Der ventede publikum en særlig lækkerbisken til premieren på Den Jyske Operas opsætning af Puchinis Tosca i Musikhuset i Århus, for den bærende hovedrolle som maleren Mario Cavaradossi blev denne aften spillet af ingen ringere end stykkets instruktør og iscenesætter José Cura. Cura er en verdensberømt tenor, der ifølge pressematerialet har spillet netop denne rolle mere end 250 gange i karrieren. Det var der ingen tvivl om, for selv om hele ensemblet på scenen gav alt hvad de havde, så kunne selv et lettere utrænet operaøre, som det der sidder på anmelder, sagtens høre at Curas præstation var helt i særklasse.

Selv om det fremadrettet bliver Nuttaporn Thammathi der i de følgende forestillinger skal indtage denne rolle, så er der stadig al mulig god grund til at lægge turen forbi Musikhuset i Århus i de kommende dage, for selv om Tosca er en både dyster og meget rørstrømsk fortælling, der hurtigt kan genfortælles, så er både musikken, scenografien og spillerne alle sammen virkelig værd at opleve.

Musikken er selvfølgelig det teatergængeren primært kommer efter. Under ledelse af italienskfødte Vincenzo Milletarí sørgede Århus symfoniorkester for at levere det ene smukke orkesterstykke efter det næste som akkompagnement til de fremragende solister og det store kor (der ifølge pressematerialet er blevet sammensat af flere kor). Der var ikke en finger at sætte på den musiske side af sagen, for selv om Tosca muligvis ikke byder på de mest berømte af Pucinis arier (måske med undtagelse af E lucevan le stelle) så var det en fryd at lægge både ører og øjne til forestillingen i Århus.

Scenografien er på én gang både enkel og meget effektiv. Cura har valgt at skabe en scenografi der på en gang er meget klassisk, men som også indeholder en række mere moderne elementer. Eksempelvis så arbejder maleren Mario med spraydåser og der synes også i baggrunden af secnen at anes stencils, der sammen med den hjerteformede ballon, der kommer til at symbolisere den kærlighed der i bogstaveligste forstand flyver væk fra de elskende, leder tankerne hen mod Banksy. Kostumerne er, for de fleste spilleres vedkommende, til gengæld holdt i en stil der minder mere om den periode som stykket oprindeligt foregår i – starten af det 19. århundrede.

I alle tre akter benyttes samme scenerum, selv om hvert akt foregår tre forskellige steder i Rom. Scenen forestiller en slags forfalden kirke hvor flere af de enorme gotiske mosaikvinduer er smadrede og hvor grafitti pryder flere vægge. I baggrunden i de to første akter er der placeret en stor container med en dør i midten. Den kommer til at fungere som først sakristiet i den kirke Mario arbejder i, dernæst torturkammer i Scarpias palads. I sidste scene flyttes containeren en halv omgang, så den korte ende af den bliver vendt mod publikum og dermed fungerer som den fængselscelle hvor Cavaradossi venter på at blive henrettet og plages af aldrig at skulle se sin elskede Tosca igen. Enkelt, stemningsfuldt og meget effektivt. Samtidig er lyssætningen mindst lige så enkelt tænkt, men bragende fint udnyttet.

Fortællingen er, selv for uindviede, nem at følge med i. Vi befinder os i Rom – i en tid hvor Napoleon har invaderet Italien og hvor bystaterne ligger i krig med hinanden. Der er nød og elendighed alle steder. Men hvem har også brug for fred når man har kærligheden? Et klassisk trekantsdrama kan begynde.

Maleren Mario elsker sangerinden Floria Tosca, der er smuk, men også meget jaloux. En aften dukker en af Marios venner op i atelieret, Angelotti er flygtet fra fængslet og beder om Marios beskyttelse. Angelottis søster har sørget for kvindeklæder som Angelotti kan bruge som forklædning, men han glemmer søsterens vifte. Da skurken Scarpia og dennes mænd efterfølgende gennemsøger stedet, da de håber på at Angelotti vil være der finder de viften, og Scarpia udtænker straks en ondskabsfuld plan. Han vil nemlig også gerne have fat i Tosca og bruger viften til at opildne hendes i forvejen jaloux væsen, for har viftens ejer da ikke et forhold til Mario? Scarpia udsætter også Mario for tortur, mens Floria hører på det, i håbet om at enten Mario eller Floria vil bryde sammen og afsløre Angelottis tilflugtssted.

Det er en forestilling om magtsyge, liderlighed, ondskab og selvfølgelig den altoverstrømmende kærlighed mellem Mario og Floria og det er meget svært ikke at blive bevæget over denne måske ganske banale, men stærkt effektive melodramatiske fortælling.

Det er et enestående ensemble af sangere og musikere der er samlet i Århus, hvilket den taktfaste stående applaus på næsten et kvarter med al tydelighed beviste i går aftes. Da stykket var slut, benyttede instruktør (og for denne aften hovedrolleindehaver) José Cura lejligheden til at kalde stort set alle deltagere på scenen også de mange dygtige medarbejdere der arbejder i kulissen, folk som publikum sjældent ser. En meget sympatisk gestus, der for alvor satte et punktum for en nærmest perfekt tur i operaen. Plakatfoto (c) Anders Bach