Deborah Levys Hot Milk er en roman præget af en sart, simrende uro — et psykologisk landskab, hvor kroppen bliver kampplads for sproget, og hvor Middelhavssolen udvisker grænserne mellem lidelse og frigørelsen derfra. Som en brandmand (et gennemgående motiv i romanen) foldet ind i sig selv under havets krusede vandskorpe, glitrer Levys prosa med en egen vildledende ro, dens giftige indsigter serveret med lyrisk præcision.

Sofia, den antropologiske fortæller, driver rundt i Almería i Spanien for at pleje sin mor Roses gådefulde sygdom, der til tider paralyserer hendes ben. Men denne rejse bliver bestemt ikke nogen forudsigelig medicinsk odyssé. Sofias eget hævede brandsår i romanens begyndelse bliver et gennemgående, omskifteligt motiv bogen igennem; et pulserende andet hjerte, der banker i takt med det uudtalte.

Levy skildrer kroppen som et palimpsest af undertrykte begær, et kødets oprør mod omsorgens tyranni. Når såret svulmer og spreder sig, er det ikke blot et symptom eller en overført metafor, men den kropslige teksts modsvar, hvor den egentlige stemme kvæles af pligt, et fysisk svar på Cixous’ écriture féminine. Kroppen skriver dét, tungen tier om: undertrykt raseri, tilsløret ambition, det tavses protest imod de tildelte roller.

Romanens opbygning afviser selv patriarkatets lineære fortælleform. Erindringer om en fraværende græsk far flyder sammen med surrealistiske, kliniske møder; brandsåret forvandles til spirituel dåb. Brandmanden (og dens gift) — transparent, tentakeldrivende og illusorisk farlig — svæver omskifteligt gennem teksten som et deformt emblem på feminin kraft: på én gang skabende og destruktiv, skøn og utæmmelig. Sofias erkendelse efter stikket — at giften så at sige taler et sprog, hun ikke kan begå sig i — indfanger paradokset. Hendes krop taler i en sprogbrug uden for det symbolske, hvor smerte og forvandling bliver synonymer.

I Rose skaber Levy en på én gang kvældende og spøgelsesagtig moderfigur, Deres relation er en klaustrofobisk duo, en genafspilning af Irigarays kritik af Freud: en præ-oedipal knude snøret sammen af patriarkalsk mediering. Dr. Gómez med nåle og scanninger tvinger Roses krop i underkastelse og omsætter hendes smerte til et performativ sygdomssprog. Sofia betragter sit eget fangenskab som antropolog, disse nedfældede, fragmenterede journalnoter, som et sår, der forsøger at sy sig selv sammen – som om ord kunne læge hendes splittede jeg.

Sofias flugtstrategi er en art mimicry, en imiterende selvskabelsesdans. Hendes affære med Ingrid, den tyske syerske, der “måler” hendes krop, udvikler sig til en subversiv fælles skabelse, hvor rollefordelingen mellem skabelse og skabning, flyder ind over hverandre. Her undgår Levy dog sentimentalitet; deres intimitet er erotisk, men distanceret, en taktisk alliance mod kategorisering.

Selv den fraværende fader, denne skygge uden krop, hjemsøger moder-datter-duo’en som en ubevidst tredjepart, der tvinger Sofia ind i rollen som Roses stedfortrædende ægtefælle. Først ved at påkalde sig sin “ukuelige” græske farmor, det matrilineære anker, syner Sofia en udvej. Hendes sidste, hjerteskærende erklæring, benægtelsen af moderrollen, er mindre et udtryk for kynisme end en befrielse fra den evige identitetsforvitring, dømt til aldrig at vokse ud af sit blomsterbæger.

Abjekter lækker gennem hver sprække af romanen, fungerer som demontering af det klichéprægede, det fastlåste: Sofias brandsår som en slags opblødte, harpiksflydende ravkratre, drømme om at drukne i tykt, hvidt væske (den varme mælk). Klinikken med sit sterile skær iscenesætter kampen mellem det semiotiske — den præ-sproglige choros af rytme, sansning og moderlig sang – og det symbolske ordenssystem af diagnoser og regler. Sofia tiltrækkes af det abjekte, ikke i angst, men nærmest med en masochists nysgerrighed. Da hun (måske med vilje) lader sig røre af en brandmand, omfavner hun smerten som et tegn på handlekraft, det abjekte som genfødslens porte.

At kunne omdanne tænkning til kropslig erfaring, eller påvise at førstnævnte udspringer af sidstnævnte, er Hot Milks egentlige forte. Havet, det fostervandsagtige rum, bliver romanens ultimative metafor. På de sidste sider flyder Sofia alene, hverken druknende eller svømmende, ophængt i en slags amfibisk tilstand. Saltvandet brænder i øjnene, men det virker til, at hun når en form for afklaring trods alt. Der er ingen pæn afslutning, kun en opløsning af dikotomier – syg/hel, mor/datter, krop/sprog. Sofia vælger det åbne vand frem for kysten, det tvetydige frem for det sikre, den semiotiske puls frem for den patriarkale logik.

Levy tilbyder ikke katharsis, men flydende tilstande. Sofias svømmetur er ikke flugt, men en omfavnelse af det mellemliggende — et vidnesbyrd om forvandlingens kraft i ubeslutsomhedens embryo. I denne strålende, urovækkende roman er kroppen ikke et fængsel, men et sprog, der venter på at blive talt. Og havet, evigt kaldende, er den eneste syntaks, stor nok til at rumme det.