Hans Fallada oplever måske netop nu (igen) en renæssance.

Han er velsagtens en af de helt store tyske forfattere, dog ikke altid lige så fremhævet som andre. Det kan denne udgivelse nok vise sig at ændre på.

Den har i al fald slået mig ganske omkuld, må jeg sande.

Forfatteren bag, Hans Fallada, levede et ganske turbulent og vildt liv, og man mener, at han blev offer for sin egen frygt, idet han valgte at blive boende i Tyskland på et tidspunkt under Anden Verdenskrig, hvor det så sort ud. Det var vanskeligt at være et frit menneske, og afhængigheder forfulgte forfatteren gennem tiden.

Skriften er også vild. Lige på og direkte.

Lille mand, hvad nu?, som jo også er gledet ind i sproget som et udtryk, der anvendes, når noget er under opsejling, en handling kræves.

Handlingen er for så vidt ganske simpel anlagt: Vi skydes direkte ind i Berlin i 1930’erne, hvor den fattige Johannes Pinneberg kæmper sin kamp. En kamp, som drejer sig om at være i stand til at forsørge sin kæreste, som venter deres kommende barn, men det er meget vanskeligt, al den stund han sendes rundt i et farligt miljø bestående af arbejdsløse, forbrydere og kabareter.

Der er mange mulige syndefald at begå, og han må sandelig koncentrere sig om at holde snuden i sporet. Vi befinder os i en krisetid. Det gennemsyrer romanen.

Det er lige på den anden side af 1929 og Wall Street-krakket, hvor det viser sig vanskeligt at finde fodfæste i en tilværelse, som kaster en hid og did.

Pinneberg lykkes med at lande en stilling som sælger i Mandels varehus, og det går hurtigt ned ad bakke, både for varehuset og for de ansatte, og Pinneberg oplever forhånelse og et råt miljø, hvor han skal sælge mere og mere og i en umenneskelig skala.

Byen Berlin er en jungle at navigere rundt i, og penge kan man ikke sådan lige tjene, hvorfor den lille familie må søge lykken andetsteds.

Det er noget af en deroute, som det kræver en aktiv læser at følge, for der er ikke meget glæde forbundet med livet, der skildres.

Men det er dog vigtigt her at fremhæve, at romanen rummer en humor og en varme, som jeg ikke har set mange steder i de mange romaner, jeg har læst.

Det er fornyende og forfriskende.