Retorik er et af de vigtigste områder for samfundet - overhovedet. Der er nok ikke så mange, der tænker over. Men den måde, hvorpå vi fremstiller os selv og forsøger at påvirke andre i både stort og småt, hænger sammen med vores måde at fremstille noget på gennem sproget. Retorik betyder brugen af symboler for at øve indflydelse på tanker og handlinger i bred forstand. Dette er Sonja K. Foss’ korte definition af retorik, og den citeres i den fremragende studiebog Retorik. Teori og praksis, som er redigeret af Charlotte Jørgens og Lisa Villadsen.

Bogen er en grundbog for retorikstuderende, men jeg vil mene, at langt flere vil kunne få god nytte af at læse den, også selvom man ikke er ved at tage en uddannelse i retorik. Heldigvis lærer vi retorik på mange andre måder og i mange andre sammenhænge end ved at studere det som fag. Det gør man gennem alle de samtaler man både aktivt og passivt deltager i og forhold sig til i dagligdagen. Men man kan i høj grad få styrket både sin indsigt i retorikkens teori og egen praksis ved at læse denne bog.

Bogen består af 14 kapitler, der alle er skrevet af folk med tilknytning til retorikfaget på Københavns Universitet. Redaktørerne står sammen med en af retorikkens grand old men Christian Kock bag de fleste af kapitlerne, men også flere andre kompetente retorikere bidrager.

Man kan mærke, at det er folk, der er vant til at arbejde professionelt med sprog, der har skrevet bogen. Alle kapitler er særdeles velskrevne og besidder en faglig grundighed, der gør udgivelsen eksemplarisk som grundbog til et fag - så andre, der arbejder med at skrive grundbøger og brede introduktioner til deres fag, vil også kunne få meget ud af at læse denne bog.

I første kapitel indkredser redaktørerne selve faget og fagligheden retorik. Her tilslutter de sig den orientering inden for retorik, der kaldes ´nyretorikken´, som er en bred forståelse af retorik. Nyretorikken kan ses som en reaktion mod en mere snæver opfattelse af retorik som stillære - altså det at beherske selve fremstillingsformen uden at medtænke en bredere kontekst og uden at medtænke det forhold, at sproglige fremstillinger også er med til at bestemme, hvordan vi forstår verden omkring os.

“Retorisk interaktion går lige så meget ud på at skabe virkeligheden som at forholde sig til den…. Et typisk retorisk emne udgøres med andre ord af den slags forhold som mennesket selv er herre over” (s. 23). I første omgang henviser det at skabe virkeligheden blot til, at vi med udvalgte betegnelser udelukker eller konkurrere med andre betegnelser, hvorved sproget har en formende indvirkning på vores forståelser. Senere bliver dette dog udvidet i en mere socialkonstruktivistisk eller i det mindste epistemisk retning, så sproget også opfattes mere konstitutivt for den måde, vi er i verden på. Sproget er med til at bestemme det, sproget anvendes til at forholde sig til. Der gives således ikke en ren situation, der kan beskrives uden en vis indflydelse fra sproget. Sproget er i nyretorisk fortand ikke betegnelser for noget, der eksisterer i en ren forstand uden for sproget – en ubesmittet virkelighed.

Anden del af citatet, at et retorisk emne har at gøre med noget, som mennesker selv er herre over, henviser til Aristoteles’ behandling af retorik. For Aristoteles kan man dele viden op i sikker viden og så viden, man ikke kan være sikker på, men nok have en vis indsigt i. Retorikken beskæftiger sig med den sidste del. Sikker viden kræver ikke særlig opmærksomhed på fremstillingsformen, da der kun gives et svar, der aldrig ændrer sig.

I modsætning til sikker viden, så gælder alle forhold mellem mennesker - det sociale og det politiske liv - som usikre. Her er alle situationer i princippet unikke, hvorfor de kræver en afklaring gennem overvejelser (deliberation).

Her bliver nøglebegrebet i retorikken ´persuasio´ afgørende, og det er også her, vi finder grunden til retorikkens miskredit. ´Persuasio´ kan oversættes som overtalelse, som igen kan forstås som at få nogen til at mene noget andet, end de i virkeligheden gør. Man associerer øjeblikket til afledninger som manipulation og folkeforførelse. Men i den retoriske tradition kan ´persuasio´ snarere - eller også - oversættes til at overbevise andre om et synspunkt eller en forståelse af et sagsforhold. At overbevise nogen er ikke manipulation, men er snarere forbundet med at hjælpe nogen igennem en argumentation, der udvider den andens forståelse. Retorik benyttes til at søge tilslutning til noget. Det kan være i reguleringen af det sociale liv mellem venner, ligesom det også kan være i forhold til vores diskussioner om, hvad vi vil med samfundet.

Den græske tænker og retoriker Isokrates har sagt det meget fint i Antidosis (år 354-53 fvt.): “... i og med at vi har evnen til at overtale hinanden og muligheden for at gøre os selv klart, hvad vi måtte ønske, er vi ikke alene blevet befriet for at leve på dyrenes vis, men vi har også kunne slutte os sammen og grundlægge byer, og vi har fastsat love og opfundet håndværk og kunster, og der er bogstavelig talt intet af alt det, vi har udrettet, som ikke talen har hjulpet os til sætte i værk” (citeret s.149). Al udvikling af civilisation - og dets modsætning som krig og ødelæggelse - kan således forbindes til retorikken. Menneskers anvendelse af tegn og symboler til at påvirke tænkning og handling.

Netop den samfundsmæssige dimension er vigtig i retorikken, hvor selve grundstenen i demokratiet er ´deliberation´: fælles overvejelse over, hvad vi vil, og hvilke konsekvenser forskellige lovgivninger vil få på vores liv og vores samfund.

Retorikken er almen vigtig, netop fordi den måde, hvorpå et moderne liv og et demokratisk fungerer på. Demokrati betyder samtale, sagde Hal Koch, og dermed viste han hen til retorikken som noget centralt i demokratiet, hvilket er det modsatte af manipulation.

Men som forfatterne også viser, så kan retorikken netop også bruges til at analysere det politiske sprog eller sprog mere generelt. Det betyder, at man også kan afsløre brug af sproget på en manipulerende måde, hvilket vi ser mange eksempler på i den offentlige debat.

Selvom retorikken lægger op til at bruge sproget på en hensigtsmæssig måde, hvor man søger at påvirke andre med henblik på at opnå tilslutning til egne synspunkter, så er det ikke i orden at argumentere uredeligt. Netop en retorisk indsigt kan bidrage til, at deltagerne i den offentlige debat - eller den ikke-offentlige udveksling af synspunkter - kan gennemskue argumentationen, hvilket alt andet lige er med til at styrke debatten og dermed den fælles indsigt.

Bogen gennemgår naturligvis de vigtigste af de retoriske begreber som form og stil, genre, fremførelse, topik osv. Alle områder beskrives klart og kompetent. Som tidligere nævnt bogen eksemplarisk som grundbog.

Men der er også rigtig meget at komme efter for den alment interesserede. At være interesseret i sine sociale forhold, i samfundet og i den politiske udvikling kræver også en vis indsigt i retorik. Dette kan man få på mange måder, men det er en stor hjælp også at få en decideret faglig indsigt: “Grundlæggende for et deliberativt demokrati som det danske er at vi som borgere kan sammenholde og afveje hinandens argumenter og samarbejde med sans for både muligheder og begrænsninger i de forskelligartede situationer og fællesskaber vi er del af. I opøvelsen af den evne er retorikfaget centralt” (s. 259), som det hedder i bogens sidste sætning.