. Jeg har kun fundet få og ubetydelige fejl. Fx står der i gennemgangen af Wagners Valkyrien, at ”For nylig forsøgte [Siegmund] at forsvare en værgeløs kvinde mod røvere, men tabte og blev forfulgt.” (s. 443) - Nej, Siegmund forsøgte at hjælpe en kvinde, der skulle giftes mod sin vilje – altså fra Wagners side en bevidst parallel til Sieglindes ægteskab med Hunding, som på den måde bliver sat yderligere i relief. I beskrivelsen af slutscenen i Webers Jægerbruden synes jeg, der mangler nogle detaljer for at handlingen bliver helt forståelig. I Giulietta-scenen i Offenbachs Hoffmanns eventyr kunne digterens tab af sit spejlbillede også forklares bedre. Men det er meget små skønhedspletter på et ellers yderst kompetent arbejde.

På sine egne præmisser fungerer bogen virkelig godt. Den er skrevet af en særdeles kyndig opera-ekspert, som er i stand til at skære ind til benet og præsentere værkets handling på bedste vis. Helt grundlæggende kan man selvfølgelig diskutere, om et moderne publikum – der kan følge med i dialogen på tekstanlægget og finde et handlingsreferat på nettet – har brug for detaljerede danske handlingsgennemgange, eller om det snarere er en beretning om værkets sammenhæng med sin tid, samfund, politik og kultur, der lukker det op for et nutidigt publikum.

Man kunne også diskutere, om det ikke ville være nyttigt at bruge dramaturgi som indfaldsvinkel i en operafører. I de 400 år, operaen har eksisteret, har der været virkeligt ’dramatiske’ skift i måden at fortælle historier på med musik. Monteverdi, Mozart, Rossini, Wagner, (Weill,) Berg, Stravinskij, Britten bruger helt forskellige dramaturgiske midler og modeller i deres værker, og information om dette kan være en åbner for mange operaukyndige, især hvis de har set en del teater.

Men som traditionel, vidende og skarpt skåret operafører vil denne bog helt sikkert være nyttig for det – heldigvis voksende – nutidige danske operapublikum i mødet med repertoiret på de store operascener.