Der er et øjeblik i Uegnet som menneske, hvor fortælleren, Oba Yozo, mindes sin barnlige rædsel for at indtage mad. Ved familiemiddage tvang han sig selv til at sluge retter, han foragtede, mens han foregav fryd for at undgå mistanke. ”Der sad jeg,” skriver han, ”længst inde i den dunkle spisestue og rystede af kulde, mens jeg førte små mundfulde ris op til munden, tvang dem ned og undrede mig over, hvorfor mennesker absolut skal spise tre gange dagligt…det føltes mere som et ritual…” Her, i denne pantomime af sammenkomst omkring en nødvendighed, destillerer Dazai sin antihelts drama: Yozo er en mand fanget i følelsen af evigt at skulle indstudere replikker og gebærder til det skuespil af menneskelige ritualer, men det er en skuespiller uden manus. Hans liv bliver en serie masker så omhyggeligt sammensatte, at han selv mister erindringen om det ansigt, de skjuler.

Dazais karakter, en halvt selvbiografisk klagesang fra den umiddelbare efterkrigstids Japan, forekommer som en bastard ud af krydsningen mellem Dostojevskijs kældermenneske og Kafkas Josef K. — som så kastes ind til at opføre et No-stykke (i hvilket Mishima bemærker, at en sammensmeltning af skuespiller og maske er essentiel). Det er ikke rammende at beskrive Yozo som fremmedgjort, for det ville kræve længslen efter et egentligt (tabt; hvad enten i egentlig eller forestillet forstand) tilhørsforhold til omverdenen; men han driver nærmere blot rundt som et spøgelse, hjemsøgende sin egen tilværelse, i ontologisk forstand tabt for omverdenen (ganske betegnende virker Yozos eneste minde om at have været sig selv i et øjeblik, hvor han malede “spøgelsesbilleder”).

At være uegnet som menneske, som han konkluderer med en tone, der snarere minder om en klinisk konstatering end selvmedlidenhed, indeholder denne dobbelthed mellem at diskvalificeret og ukvalificeret (som oversætteren bemærker i sit efterord og klogt får frem). Men hvad end hans isolation grunder i utilpassethed ved det samfund, han fødes i, eller i en form for værensmæssigt brist, er den for romanens vedkommende ikke en teoretisk beskæftigelse, men bunder i en kropslig erfaring — en sygdom til døden, som Dazai tegner med en prosa så forhastende skarp, at den nærmest virker selvskadende — hvad den givetvis også var.

Yozos tragedie begynder i barndommens teater. For at overleve sin tyranniske far, en politisk figur, og en kultur bestående af offentlige facader bliver han klovnen, denne ydmygt optrædende tåbe, for at aflede opmærksomheden fra sin utilpassethed. Alligevel er denne forestilling mere end blot en form for spindoktorstrategi; med ord kunne man kalde det for eksistentiel vampyrisme. Hver vittighed, hvert karikerede ansigtstræk, udhuler ham yderligere. Da han tegner et af disse “spøgelsesbilleder” til sin barndomsven, erklærer denne: ”Du kommer til at blive en stor kunstner.” En anden af dennes profetier: “Pigerne kommer til at blive vilde med dig.” Hovedpersonen bemærker spydigt-bagklogt, at kun denne sidste skulle blive opfyldt. Men Yozos kunst, ligesom hans tilværelse, udvikler sig til groteskerier, karikaturer på samhørighed. Begge er falske profetier, som i en græsk tragedie, hvor opfyldelsen er garanteret men i en skævvredet form.

Dazais genialitet ligger i at gøre os til medskyldige i Yozos fupnummer. Romanen er på ingen måde blottet for humor, men det er en burleske, hvor vi indser at have moret os over en mand, der graver sin egen grav. I en pinefuld scene forsøger Yozo selvmord sammen med en elskerinde, kun for at overleve, mens hun drukner. Bagefter tilstår han egentlig ikke rigtig at kunne huske denne kvindes udseende. Det forfærdelige er ikke hans følelsesløshed, men vores: at vi drages mod, nærmest ønsker denne udgang for hans optræden — for et jeg så tomt, at selv døden fremtræder som en mislykket rolle.

Dazais Japan er et spejlhus, der reflekterer den absurditet, Yozo forsøger at flygte fra. Hans venner, elskere og mæcener er aldrig modspillere (på denne måde er hovedpersonens den privilegeredes problem), men som medspillere, villige til at støtte hovedpersonen, er det altid med det dulgte formål at projicere deres egne facader på hans amorfe skikkelse. Da han gifter sig med den ”rene” Yoshiko og tror, at hendes uskyld kan frelse ham, knuser hendes voldtægt af en forretningsmand drømmen.

Alligevel undgår Dazai alt melodrama. Reaktionen på Yoshikos “krænkelser”, som Yozo overværer det gennem et lille vindue, er en fastfrysning frem for et opbrud. Scenen handler da mindre om traume end kølig erkendelse: Hvordan kan man have tiltro til en verden, hvor uskyld og fordærv er udskiftelige forklædninger? “Er tillid da en synd?”, tilspørger manden en fraværende Gud.

For end ikke religion byder en mulighed for tilflugt. I en barsk parodi på omvendelse melder Yozo sig ind i en kommunistisk celle, ikke af overbevisning, men snarere af den udmattedes efterløberi; ønsket om at ville holde op med at tænke. Men marxisterne, med deres paroler og pamfletter, er ikke mindre en teatertrup end andre samfundsgrupperinger, deres ideologi endnu en beklædning. Dazai — selv en tidligere marxist — afklæder alle systemer: Familien såvel som politikken kræver optrædener, Yozo er den fejlslagne klovn — han kan ikke grine ad sig selv.

At læse romanen i dag, på en kulturel og tidsmæssig distance på 80 år, er at stå over for et paradoks: Romanen virker både forældet og skræmmende nutidig. I en æra af sociale mediepersonligheder og algoritmiske identiteter taler Yozos skæbne — rædslen for “virkelig” at blive set, udmattelsen ved konstant at optræde — med ny, brændende aktualitet. Vi er alle klovne overfor hinanden, vores eksistensberettigelse ligger i konstant at jonglere avatarer, som filtrerer vores kontrafej og sjæl.

Dazais mesterstykke ligger i, at han nægter en simpel forløsning for sin karakter. Yozo finder ikke sig selv, end ikke i døden, og opnår derpå ingen katarsis; han fordamper nærmest blot, som en skygge ved middagstid forsvinder han ind en gyde og ud af samfundet. Dermed bliver Uegnet som menneske ikke blot et portræt af én mand, men et spejl rettet mod vor egen moderne tilstand: Hvor tynd er hin menneskelige fernis? Hvor mange forklædninger kan vi iføre os, før vi selv glemmer vores ansigt? Og med disse omkostninger, hvad er så formålet? Hvis det at kunne tale sand påkrævet en maske, som Nietzsche hævdede, er det da denne ytring værd? Yozo svandt bort i tavshed.