Exofiktion — altså fiktion, der bevæger sig uden for den kendte tekstmasse omkring en stor forfatter og ind i de uudforskede liv, der kredser omkring denne — finder i Livet efter Kafka sin klare berettigelse. Magdaléna Platzovás roman rekonstruerer ikke blot Felice Bauers liv efter rollen som ´Kafkas forlovede; den viser os også, hvorfor denne type litteratur kan virke så stærkt. Pågældende roman formår nemlig at indfri netop adskillige af disse genres kvaliteter.

Ved at flytte fortællingens fokus væk fra den kanoniske figur (Kafka) og hen imod en ´oversete´ hovedperson (Felice), udfører exofiktion en slags litterær retfærdighed. Den trækker de marginaliserede figurer ind i centrum og insisterer på, at deres indre liv er lige så vigtige som de stort dokumenterede. I Livet efter Kafka bliver hvert brev Felice modtager (eller ikke modtager), hver flugt, hun foretager, en genopretning af handlekraft — et bevis på, at historien aldrig kun tilhører genierne, men også dem, der blev dømt til at leve i deres skygge.

Hvor arkivmaterialet tørrer ud, træder exo-fiktionen nemlig ind. Platzová baserer sig på faktiske holdepunkter — datoer, breve, bekendtskaber — men bruger poesien til at udfylde mellemrum. Det skaber en virkelighed, der både er sandsynlig og følelsesmæssigt levende: Felices hemmelige håb, hendes angst under flugten, stilheden omkring hendes egne dagbøger. Sådan fremkalder romanen progressivt en verden, der balancerer mellem dokument og drøm.

Genren stiller ofte det grundlæggende spørgsmål: Hvem “ejer” et liv, når det er blevet til myte? Platzová stiller selv dette spørgsmål stilfærdigt, men insisterende — gennem arvestriden om Kafkas breve, gennem brevhandlernes interesser, gennem Felices egen tøven med at fortælle sin version. Gennem disse scener viser romanen, hvordan exofiktion kan afsløre magtforholdene i det at huske — og i, hvem der får lov til at blive husket.

En vigtig styrke ved denne type litteratur er dens evne til at gå i dialog med de oprindelige værker. I Livet efter Kafka genlyder Kafkas prosa — dens selvreferentielle billeder, dens kredsende sprog — i Felices egen verden, men på en ny måde. Hvor Kafka skrev om indre fangenskab, følger vi her en ydre bevægelse: flugt, eksil, moderskab, tilpasning. Romanen bliver dermed et slags troldspejl: den spejler og dog forvrænger den kanoniske forfatters univers gennem den andens blik.

Exo-fiktion lykkes bedst, når den både føles sand og nødvendigt fortalt. Platzová forener dokumentariske fragmenter (passagerlister, postkort, breve) med intime scener og stemningsmættede refleksioner. Vi læser ikke bare en ´hvad-hændte-der-egentlig´-fortælling; vi mærker Felices åndedrag: hendes tavse panik under luftalarmer, rysten i hånden da hun sælger Kafkas breve. Denne sammensmeltning af fakta og følelse er exo-fiktionens inderste styrke.

Ved at løsne sig fra ren biografi og konventionel historisk roman, trives romanen i denne bastard. Livet efter Kafka forener autofiktion, essay, dagbogsform, arkivmateriale og fiktion, intet mindre. Det skaber en polyfonform, som genspejler det liv, den beskriver: sammensat, modsætningsfyldt og vanskeligt at indfange; og i netop dette gestalt skabes den fleksibilitet, som gør exo-fiktion i stand til at sammensætte den menneskelige erfaring i al dens tvetydighed.

Romanen er oversat af Peter Bugge