Etgar Kerets novellesamling Autokorrektur er som at læse destilleret Svend Åge Madsen. Idésprudlende surrealisme smelter i disse 33 vignet-agtige noveller sammen med en ambivalent, dog overvejende kritisk, undersøgelse af vores tvivlsomme symbiose med teknologi.

Det begejstrende er at opleve, hvordan Keret på så ganske få sider skaber så levende universer, der bevæger sig i grænselandet mellem det futuristisk ildevarslende og hverdagsagtigt genkendelige—her kan ensomhed programmeres, tidsrejser bruges til slankekurer, og AI-kærester truer med at overleve de mennesker, de skulle redde. Men under de fantastiske armbevægelsers groteske humor pulserer en ubehagelig undersøgelse af dødelighed, fremmedgørelse og den eksistentielle svimmelhed, der definerer moderne liv—et tema der vel blot yderligere accentureres i en verden efter 7. oktober, hvor døden lurer som en af forfatterens apokalyptiske visioner, blot vågnet op til virkeligheden.

Fra historier som Ingen vej tilbage—en mands programmeringsjagt på den perfekte kærlighed—til Solo, hvor et ´Fakultet for Ensomhedsforskning´ sælger kybernetiske løsninger på isolation, er det forfatteren om at gøre, at fremhæve hvordan teknologien forstærker vores indre splid i forsøget det stik modsatte, at lindre den.

Altid er der denne fornemmelse for, hvordan karaktererne vakler på randen af kollaps: I “Fremtiden er ikke hvad den har været”** støver en tidsmaskine hen, indtil den genopfindes som vægttabsmiddel; i “En isbjørn” bryder en AI-skabt samtalepartner, som viser træk på selvbevidsthed, sammen over spørgsmålet, om denne foretrækker at leve eller dø.

Kerets tørre, underspillede stil spejler vores egen desensibilisering over for teknologins absurditeter. For selvom det Kerets univers vibrerer i en frekvens af undergang, død og rædsel, forbliver tonen altid kølig og observerende—et valg, der forstærker chokket, når katastrofen indtræffer. Når mennesket i Fremtiden er ikke hvad den har været omdanner en tidsmaskine til slankeværktøj, fremstilles det derfor ikke som satire, men som en selvfølgelighed—en refleksion over, hvor let vi normaliserer værktøjer, der fordrejer vores forhold til tid, hukommelse og begær, bliver desto mere åbenbar.

Kernen i Autokorrektur er, for mig at se, en udforskning af, hvad det vil sige at være menneske i en tid præget af virtualisering. Novellerne bruger det groteske til at blotte, hvordan selv banale teknologier eksternaliserer identitetsdannelsen og underminerer figurens handlekraft og tvinger dem til at møde deres rå, ufiltrerede selv.

Director’s Cut portrætterer f. eks. vrængende selviscenesættelsens kultur: Når en film om ens liv varer lige så længe som selve livet, med biografgæsterne døde under live-fremvisningen, bliver det en spejling af den moderne besættelse af selv-dokumentation, hvor selvindsigt reduceres til en narcissistisk ekkokammer med kun tragisk udgang til følge. Kerets karakterer lever i en verden af ekstrem ensomhed, hvor isolationen nærmest skriger til himlen—og dog de klamrer sig til en genfærdsagtig humor, der tilhvisker dem, ikke at tage sig ikke så alvorligt, det hele er blot nonsens og kun for en stakket stund.

Denne splittelse mellem fortvivlelse og lattermildhed definerer samlingen og er noget, for mig at vurdere, ganske særegent. I Hypotetisk spørgsmål føles en makaber uenighed om kannibalisme som kærlighedsytring vel for nogle som intet mere end provokation, men Keret er tydeligvis ikke upartisk, så man tvinges som læser til efter latteren at genoverveje sit ståsted.

Det, der løfter Autokorrektur over ren gimmick (selvom samlingen utvivlsomtogså er dette), er Kerets insisteren på at forbinde det intellektuelle med det kropslige. Døden og nataliteten gennemsyrer hver side—i dagligdags ulykker, terminalsygdomme og skyggen af 7. oktober—men Keret portrætterer den ikke som abstrakt nihilisme, men sætter et drilsk spotlys på livets flygtighed; således levendegører han sin figurer, der, omend sparsomt skitserede, pulserer af sårbarhed.